Siljes Hjerte

Da vi kom hjem fra Rumænien, besluttede jeg mig for, at jeg var nødt til at komme til bunds i mine følelser omkring dig og få bearbejdet min sorg. Derfor aflyste jeg alle mine aftaler, der iblandt også et bryllup og min venindes 30-års fødselsdag. Det ved jeg, at hun blev meget ked af. Jeg havde ikke selv overskud til at ringe og melde afbud, både til brylluppet og fødselsdagen, så det gjorde far.

Jeg kom i denne periode meget lang ned. Jeg havde ikke overskud til at købe ind, lave mad og gøre rent. Derfor kom din mormor en dag efter arbejde og hjalp mig med at få ordnet de mest nødvendige ting.

Jeg skulle også være begyndt til dåbs-undervisning hos præsten, hvilket jeg også var nødt til at melde afbud til. Jeg kunne ikke koncentrere mig om at læse det evangelium, som jeg skulle være startet på. Hver gang, jeg satte mig ned for at læse, drønede mine tanker rundt i hovedet. Jeg var ret ked af, at jeg ikke kunne klare sådan en ?lille? opgave, for det var jo noget, jeg selv havde bestemt, at jeg gerne ville, og jeg glædede mig faktisk rigtig meget. Det var derfor en meget stor skuffelse for mig, at jeg ikke kunne gennemføre det.

Præsten var meget forstående, og vi fandt en ny dato, hvor jeg skulle begynde. Hun sagde oven i købet, at jeg ikke skulle være ?bange? for at aflyse, hvis jeg ikke have overskud til at mødes den nye dato, vi havde aftalt.

Med tiden fandt jeg ud af, at mine forventninger til mig selv var de sværeste at leve op til. Derfor erkendte jeg, at det her var noget, som jeg ikke selv kunne klare og ringede derfor til en psykolog for at få hjælp. Hun skulle desværre til at holde sommerferie, men vi aftalte en dag tre uger frem, hvor vi skulle mødes.

Torsdag d. 24/8-06
I dagene inden jeg skulle til undervisning hos præsten, fik jeg læst de syv første kapitler af Markus evangeliet. Det var dejligt, at jeg endelig kunne koncentrere mig om det jeg læste, og at der ikke dukkede alle mulige andre tanker op i mit hoved, samtidig med at jeg læste.

Præsten og jeg havde aftalt at jeg skulle komme hjem til hende, men inden havde jeg en stor trang til at komme op på kirkegården til dig. Jeg kørte derfor først op til dig, snakkede med dig og tændte et lys. Jeg var meget tyndhudet den dag, så jeg tænkte, at jeg måske kunne græde ud oppe hos dig, inden jeg skulle hjem til præsten. Det kunne jeg selvfølgelig ikke. Da præsten åbnede døren, begyndte jeg at græde. Det var hårdt at se hende igen, for hun havde været så god til at tackle os og vores sorg lige efter din død.

Vi satte os ind på hendes kontor, hvor vi snakkede længe omkring dig og om, hvordan far og jeg havde det på nuværende tidspunkt. Da jeg følelsesmæssigt var ovenpå, begyndte vi at snakke om det, jeg havde læst. Jeg havde været lidt nervøs omkring, hvordan undervisningen ville foregå, men det var nede på et plan, hvor jeg også kunne være med. Vi snakkede om mange ting, men jeg havde især behov for at snakke om kærlighed. Den kærlighed, jeg rummede, men som jeg ikke kunne give dig, var et stort problem for mig. Jeg havde brug for at vide, at du havde det godt, og at der var nogen, der elskede dig lige så meget, som jeg gjorde. At du fik den kærlighed, du fortjente, og at jeg med god samvittighed kunne sige til mig selv, at jeg ikke kunne give dig mere kærlighed, og at du fik den af nogen andre. Som svar på mit ?store? spørgsmål sagde præsten så smukt, at jeg skulle se for mig en kasse så stor, dyb, lang og bred som muligt. Og når jeg så den, så ville der være uendelig megen kærlighed inde i denne kasse. Al den kærlighed ville du få. Så jeg behøvede ikke at være bange for, at du var helt alene, for du kunne ikke få mere kærlighed end det, du allerede fik.

