Siljes Hjerte

Ca. tre uger efter at du døde, begyndte far på arbejde igen. Jeg var stadig ikke glad for at være alene, så jeg lavede den ene aftale efter den anden. Det var næsten sådan, at hvis man ville se mig, så skulle det være tre uger ud i fremtiden, fordi jeg bookede mig fuldstændig op.

Det var dejligt med så mange veninder, som turde spørge til mig. Både far og jeg har nogle gode venner og veninder, som vi heldigvis ikke er blevet skuffet over, eller har været nødt til helt at vælge fra. Alle har været der for os, givet os varme og omsorg.

Fredag d. 2/6 ? søndag d. 5/6-06

I weekenden var vi Naur Nord, ved Holstebro og besøge din farmor og farfar. Det var rigtig dejligt at være sammen med dem igen. Om søndagen, inden vi tog hjem, var vi med til at plante et japansk kirsebærtræ ude i deres have. Det er den samme art, som vi har her på Gyvelkæden, hvor vi bor. Du fik blomster fra et japansk kirsebærtræ med i din kiste, og de lå også pænt ovenpå din kiste i kirken. Derfor syntes vi, at du skulle have sådan et træ, men da vores egen have ikke er så stor, så betyder det utrolig meget for os, at du har fået dit eget træ hjemme hos farmor og farfar.

Mandag d. 12/6-06
Tre uger efter din bisætelse var vi oppe på kirkegården til din urnenedsættelse. Far og jeg kom i god tid, så vi kunne sidde og snakke med dig, inden din mormor, morfar, oldefar og onkel Michael kom. Da de var kommet, fulgtes vi alle hen til kapellet, hvor din urne var. Den var flot hvid, med lyserøde snore. Far bar din urne hen til den plads i skovbunden, som vi havde bestemt, du skulle have. Da vi stod der, græd vi alle, og jeg havde pludselig sådan brug for at bære og røre ved din urne. Jeg følte pludselig igen, hvor dejligt det var at holde dig. Selv om du lå som aske i denne lille krukke, følte jeg mig utrolig tæt på dig, og jeg havde ikke lyst til at give slip. Denne urne var for mig det sidste fysiske bevis på, at du havde levet, og det kunne jeg næsten ikke bære.

Da jeg havde rørt og kysset din urne og fået fortalt dig, hvor meget jeg elskede dig, fik far lov til at få dig igen. Han ville selv sætte din urne i jorden. Der var gravet et hul, så far skulle bare sænke din urne derned og bagefter hælde jord over. Det gjorde han på en rigtig fin og rolig måde, så vi nu ved, hvor du er. Den sidste, der rørte ved dig, var din far, som med sin varme og kærlighed til dig fulgte dig til det sidste.

Derefter lagde far og jeg en blomst fra vores have på din grav, og Michael lagde også en lille buket til dig. Vi blev alle stående lidt ved din grav og mindedes dig, mens vi græd og holdt om hinanden. Vi var, som familie, kommet rigtig tæt på hinanden i denne tid. Det er dejligt at vide, at ens familie er der, støtter op og hjælper en igennem sådan en sorg.

Efter urnenedsættelsen tog vi alle hjem til din mormor og morfar, hvor vi hyggede, snakkede og spiste aftensmad. Mors to niecer, Mathilde og Julie var der også. Jeg havde ikke set dem, siden du blev født, så det var lidt hårdt at se dem igen. De er to dejlige piger, som jeg holder meget af, men samtidig var det også hårdt at se dem i denne anledning, hvilket gjorde, at jeg savnede dig ekstra meget.

De var heldigvis, som de plejede at være, og måske havde de endda mere brug for mig nu. De hang i hvert fald på mig hele aftenen, og jeg fik mange knus. De fortalte mig også, at du nu sidder oppe på en sky og kigger ned på mig. Det var sødt og dejligt at få at vide.

Tirsdag d. 13/6-06

Dagen efter din urnenedsættelse, var det en måned siden, du blev født. Det var en rigtig hård dag, for der kunne far og jeg kun tænke tilbage på de lykkelige timer, vi havde med dig, inden vi fandt ud af, at du var syg. Vi tog derfor op på kirkegården og snakkede med dig.

Lørdag d. 17/6-06
De tre følgende dage, og især denne dag, hvor du døde for en måned siden, var meget følelsesladede. Jeg kunne derfor ikke lide at være alene med mine tanker, så jeg fortsatte med at lave aftale på aftale.

Om aftenen havde far bestilt billetter til biografen, men det havde jeg slet ikke overskud til, så i stedet for blev vi hjemme og passede på hinanden.

