Siljes Hjerte

Mandag d. 15/9-08
Det er nogen tid siden, at jeg har skrevet dagbog. Jeg har simpelthen ikke haft tid pga. opstart af arbejde. Jeg har haft temmelig travlt, og mit humør har været fint, så derfor har jeg ikke skrevet. Mit behov for at komme op på kirkegården er heller ikke så stort mere, min prioritering har i hvert fald ofte været, at jeg hellere ville hente Lykke fra vuggestue, når jeg er kørt hjem fra arbejde end at tage på kirkegården. Jeg er blevet bedre til ikke at få dårlig samvittighed, når jeg ikke kommer op til Siljes gravsted. Jeg har hende med mig hele tiden i hjertet, og mine tanker bliver også sporet ind på hende hver evig eneste dag. Det kan være et kort øjeblik, jeg tænker på hende, det kan være hendes navn, jeg bare lige har brug for at sige højt inde i mig selv, det kan være sekvenser fra hendes fire dage, jeg tænker på, eller det kan være situationer fra hverdagen, der gør, at hun dukker op i mine tanker, og måske endda gør mig ked af det.

Jeg synes, at jeg har det godt, og jeg nyder at være tilbage på arbejde og være normal igen. Jeg er ikke sygemeldt eller på barsel mere. Jeg skal have en hverdag til at fungere sammen med min dejlige lille familie. Lykke er startet i vuggestue, hvilket hun ikke var overdrevet vild med i starten. Nu, lidt over en måned efter at hun er startet, går det bedre. Hun er ikke vildt ulykkelig mere, når vi går, og pædagogerne kan rimelig hurtigt få hendes opmærksomhed vendt til at kigge på fugle, legetøj eller andet, når vi er gået fra hende.

Generelt synes jeg, at vi (Nikolaj og jeg) har det godt sammen, vi bliver kun ?uvenner? over rengøringen, men ellers synes jeg, at vi har klaret os flot igennem tabet af Silje og Lykkes første år.

Vi er gode til at støtte og give hinanden plads til at gøre det, vi hver især har brug for at gøre. Jeg kunne f. eks godt tænke mig at gennemføre Copenhagen marathon til maj 2009. Jeg træner sammen med min bror og nogle af hans venner, indtil videre kun to gange om ugen. Jeg håber virkelig, at jeg når så langt med træningen, at jeg kan gennemføre en marathon, men på nuværende tidspunkt synes jeg, at 42 km er meget, meget langt.

Jeg synes, at Nikolaj og jeg er gode til at snakke sammen, jeg snakker og Nikolaj lytter :-)

Vi er ærlige over for hinanden, når der er noget, der går os på, gør os sure eller kede af det. Så får vi rimelig hurtigt fortalt, hvad det er, der fylder, så vi kan komme ovenpå igen og være der for hinanden og ikke mindst for Lykke-pigen og Sif.

Jeg tror, at Nikolaj er den af os to, som er mest påvirket af tabet af Silje i forhold til Lykke. Det kan også godt være, at det ikke har noget med Silje at gøre, men at Nikolaj bare er mere bekymret end jeg er, med hensyn til Lykke. Min fornemmelse er bare, at han ikke ville være så bekymret, hvis han ikke havde mistet sin første pige. Han kan ikke lide, når Lykke er syg og slår sig, så bliver han ked af det og til dels sur på sig selv, hvis han mener, at han kunne have gjort en forskel, så hun f. eks ikke ville have slået sig, når hun styrter og banker hovedet ind i ting.

Søndag d. 29/9-08
I dag har vi været til Rasmus´s og Linus´s barnedåb. Begge drenge har været igennem hver deres hjerteoperation, hvilket jeg har skrevet om tidligere i min dagbog. Heldigvis har de klaret operationerne rigtig flot, og de har det begge godt i dag. Jeg skulle være en af deres faddere. Jeg bar Linus og var også den, der skulle sige hans navn i kirken. Jeg er meget stolt over at have fået lov til at bære Linus og nu være begge drenges fadder.

Efter vi kom hjem fra barnedåben, var jeg trist og ugidelig, men kunne ikke finde ud af, hvorfor mit humør faldt så meget i løbet af aftenen. Da jeg satte mig ved computeren for at skrive, fandt jeg dog hurtig ud af, hvorfor jeg havde denne mærkelige følelse. Jeg havde savnet Silje hele dagen og havde brug for at give hende lidt af min tid. For selv om jeg var meget beæret over at bære Linus, så er han nok det barn nærmest mig, som får mig til at tænke allermest på Silje. Han er en stærk lille gut, som fortjener et rigtig godt og langt liv, men den styrke, han har, får mig til at tænke på min lille pige, som ikke var lige så stærk og sej og derfor ikke fik lov til at leve i mere end fire dage.

Jeg savner Silje utrolig meget til aften, og jeg er glad for, at jeg fandt ud af, hvorfor jeg har været i sådan et mærkeligt humør.

Til top