Åh det var dejligt at vide, og jeg havde det godt med at få svar på nogen ting, som jeg følte kun en præst kunne svare på.

Inden jeg gik, aftalte vi to gange mere, hvor jeg skulle komme og have undervisning, og så aftalte vi, at min dåb skulle foregå d.13. december 2006. Jeg havde sagt, at jeg gerne ville døbes d. 13 i hvilken som helst måned, for d. 13 er den dag, du blev født. Præsten syntes derfor, at d. 13. december ville være den rigtige dåbsdato for mig, da det er Lucia-dag. Far og jeg vil så hvert år kunne tænke på dig, når der bliver tændt lys, som jo så automatisk vil være tændt for dig.

Jeg syntes, det lød som en rigtig god ide og gik derfor hjem og ringede til dine bedsteforældre og inviterede dem til min dåb, som i fars og mine øjne også vil blive din dåb.

Mandag d. 28/8-06
Lige siden jeg mistede dig, havde jeg set en del til de piger, som også havde mistet deres prinser og prinsesser. Der var især tre piger, som jeg mødtes med ca. en gang om ugen inde på en café i København. Det var fantastisk at mødes med dem og snakke om vores sorg, hvordan vi hver især tacklede den, hvordan omverdenen tacklede os, og hvad der gjorde os glade, og hvad der gjorde os kede af det. Meget af det nogen sagde, nikkede vi andre genkendende til. Vi havde meget glæde af hinanden, og med tiden blev vores samtaler utrolig givende. Vi lærte meget om hinanden, og vores samtaler blev så private og interne, at man skulle tro, at vi havde kendt hinanden i rigtig mange år. Men på daværende tidspunkt havde vi rent faktisk kun kendt hinanden i ca. tre måneder. 

Da vi havde siddet på en cafe i nogle timer, gik vi alle fire over i Panduro Hobby, hvor jeg købte en kuffert, som jeg havde i sinde at male og gøre rigtig pige-agtig. Når den var færdig, ville jeg så lægge alle dine papirer, kort fra folk, journaler, fødsels/dødsattest, dit sygesikringskort, hjertebogen, Lille Siffi, osv. ned i den kuffert.

I dagene efter kom den kreative Trine frem i mig. Din kuffert blev lyserød og dit navn, Silje, kom til at stå på forsiden med en mørk rosa farve. På hver side af dit navn lavede jeg et rødt hjerte, et hjerte fra far til dig og et hjerte fra mig til dig. På ryggen af kufferten lavede jeg fire røde hjerter, et hjerte for hver dag du levede.

Tirsdag d. 29/8-06
Jeg var ofte oppe hos dig på kirkegården for at fortælle dig om min sorg over ikke at kunne komme af med min kærlighed til dig. Jeg fortalte dig under alle disse samtaler, at der ikke var noget i hele verden, jeg hellere ville end at have dig. Men fysisk ville jeg aldrig få dig i mine arme igen, jeg ville aldrig komme til at dufte til dig igen, skifte din ble, amme dig og ting som jeg savnede så inderligt meget ved dig. Derfor følte jeg, at min eneste chance for at blive lykkelig igen ville være at gøre dig til storesøster.

Om morgnen var jeg derfor til gynækolog for at få hjælp til en ny graviditet. Alle mine tal så fine ud, så jeg havde ikke PCO mere, som jeg havde inden jeg blev gravid med dig. Jeg skulle derfor ikke spise sukkersygepiller (Metformin) denne gang for at blive gravid.

Om eftermiddagen var jeg til psykolog for første gang. Psykologen havde jeg fået anbefalet, og hendes egen datter havde selv mistet sit barn ni år forinden. Derfor havde jeg en god fornemmelse for, at hun måtte vide, hvad det her handlede om.

Jeg havde forinden min konsultation givet hende adressen på din hjemmeside, så hun vidste, hvad der var sket med dig.