Tirsdag d. 20/6-06

Da du døde, fik vi at vide, at vi ca. 8 uger efter ville blive indkaldt til en samtale angående din tid og død på neonatalafd. Jeg havde forinden samtalen skrevet en masse spørgsmål ned, som jeg ville stille. Far og jeg havde spurgt mormor og morfar om de ville tage med ind på hospitalet, hvilket de selvfølgelig gerne ville, så de var også med.

Da vi nærmede os hospitalet, kunne jeg mærke, at det ville blive hårdt at være der igen. Vi havde to aftaler. Først skulle vi tale med hjertelægen, som havde været den, der havde fulgt dig mest. Bagefter skulle vi op på neonatalafdelingen og tale med afdelingslægen og sygeplejersken, som var der den nat, du døde.

Mens vi sad og ventede på hjertelægen, vældede en masse følelser, som jeg ikke kunne styre, op i mig. Jeg havde det simpelthen så dårligt og var nervøs for at se hjertelægen igen. Da han kom og vi var placeret i et rum, hvor vi kunne sidde, kunne jeg langsomt begynde at slappe af. Han var utrolig sød og medfølende, og det var en god samtale. Han fortalte igen, hvad det var, der var galt med dit hjerte, og hvorfor han troede, det var gået, som det var.

Det var meget vigtigt for far og mig at få at vide, om lægerne havde nogen anelse om, hvor langt ude du havde været. Vi havde det meget svært med, at dit liv sluttede, som det gjorde. Hvis lægerne havde vidst, hvor det bar hen, så ville vi gerne have vidst det. Så havde vi taget nogle andre valg, end vi gjorde. Vi havde, i stedet for at sove derhjemme, sovet inde hos dig den sidste nat, og vi ville også have filmet dig noget mere, end vi gjorde. Men vi fik jo at vide, at vi ville få dig hjem, så hvorfor skulle vi bruge tid på at filme dig derinde, under så dystre forhold, når du alligevel snart ville komme hjem.

Heldigvis var hjertelægens svar, at de havde valgt et andet forløb til dig, hvis de havde vidst, at du ikke ville kunne klare det. Dermed sagde han, at de havde gjort alt for dig.

Han fortalte også, hvor alvorlig din sygdom var. Han fortalte om dine fremtidsudsigter som værende svære. Med det mente han, at der var en risiko for, at du ville dø under en af de mange operationer, du skulle have været igennem. Risikoen for, at du ville blive hjerneskadet under disse operationer, var på 20-25% . Dit liv ville med sikkerhed blive ?stillesiddende?, og muligheden, for at du skulle sidde i kørestol, og at du skulle gå i en speciel klasse, var der også. Når du blev ældre og ville have børn, ville dette nok heller ikke være en mulighed for dig.

Efter vores samtale med hjertelægen tog vi for første gang efter din død elevatoren op til neonatalafdelingen. Det var rigtig hårdt at være i de omgivelser igen, at lugte og se de fysiske rammer. Far fortalte mig efterfølgende, at han kom til at tænke på den gang, han skulle ringe til sine forældre og fortælle, at du var død. Det gjorde ham enormt ked af det at tænke tilbage og se sig selv i den situation, hvor han ringede til farmor og farfar.

Da vi kom ind på afdelingen, tog afdelingslægen og sygeplejersken pænt imod os. Vi gik med dem ind i det rum/ambulatorium, som vi sad i, lige da du var død. Det var meget ambivalent at være der igen.

Vi fik en rigtig god samtale med dem, hvor vi fortalte, hvordan vi havde det på nuværende tidspunkt, og lægen forelagde også resultatet af din obduktion. Det var Ebstein, du fejlede og intet andet. Grunden, til at dit hjerte var misdannet, kunne vi ikke få, blot at det var uheld.

Vi talte også om mors næste graviditet, og hvad der kan gøres for mig på dette tidspunkt. Men denne dagbog er til dig, så lige nu er det dig, det handler om, og ingen andre.

Da vi havde fået svar på alle vores spørgsmål, sagde vi pænt tak for alt. Det skal siges, at vi havde fået en utrolig god behandling, mens du var indlagt på neonatalafdelingen. På intet tidspunkt følte vi os til besvær eller at sygeplejerskerne ikke havde tid til os. De gjorde virkelig alt for at hjælpe os, så vi kunne få nogle gode dage sammen med dig. Vi følte, at vi havde fået den rette vejledning, både mens du levede og især efter, at du døde. Den ros syntes vi, at sygeplejerskerne skulle have, og det meddelte vi dem, inden vi tog hjem fra neonatalafd., hvor vi forhåbentlig aldrig kommer igen.

Onsdag d. 21/6-06
Jeg var til tjek hos lægen, der skulle se, om alt var, som det skulle være, efter jeg havde født dig. Alt så fint ud, hvilket jeg var rigtig glad for. Så kunne jeg nemlig begynde at løbe igen og lave nogle fysiske aktiviteter, som kunne hjælpe med til, at jeg kunne komme af med nogle af mine meget negative kræfter.

