Siljes Hjerte

Siljes Hjerte

Siljes Træ

Skrevet 4. feb. 2007, kl. 15:26

Gyvelkæden i Greve er, udover et par enkelte gyvelbuske, beplantet med japanske kirsebærtræer. Mange kender dette træ, specielt i sen-foråret, når det blomstrer med hvide eller lyserøde blomster.

Vores kirsebærtræer blomstrede netop da Silje blev født og var så smukke i de dage, hun levede. Vi snakkede om det hver eneste aften, tror jeg, når vi kom hjem fra hospitalet. Og en dag var det pludseligt helt naturligt, at det japanske kirsebærtræ var Siljes Træ, og at blomsterne var Siljes Blomster.

Blomst fra japansk kirsebærtræ: KanzanPrunus Serrulata Kanzan er det helt korrekte navn for den art af japansk kirsebærtræ, som vi har her på Gyvelkæden, og som derfor blev Siljes træ. Det glædede os derfor også utroligt meget, da mine forældre valgte at plante et japansk kirsebærtræ af netop denne type i deres have. Hvis du spørger mig, er det selvfølgelig også den smukkeste art. Hvor nogle af de andre arter er ranglede og med hvide blomster, er Kanzan kendetegnet som det fyldige træ med de lyserøde blomster.

Det er blomster fra d. 21. maj 2006 - plukket fra netop det japanske kirsebærtræ, som står ved vores hus - som er anvendt i top-billedet på denne side sammen med Siljes Hjerte. I kisten sammen med Silje og de andre ting, vi gav hende med, lagde vi blomster d. 22. maj, da vi så hende sidste gang inden bisættelsen. Og det var en gren fyldt med blomster fra samme træ som lå på Siljes kiste ved bisættelsen i Kildebrønde Kirke d. 23. maj.

Senere, når jeg nu tænker over det, virker det så rigtigt: Siljes Træ blomstrer i maj måned med smukke blomster, men i alt for kort tid. Lige som Silje. Men træet lever videre - og det samme gør Siljes minde.

Skrevet af Nikolaj