Da jeg kom satte vi os ind i et rum, hvor vi sad i hver vores lænestol. Det var meget behageligt og snakken gik nemt. Jeg var der i en time, og efterfølgende ville hun have mig til at komme ugen efter. Det kunne jeg ikke forstå, da jeg mente, at jeg først havde behov for at snakke igen, når jeg var startet på arbejde. Jeg fik dog ikke lov til at vente så lang tid, da hun mente, at jeg havde brug for et mere intensivt forløb. Så vi aftalte en ny dato, to uger ud i fremtiden, da det var det længste, hun ville gå med til.

Inden jeg gik, spurgte jeg hende, hvorfor hun mente, at jeg skulle komme igen så hurtigt efter første konsultation. Hendes svar til mig var, at hun gennem samtalen godt kunne høre at min familie, venner og veninder var gode til at tage sig af mig og lytte til mig, men at hun var nødt til at være den person, der satte en stopper for mig. For eksempel mente hun ikke, at jeg var i stand til at starte på arbejde, når min orlov sluttede. Hun mente også, at jeg havde for store krav til mig selv, som jeg skulle have hjælp til at få ned i et niveau, som gjorde, at jeg ikke hele tiden blev så utrolig ked af det, når jeg gang på gang ikke kunne klare almindelige hverdagsting, som aldrig før havde været et problem.

Da jeg kom hjem, blev jeg utrolig ked af det, men jeg fik også en fornemmelse af lettelse. Jeg tror, at jeg blev ked af det, fordi hun havde sat en masse tanker i gang hos mig. Men jeg tror også, at jeg blev overrasket over, at hun ikke roste mig ligesom alle andre og sagde, at hun syntes, at jeg klarede min sorg til dig rigtig flot, og at jeg var kommet rigtig ?langt?. Efterfølgende syntes jeg, at det var dejligt, at hun anerkendte min sorg og ikke kun tænkte på, hvor langt jeg var kommet, siden jeg havde mistet dig.

Jeg tror, at jeg følte mig lettet, fordi hun gav mig lov til at være svag og gav mig lov til at sørge og blive i sorgen, så længe jeg havde lyst. Jeg skulle ikke være stærk og undertrykke mine følelser, fordi omverdenen havde brug for, at jeg blev den ?gamle? Trine igen. Der gav hun mig styrke til at fortælle alle i min omgangskreds, at jeg havde brug for, at folk respekterede, at jeg var den Trine, som jeg var nu, og at jeg fik lov til at blive i den rolle så længe jeg havde brug for det.

Inden jeg kom hjem til psykologen havde jeg også en ide om, at hun skulle hjælpe mig og give mig nogle værktøjer, så jeg kunne holde ud at se gravide veninder og veninder med babyer, som jeg ikke havde haft lyst til at se efter, at jeg mistede dig. Værktøjer til at klare sådanne situationer gav hun mig ikke, men hun anerkendte, at det i min situation kunne være noget af det værste, man kunne forestille sig, at se de gravide maver og de små dejlige pus. For hvorfor skulle jeg udsætte mig selv for denne smerte, som det var for mig, når det var mig, der havde mistet, og derfor skulle være lovlig undskyldt over ikke at have brug for blive konfronteret med det, jeg selv lige havde set så meget frem til og i ni måneder havde glædet mig så meget til. Lige som alle andre, der gerne vil være gravid, havde jeg jo, siden der var to streger på graviditetstesten (altså en positiv test), glædet mig og haft drømme og forventninger til, hvordan det ville være at blive mor. Psykologen kunne derfor ikke forstå, at jeg overhovedet brugte kræfter på at gøre noget, som jeg ikke magtede på nuværende tidspunkt, for som hun sagde, så var der så meget andet, jeg hellere skulle bruge mine kræfter på. Det kunne jeg jo godt give hende ret i, men alligevel var det noget, der fyldte meget i mine tanker. For jeg holdt jo stadig af mine veninder, som desværre bare havde noget, som gjorde mig inderligt ked af det, så jeg ikke var i stand til at glæde mig på deres vegne. Jalousi var en forbandet ting, som kunne få de værste følelser op i mig, følelser som jeg desværre ikke selv kunne styre.