Far og jeg begyndte også at spille tennis igen, hvilket vi syntes var dejligt.

Om eftermiddagen var far og jeg ude at spille golf med din onkel Michael og Lise-Lotte. Det, som skulle blive en hyggelig eftermiddag/aften, endte med at blive rigtig dårligt. Vi startede på driving-range, hvor jeg syntes, det gik rigtig godt. Da vi så kom ud på selve banen, begyndte det at gå galt. Jeg er bestemt ikke ret god til golf, men konkurrencemenneske er jeg. Så da det ikke gik så godt for mig, begyndte jeg - i stedet for at blive pisse sur, som jeg plejer - at græde i stedet for. Jeg blev simpelthen så ked af det, at din onkel Michael, som er rigtig god til golf, gjorde alt for at rette op på de fejl, jeg lavede. Det endte dog med, at jeg ikke ville spille færdig. Og i stedet for at tage ud at spise, som vi havde aftalt at gøre efter vi havde spillet golf, tog far og jeg op på kirkegården til dig. Der lagde vi et tæppe på græsset, satte os og blev siddende i lang tid.

Søndag d. 25/6-06
Det var vores 1-års bryllupsdag. Vi havde, lang tid før du blev født, snakket om, hvad vi skulle lave den dag. Det blev til en heldagstur med Sif. Vi havde bestemt os for, at far skulle prøve at være fårehyrde og hans hyrdehund skulle være Sif. Jeg skulle også være der, men det skulle selvfølgelig have været med dig. Til at begynde med vidste jeg ikke, om jeg ville af sted denne dag, men jeg gjorde det, og det endte faktisk med at blive den første gode dag efter din død.

Sif var hovedpersonen, som gjorde, at jeg grinede og morede mig. Kort fortalt så går fårehyrdning ud på, at hunden skal kunne styre fårene. Man kan rolig sige, at det bestemt ikke var fårehyrdning, Sif havde talent for. Hun var rent faktisk mere bange for fårene, end de var for hende. Det var simpelthen så sjovt at se, hvordan hun sprang op i fars arme og bare ville ud fra det forfærdelige sted. Hun satte sig derfor demonstrativt med ryggen til fårene og kiggede ud på mig gennem gitteret i hegnet. Tak for det Sif :-)

Efter din død var Sif min store redning. Når jeg var allermest nede, var Sif stadigvæk glad, og på den måde gjorde hun, at jeg kom i lidt bedre humør. Det var dejligt, at der var en, der var afhængig af mig, så hver dag var jeg ude at gå lange ture med hende. Det var godt for mig at komme ud og få noget luft og se at livet gik videre, selv om jeg ind imellem ikke kunne forstå, at det var tilfældet.

Om aftenen, på vores bryllupsdag, var far og jeg ude at spise. Vi talte om dagen, der var gået og om dig.

Tirsdag d. 27/6-06

Vi fik besøg af præsten, som bisatte dig. Det var rigtig dejligt at snakke med hende igen. Jeg fortalte hende, hvordan jeg havde det med, at du nåede at blive døbt, lige før du døde. Inden du blev født, var dåben nemlig noget, som jeg var ligeglad med. Det var en ting, som betød meget for far, så selvfølgelig skulle du døbes.

Efter din bisættelse, og efter at jeg havde fået tænkt en masse ting igennem, kom dåben pludselig til at betyde utrolig meget for mig. Jeg troede ikke mere på Gud efter du døde, men jeg følte, at jeg måske kunne komme lidt tættere på dig, hvis jeg blev døbt. Derfor fortalte jeg præsten, at jeg havde bestemt mig for, at jeg ville døbes ligesom dig.

Det syntes hun lød som en rigtig god ide, og jeg skulle derfor begynde til præsteundervisning hos hende. Jeg fik en bibel og skulle læse et evangelium til næste gang, jeg så hende. Jeg følte virkelig, at det var den rigtige beslutning, jeg havde taget og glædede mig til at begynde. Hvornår min dåb så skulle være, ville vi senere finde ud af.

Præsten fortalte også at der, hvert år d. 5 november i Kildebrønde kirke, er en gudstjeneste for de døde. Det foregår på den måde, at der først vil være en gudstjeneste, og bagefter vil man i samlet flok følges med fakler i hånden og gå ned til de ukendtes gravsted, hvor man vil synge en salme for de døde. Det er helt sikkert, Silje, at far og jeg altid vil være til stede den dag. Der vil vi græde og med tiden, forhåbentlig, få et smil på læben, når vi tænker tilbage på det, vi fik af dig. Du har bestemt beriget vores liv, og det vil vi aldrig glemme dig for. Derfor vil vi hvert år d. 5 november vise dig, hvor meget kærlighed vi har til dig. Jeg elsker dig, skat.

Til top