Siljes Hjerte

Fredag d. 1/12-06
Så blev det december, en måned jeg altid har holdt meget af. Normalt er jeg et stort barn i denne tid, og julepynt, julelys og julehygge synes jeg er noget af det mest hyggelige. I år synes jeg, at d.1. december var hårdere, end jeg havde troet, den ville være. Egentlig synes jeg, at d.1. i hver måned er vanskelig, fordi det dermed går op for mig, at nu er der gået endnu en måned og at tiden, fra jeg sad med dig i mine arme, er blevet længere. Når vi går ind i en ny måned, såsom december, begynder jeg straks at tælle i måneder fra maj. Dvs. på nuværende tidspunkt er der gået syv måneder.

Mit liv er pludselig blev delt i to dele. Den første, nemmeste, gladeste og længste periode er fra tiden før du blev født. Den anden periode startede fra den dag, du blev født. Den tid vil jeg beskrive som den lykkeligste, sørgeligste og hårdeste i mit liv, indtil nu.

D. 1. december gik det rigtig op for mig, at denne julemåned ville blive lang, hård og uden lyst til at skulle i julestemning. Jeg savnede dig ufattelig meget og tog derfor op til dig på kirkegården og tændte det første af dine 24 fyrfadsjulekalenderlys.

Mandag d. 4/12-06
Jeg var i sorggruppe om aftenen. Selve måden, det foregik på, var lige som sidste gang. Jeg havde fået lektier for, og det, jeg havde skrevet, skulle jeg læse op for de andre. Jeg havde dagen forinden læst det op for far, og det påvirkede mig ikke det mindste. Men da jeg sad sammen med de andre i sorggruppen, kunne jeg næsten ikke læse det, jeg havde skrevet. Jeg hulkede, og pludselig ramte hvert et ord, jeg havde skrevet, lige i hjertet på mig. Alt blev så virkeligt, og det gik op for mig, at jeg var den person, som havde det på den måde, som jeg havde beskrevet.

Jeg havde skrevet om ?hvad der gør mig ked af det, og hvad det gør ved mig.?

Det handler meget om menstruation og ikke gravid. Jeg bliver enormt ked af det, når jeg får menstruation, og jeg føler mig alene og tom. Jeg føler, at jeg ved hver menstruation mister endnu et barn. Jeg bliver bombet tilbage til dengang, du døde, og det hele blive tæsket igennem igen.

Jeg synes, det er svært, at jeg ikke bliver gravid, når det er det i hele verden, jeg helst vil. Det, at jeg ikke selv kan styre, hvad jeg vil, er meget svært for mig at acceptere. Livet, og hvad det end indebærer, er altid kommet let til mig, så det er en kæmpe omvæltning pludselig ikke at kunne få det, som jeg vil have det.

Tirsdag d. 5/12-06
Jeg var til medarbejdersamtale, hvor jeg skulle give ønske om, hvor jeg gerne vil forflyttes til næste år, når Parkskolen lukker. Jeg ønskede at komme på en skole, hvor de har høreklasser, dvs. børn med hørehandicap. Jeg har tidligere arbejdet på en døveskole og har derfor interessen og forudsætningerne for at arbejde med den type børn.

Jeg fortalte også min leder, at jeg har fået en deltidssygemelding indtil sommerferien. Vi aftalte derfor, at jeg skal påbegynde arbejdet i min 3. klasse efter juleferien. Indtil da vil der være en vikar i mine timer, så jeg kan komme og gå, som det passer mig. På nuværende tidspunkt er jeg ude på skolen ca. to gange om ugen.

Efter vinterferien vil jeg også have min modtagerklasse tilbage i matematik og natur & teknik. Jeg vil på intet tidspunkt, i dette skoleår, have alle mine idrætstimer tilbage. Jeg har nemlig mange og i klasser, jeg ikke har kendskab til i forvejen, så lysten til at skulle lære dem at kende, er der ikke.

Dette havde min leder fuld forståelse for, så det var dejlig nemt at få sagt.

Efter samtalen tog jeg hjem. På vejen kørte jeg forbi kirkegården og tændte endnu et af dine 24 julekalender-fyrfadslys. En af mine veninder og hendes datter havde besøgt dig. De havde givet dig en flot juledekoration, en nisse, som kan spille musik, hvis man trykker den på maven, og så havde du også fået en tegning. Det var en dejlig overraskelse, selv om jeg godt vidste, at de havde været der.

Onsdag d. 6/12-06
Jeg havde de sidste par dage været nervøs for, om jeg ville få menstruation, men da jeg vågnede, var der ikke sket noget endnu. Jeg skulle derfor tage en graviditetstest for at se, om jeg var gravid. Det var noget, jeg havde fået besked på at gøre, præcis 14 dage efter insemineringen. Både far og jeg var rimelig nervøse, og da testen kun viste en meget utydelig streg efter flere minutter, så troede vi ikke rigtig på det.

Jeg ringede derfor til fertilitetsklinikken og fortalte om testen. Hende, jeg snakkede med, beroligede mig med, at jeg var GRAVID. Da hun sagde det, begyndte jeg at græde. Jeg var så ufattelig glad, at jeg ikke kunne styre det.

