Hej med jer!
Jeg har tidligere skrevet en lille hilsen til jer og til Silje, hvis historie gjorde stort indtryk på mig.
I dag har jeg brug for at fortælle nogle om de følelser, jeg går med ind imellem.
Jeg er godt klar over, at mine oplevelser og følelser slet ikke kommer i nærheden af den smerte og de følelser, som i stadig må gå med, men jeg trænger sådan til at dele mine tanker med nogle, der måske forstår!
D. 13. december 2007 fandt jeg ud af, at jeg var gravid, hvilket var/er et stort ønske for min mand og mig. Jeg havde ingen "bivirkninger" af graviditeten, og var jo heller ikke så langt henne (ca. 5 uger). D. 20.december var vi hos mine forældre, hvor jeg lagde mærke til at mine ligamentsmerter, som de vist hedder, ikke føltes som de tidligere gjorde, og jeg blev lidt nervøs, men holdt det for mig selv, for ikke at virke somom, jeg overreagerede.
Da min mand og jeg var gået i seng, fik jeg ret ondt, begyndte at græde, og fortalte min mand, at jeg var bange for, at jeg havde aborteret. Han sagde, at han godt kunne forstå mig, da det jo var min første graviditet, og jeg nok var meget opmærksom på alt, hvad der skete med min krop, men at han var sikker på, at der ikke var noget galt!
Fredag morgen, d. 21. december, havde jeg blødt ret kraftigt og var klar over, hvad der var sket!
Jeg var dybt frustreret og ulykkelig, og ringede straks til min læge, der ordnede en aftale for mig på "Riget". Min mand kunne desværre ikke få fri, så i stedet tog min mor med mig derind, og var en enorm støtte! Desværre kunne lægerne se på scanningen, at der ikke var noget liv, og at fosteret ikke havde vokset længe. Det var en kæmpe skuffelse, og gjorde rigtig rigtig ondt, både fysisk og psykisk. Jeg rgæd af smerte resten af dagen og faktisk med jævne mellemrum de næste mange uger!
Nu er der så gået 12 uger, og jeg synes selv, at jeg burde være kommet videre med mit liv, men det er jeg bare ikke helt! Jeg tænker ofte på aborten, og bliver ked af det, selvom jeg godt ved, at det skete fordi, der var noget galt med fosteret. Når jeg er på et hospital, hvilket jeg er flere gange om året pga. mit handocap, så bliver jeg mindet om min abort, og bliver rigtg ked af det.
Hvorfor bliver den psykiske smerte ved? Hvornår holder den op? Hvorfor er jeg bange for at tabe mit næste barn også? Hvorfor minder bestemte situationer mig om min abort? Kan nogen hjælpe mig?
Jeg beklager, at jeg ikke har skrevet noget mere til jer og til Silje, men jeg havde brug for at fortælle/skrive om mine føleler og tanker til nogle, der måske forstår!
Pas på jer selv og hinanden og nyd foråret!
Venlig hilsen
Silje F Bang
ps. hvis nogen har nogle kloge ord eller gode råd, er man meget velkommen til at kontakte mig via mail: [email protected]
Jeg har tidligere skrevet en lille hilsen til jer og til Silje, hvis historie gjorde stort indtryk på mig.
I dag har jeg brug for at fortælle nogle om de følelser, jeg går med ind imellem.
Jeg er godt klar over, at mine oplevelser og følelser slet ikke kommer i nærheden af den smerte og de følelser, som i stadig må gå med, men jeg trænger sådan til at dele mine tanker med nogle, der måske forstår!
D. 13. december 2007 fandt jeg ud af, at jeg var gravid, hvilket var/er et stort ønske for min mand og mig. Jeg havde ingen "bivirkninger" af graviditeten, og var jo heller ikke så langt henne (ca. 5 uger). D. 20.december var vi hos mine forældre, hvor jeg lagde mærke til at mine ligamentsmerter, som de vist hedder, ikke føltes som de tidligere gjorde, og jeg blev lidt nervøs, men holdt det for mig selv, for ikke at virke somom, jeg overreagerede.
Da min mand og jeg var gået i seng, fik jeg ret ondt, begyndte at græde, og fortalte min mand, at jeg var bange for, at jeg havde aborteret. Han sagde, at han godt kunne forstå mig, da det jo var min første graviditet, og jeg nok var meget opmærksom på alt, hvad der skete med min krop, men at han var sikker på, at der ikke var noget galt!
Fredag morgen, d. 21. december, havde jeg blødt ret kraftigt og var klar over, hvad der var sket!
Jeg var dybt frustreret og ulykkelig, og ringede straks til min læge, der ordnede en aftale for mig på "Riget". Min mand kunne desværre ikke få fri, så i stedet tog min mor med mig derind, og var en enorm støtte! Desværre kunne lægerne se på scanningen, at der ikke var noget liv, og at fosteret ikke havde vokset længe. Det var en kæmpe skuffelse, og gjorde rigtig rigtig ondt, både fysisk og psykisk. Jeg rgæd af smerte resten af dagen og faktisk med jævne mellemrum de næste mange uger!
Nu er der så gået 12 uger, og jeg synes selv, at jeg burde være kommet videre med mit liv, men det er jeg bare ikke helt! Jeg tænker ofte på aborten, og bliver ked af det, selvom jeg godt ved, at det skete fordi, der var noget galt med fosteret. Når jeg er på et hospital, hvilket jeg er flere gange om året pga. mit handocap, så bliver jeg mindet om min abort, og bliver rigtg ked af det.
Hvorfor bliver den psykiske smerte ved? Hvornår holder den op? Hvorfor er jeg bange for at tabe mit næste barn også? Hvorfor minder bestemte situationer mig om min abort? Kan nogen hjælpe mig?
Jeg beklager, at jeg ikke har skrevet noget mere til jer og til Silje, men jeg havde brug for at fortælle/skrive om mine føleler og tanker til nogle, der måske forstår!
Pas på jer selv og hinanden og nyd foråret!
Venlig hilsen
Silje F Bang
ps. hvis nogen har nogle kloge ord eller gode råd, er man meget velkommen til at kontakte mig via mail:
[email protected]