Siljes Hjerte

Fredag d. 1/5-09
De sidste par år har der for mig været en skillelinie mellem maj måned og de 11 andre måneder. Jeg har på en eller anden måde været lidt nervøs for at gå ind i denne måned, da det har betydet en kæmpe sorg for mig. Så selvom jeg har rimelig styr på mine følelser, så er det ikke nemt at gå denne måned i møde, da jeg inderst inde ikke ved, hvordan jeg vil reagere. I år syntes jeg, at det var nemmere at gå ind i maj måned, end årene før. Måske hænger det lidt sammen med, at jeg det sidste lange stykke tid har brugt megen positiv energi på at løbe. Mit mål er at løbe Copenhagen marathon d. 24. maj på under 4 timer. Mine tanker er meget fokuseret omkring dette løb, som jeg efterhånden glæder mig utrolig meget til at løbe, da jeg er i rigtig god form. At træne til marathon har jeg sammenlignet med en fødsel :-) I starten af marathontræningen troede jeg ikke på, at det kunne lade sig gøre at komme i så god form, at jeg virkelig ville blive i stand til at løbe et marathonløb. Men da tiden nærmede sig, og jeg kom i bedre og bedre form, så blev jeg mere og mere klar mentalt. Det samme gjaldt mine graviditeter. I starten kunne jeg ikke overskue at tænke på fødslen, men jo længere hen i graviditeten jeg kom, jo mere klar blev jeg, og nervøsiteten og angsten blev mindre. Så hvis man kan klare en graviditet og fødsel, så kan man også træne til at løbe et marathon :-)

Onsdag d. 13/5-09
Siljes 3-års fødselsdag. Nikolaj og jeg havde begge bedt om fri denne dag, så vi havde rigtig planlagt, hvordan dagen skulle foregå. Da jeg havde været syg hele weekenden og dermed ikke havde fået løbet, havde jeg bestemt mig for at starte dagen med en løbetur på 20 km. Det skulle være den sidste lange tur inden marathon, så jeg glædede mig faktisk rigtig meget til at have lidt tid for mig selv denne morgen og bare lade tankerne flyde.

Mens jeg løb, afleverede Nikolaj Lykke i vuggestue og købte ind til hjemmelavet sandwich. Der skete desværre det, at jeg omkring 12 km begyndte at få lidt ondt på siden af venstre knæ. Jeg løb videre, men ved 13 km måtte jeg stoppe og gå hjem. Da jeg kom hjem, var jeg meget nedtrykt.

Inden jeg tog ud for at løbe, havde jeg humørmæssigt haft det rigtig godt, så jeg vidste jo godt, at det egentlig ikke var Silje, der gjorde mig ked af det, men i stedet for mit dumme ben. Alligevel var det svært at skelne tingene fra hinanden, da begge dele kom meget tæt på. Jeg kunne aldrig finde på at sammenligne tabet af Silje med et skadet ben. Men når man er nået dertil i sin sorg, hvor jeg er, og livet er gået videre med sine op- og nedture, så kan en skade i benet på nuværende tidspunkt godt være meget drænende. For mig har dette mål med Copenhagen marathon fyldt meget i mit liv det sidste halve års tid. Jeg har brugt megen tid på træning, og mange afsavn har der bestemt også været i forbindelse med træningen. Undervejs har der været hårde og svære perioder, men i det store hele vil jeg sige, at det har været et positivt træningsforløb frem mod målet d. 24 maj. At jeg fik ondt i benet 11 dage før det store løb, kunne jeg næsten ikke bære. Nikolaj og jeg valgte alligevel at tage op på kirkegården med tæppe, picnickurv, lys og blomster til Silje. Vi satte os i solen ved Siljes gravsted og blev siddende en times tid. Derefter tog vi i Silvan og købte en sandkasse til Lykke, da hun jo skulle have en søstergave på storesøsters fødselsdag. Bagefter hentede vi Lykke i vuggestuen, og senere kom mormor og morfar til kaffe og jordbærkage. Til aftensmad spiste vi burgere, som var det til en rigtig børnefødselsdag. I løbet af dagen var der flag på bordet, og Lykke syntes, at det var sjovt, når vi sang fødselsdagssang. Alt i alt synes jeg, at Silje blev fejret på en rigtig god og dejlig måde. Det var en dejlig dag, hvor Nikolaj og jeg også havde lidt alene tid sammen, hvor vi rigtig kunne få snakket omkring forløbet med Silje igen. Vi har aftalt, at vi hvert år vil bede om fri på hendes fødselsdag, så vi kan lave noget sammen der. Omkring mit ben, så var jeg til fysioterapeut om aftenen, hvor jeg fik massage og akupunktur. Diagnosen på skaden var løberknæ, hvilket er meget almindeligt for folk, som løber langt, da senerne bliver forkortet, og der dermed kommer en betændelsestilstand.

Søndag d. 17/5-09
Dagen hvor Silje døde for 3 år siden. De sidste 4 dage har ikke været fyldt med megen sorg, men har mere været nogle dage, hvor Silje har været mere i mine tanker end ellers. Jeg har været i meget godt humør og i stedet for tårer, har der mere været plads til et smil på læben, når jeg har tænkt på Silje.  Det samme var gældende for denne dag. Silje fyldte ikke meget, men i stedet for var det igen mit ben, der overtog mine tanker fra morgen til aften. Efter fire dages pause var jeg ude at løbe 9 km i et langsomt tempo. Det gik fint, men jeg var ikke i tvivl om, hvor jeg havde ondt. Jeg gennemførte træningen, men i løbet af dagen fik jeg mere ondt, så jeg fik ikke lavet meget mere den dag, da det gjorde ondt hver gang jeg gik. Jeg har bestemt mig for at stille op til marathonløbet på søndag. Så må mit ben briste eller bære. Jeg håber bare så inderligt, at jeg kan gennemføre løbet og løbe på under 4 timer. Hvis ikke det kan lade sig gøre, så håber jeg på, at min kære mand går med til, at jeg fortsætter træningen indtil d. 20. september, hvor der er Odense marathon. Han er snart lidt træt af mit fravær fra familien, især om søndagen.

Søndag d. 24/5-09
Efter at jeg blev skadet, fik jeg ikke lavet ret meget inden den store dag. På selve dagen var jeg i tvivl, om jeg ville kunne gennemføre Maratonløbet. Jeg gad ikke engang gå ind med min bagage i målområdet, da jeg så bare skulle derind og hente det, når jeg nu alligevel ikke gennemførte løbet. Derfor holdt Nikolaj min taske under løbet, så jeg hurtigt kunne få noget tøj på, når jeg udgik. Dette var min holdning om morgenen inden løbets start. Løbets rute var på den måde, at man startede med at løbe en rute på 16 km, derefter en rute på 10 og til sidst den samme rute på 16 km igen. Dvs. at jeg kom forbi start- og målområdet flere gange og dermed kunne udgå. Efter at jeg havde løbet de første 16 km, gik det fint, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle fortsætte. Efter de næste 10 km gik det fint, men jeg begyndte at få ondt i knæet. Ved 30 km gjorde det rigtig ondt i knæet, og jeg var generelt bare ved at være træt. Ved 32 km var jeg utrolig tæt på at udgå, men jeg fortsatte i et meget langsomt tempo. Jeg gennemførte løbet i en tid på 4.14.48 timer. Det var utrolig hårdt, men jeg var glad for at gennemføre og sikke en oplevelse, det var. En masse underholdning og glade mennesker utrolig mange steder. Det var en rigtig fed oplevelse.