Da jeg kom hjem fra psykologen, satte jeg mig derfor ned og skrev en mail til venner og bekendte, som hun havde anbefalet mig at gøre. Fortælle, hvordan jeg havde det med forskellige ting. Nedenstående er den mail jeg skrev.

 

Hej Alle.

Nu har jeg i det meste af august måned "lukket mig inde", så jeg tror, at der er flere, der tænker: "Hvad sker der??".

Jeg har haft brug for at være alene og få sørget. Jeg tror, at jeg hele tiden har udskudt min sorg, så jeg til sidst var nødt til at aflyse alle aftaler og gå ind i mig selv. I den forbindelse har jeg fået skrevet dagbog over Siljes liv og alle mine tanker og følelser til hende. Jeg har været meget oppe på kirkegården og besøge hende, hvor jeg har fået grædt og snakket en masse med hende. Jeg kan mærke, at jeg er blevet mere indadvendt og ikke har brug for så mange i mit liv for tiden.

Jeg har ikke overskud til at sætte alle ind i, hvordan jeg har det, så derfor har jeg ofte valgt ikke at tage telefonen.

Det har ikke noget med den enkelte at gøre, men med min situation lige nu.

Jeg kan mærke, at jeg bruger utrolig mange kræfter på at tænke "åh nej, bliver jeg den glade Trine igen". Lige nu er der ikke så meget, som kan gøre mig glad, men jeg skulle vist på et tidspunkt blive glad igen :-)

Det er i den forbindelse vigtigt for mig, at jeg får lov til at være den Trine, som jeg er lige nu. Altså at jeg ikke bliver "presset" til at skulle være glad eller at lave /gøre noget, som jeg inderst inde ikke har lyst til. Jeg skal selvfølgelig nok prøve at fortælle, hvordan jeg har det ,og hvad jeg gerne vil og har lyst til.

I dag har jeg været hos en psykolog for første gang. Da jeg sad og snakkede med hende, følte jeg egentlig ikke, at jeg fik så meget ud af det, men da jeg kom hjem/op til Silje på kirkegården, begyndte jeg at græde. Jeg kunne mærke, at jeg følte en stor lettelse på mine skuldre over nogen af de ting, vi havde snakket om.

F. eks. snakkede vi om gravide veninder og veninder med børn. Jeg har utrolig svært ved at skulle se dem/jer. Jeg havde troet, hun ville hjælpe mig med, hvad jeg kunne gøre første gang, jeg skulle se jer/ dem. I stedet for sagde hun: "Hvorfor bekymre dig om det, har du ikke nok at bekymre dig om"? Hun sagde, at dem skulle jeg nok komme til at se igen, når jeg var klar. Hvis det først var, når jeg var gravid eller sad med mit raske barn i armene, så ville mine veninder nok også forstå det.

Det var utrolig dejligt at høre hende sige det, for det er jo sådan, jeg selv tænker, men kan mine veninder forstå det? Jeg har det svært med, at mange gerne vil have mig med i sociale arrangementer, fordi nu skal vi tilbage til "det gamle". Men for mig, lige nu, bliver det ikke det gamle igen. Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg egentlig ikke har lyst til at være, men sådan er det desværre blevet, og derfor vil jeg gerne have plads og tid til at blive hel igen.

Som person har jeg nok altid tænkt alt for meget over, hvad folk har tænkt om mig. Jeg kan mærke, at det især er det, der ligger som et pres på mine skuldre. Jeg bliver tit alt for ked af , at jeg ikke kan klare de ting, som jeg kunne før. F.eks. at være social, at skulle starte på arbejde igen osv.

Jeg vil rigtig gerne være gravid igen og så alligevel ikke. Det jeg allerhelst vil, er at have Silje hos mig og være "normal" og glad igen. Jeg glæder mig til at blive gravid, men jeg tror også, at jeg vil blive ked af det og bange. Jeg tror, det bliver en psykisk hård graviditet, fordi jeg vil have dårlig samvittighed over for Silje og så være bange for, om det samme sker med det næste barn. Det vil uden tvivl blive en anden graviditet end den med Silje.

Jeg kan mærke, at det har været godt for mig at være hos psykolog, fordi jeg føler, at hun har taget en masse unødvendige tanker fra mig. Jeg føler mig helt lettet og at hun har givet mig lov til at være svag og ikke den stærke Trine, som gerne vil klare alt.

Jeg håber, at denne mail har givet jer alle sammen en ide om, hvordan jeg har det. Jeg er utrolig glad for, at I alle sammen er der for mig, hvilket jeg ved, I er. Tak for det.

Min dagbog, som jeg har skrevet til Silje, har vi lagt ind på en hjemmeside, som Nikolaj har lavet. Den er I velkomne til at gå ind og læse og se resten af den flotte hjemmeside.

Den hedder www.siljeshjerte.dk

Knus fra Trine

 

Onsdag d. 30/8-06
Dagen efter min første samtale med psykologen var jeg helt ude af den. Der var så mange tanker, som jeg ikke kunne få ?placeret? nogen steder. Af natur er jeg nok en person, som godt kan lide at have styr på alt, og når jeg så ikke kan sætte mine følelser/tanker i nogen kasser, som jeg efterhånden kan tage frem, når jeg har lyst, ja så ramler hele min verden. Det var virkelig, hvad jeg følte den dag. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle gøre for at få det bedre, og hvordan jeg nogen sinde skulle blive glad og lykkelig igen.

Jeg tænkte derfor, at jeg hurtigst muligt måtte få en ny tid hos psykologen. Jeg skrev derfor en mail, hvori jeg bad om at få en konsultation allerede ugen efter den første, som hun havde anbefalet mig.

Jeg tænkte også, at en løbetur måske kunne hjælpe mig til at få tankerne lidt væk. Så selv om det øsregnede, tog jeg løbetøj på, tog et fyrfadslys og en lighter i lommen og løb af sted op mod kirkegården til dig.

Da jeg kom derop, prøvede jeg længe at tænde dit lys, men da det regnede en del, så gik det hele tiden ud. Til sidst fik jeg det alligevel tændt, og jeg satte mig på hug og kiggede på din smukke gravsten, mens regnen bare pjaskede ned over mig. Jeg følte mig virkelig sølle, og jeg husker, at jeg sagde til dig, at nu måtte du da kunne se, hvor meget jeg elskede dig, når jeg kom løbende op og besøgte dig i dette frygtelige vejr.

På vejen hjem begyndte jeg at stortude. Jeg kunne næsten ikke løbe, fordi jeg havde så utrolig ondt af mig selv, og mit savn af dig var så kæmpe stort, at jeg ikke havde lyst til at leve videre. Jeg råbte derfor op i mod skyerne: ?Så kom og tag mig, Silje? og lige efter kom der et kæmpe lyn lige over mig. Sif, som jeg havde med ud på løbeturen, blev så bange, som jeg aldrig havde set før. Hun sprang rundt og peb. Jeg blev også utrolig bange, for lynet kom uden varsel. Jeg hulkede derfor højlydt, mens jeg prøvede at fremstamme, at jeg ikke mente det, jeg lige havde råbt. Jeg lovede derfor mig selv, at jeg aldrig ville sige sådan noget mere.

Om aftenen fortalte jeg far om min oplevelse, og jeg prøvede at forklare ham, hvordan jeg havde det indeni, når mit savn af dig var så kæmpe stort. Jeg følte virkelig en fysisk smerte i hjertet, at det stak og gjorde ondt. Jeg følte, at jeg havde et område i brystkassen, som var så tomt og følelsen af ensomhed så stort, at jeg ikke kunne holde det ud. Det var ikke hver dag, at mit savn af dig var så stort som beskrevet, men tomheden og ensomheden dukkede meget ofte op.

Senere på dagen var jeg til læge, og i min samtale med hende begyndte jeg at græde. Jeg tror, at hun godt kunne se, at jeg ikke havde det super godt. Hun sagde derfor, uden at jeg selv nævnte det, at en sygemelding jo kunne være en mulighed.

 

Til top