Da jeg lagde på, tudbrølede jeg af glæde. Efterfølgende ringede jeg til far, din mormor, morfar, oldefar og nogle veninder og fortalte det. Jeg var nødt til at fortælle det til nogen, sådan en glæde kunne jeg ikke holde for mig selv. Hold op hvor var det bare skønt.

Senere på dagen tog jeg op på kirkegården og fortalte dig den gode nyhed. Tænk, at du skal være storesøster til august, og vi skal være forældre for anden gang. Det er fantastisk. Lige nu har jeg ingen bekymringer, men er bare super glad. Jeg er dog godt klar over, at min naivitet og glæde ikke vil kunne overskygge min nervøsitet og tanker omkring det næste barn i hele graviditeten.

Det var dagen hvor jeg skulle til psykolog. Det var dejligt at kunne fortælle den gode nyhed og samtidig snakke lidt om, hvordan det vil blive.

Vi snakkede som sædvanligt om alt muligt, men der var specielt een ting, som jeg havde brug for at snakke om. Jeg havde de sidste to ugers tid følt mig meget vred. Jeg kunne meget nemt hidse mig op over mange forskellige småting og i den forbindelse få følelsen af, at min krop begyndte at koge. Jeg havde derfor brug for at snakke om, hvorfor jeg pludselig fik det sådan.

Psykologen mente dog, at det var en meget normal reaktion, jeg havde. Hun fortalte ud fra sin egen datter, som også har mistet for ca. 10 år siden. Hende beskrev hun som et besværligt barn, der bliver meget hurtig sur og ked af det. Når jeg tænker over det, så er det nok også sådan, jeg har det. Men hvorfor det er sådan, ved jeg ikke, men jeg tror, det er fordi, at jeg har så utrolig mange tanker og følelser, som popper op hele tiden. Jeg er utrolig sensibel, og derfor kan små påvirkninger være utrolig store for mig. Jeg ved godt, at jeg til tider kan være et besværligt barn, som er meget urimelig. Vrede og tårer ligger meget tæt på hinanden, og det ender, på nuværende tidspunkt, altid med, at jeg begynder at græde og skal trøstes, når jeg er vred.

Hvad kan jeg blive vred over??

Når jeg er til agility med Sif, så bliver jeg ikke vred, men jeg kan blive utrolig stresset over at vente på de andre hunde, som skal løbe en bane igennem. Jeg synes, de er langsomme, og jeg har ikke tålmodighed til at vente. Jeg gider ikke stå og hyggesnakke, men vil bare i gang, så jeg kan være sammen med Sif, og vi kan lave det, som vi begge elsker så højt.

Jeg kan blive vred på hele omverdenen over, at jeg skulle miste dig. Jeg føler, at jeg lever i min egen lille verden sammen med alle de andre par, som også har mistet. Jeg føler, at jeg går rundt i mørke, og at mange ikke tør at komme ind til mig, fordi de er mørkerædde. Jeg synes, det er hårdt, at det er mig, som skal tage initiativ til at snakke om dig. Jeg har nemlig ikke altid overskud til at bringe min sorg på bane, men jeg har dog lært, at det overskud er jeg nødt til at have, hvis jeg vil snakke om dig.

Jeg bliver vred over, at jeg bliver gemt væk, fordi folk ikke ved, hvad de skal gøre i forhold til mig og min situation. Hvorfor fortæller folk mig ikke, om de læser min dagbog? Det betyder utrolig meget for mig at vide, at folk ved hvordan jeg har det. Hvor ondt jeg har det og hvor meget jeg savner dig. En enkelt sms, mail eller bemærkning vil gøre mig glad, hvis man læser min dagbog.

Tidligere har jeg skrevet, at et tændt lys betyder meget for mig. Selvfølgelig skal man ikke kun tænde det for min skyld, men det er noget, der varmer helt ind i hjertet på mig. Det er dejligt, når Silje får et lys, og der står skrevet nogle søde ord. Når folk tænder et lys, føler jeg, at de dermed er med til at åbne op for noget, som gør ondt. Jeg får et lille smil på læben, når jeg får en besked om, at et lys er tændt. Jeg går derfor direkte ind på hjemmesiden for at se, hvem der sidst har haft os i tankerne og haft lyst til at tænde et lys.

Der er mange ting, som ind imellem gør mig vred. Det kan være ting, som har med dig at gøre, men det kan også være alt muligt andet. Jeg brokker mig en del for tiden, og når jeg gør det, så er det altid far, der hører på det. Stakkels ham. Han prøver derfor at forsvare hele verden for min vrede, hvilket gør, at jeg bare bliver mere irriteret. Min psykolog synes derfor, at jeg i stedet for at læsse alt af på far, skal skrive dagbog over alt det, som gør mig sur.

Torsdag d. 7/12-06
Jeg var ude på skolen, hvor en kollega gav mig en artikel i hånden, som han syntes, at jeg skulle læse. Det var en artikel omkring Alle Helgen og spædbarnsdød. Det gjorde mig utrolig glad, at han havde brugt tid på at læse den og bagefter turde vise mig, at han havde haft mig i tankerne, mens han læste artiklen. Nu ved jeg, at jeg er i hans tanker, og det betyder meget for mig.

Ellers gik jeg rundt ude på skolen og vidste, at jeg var gravid, men ville ikke sige det til nogen. Det var super svært at holde på den hemmelighed, for jeg var så glad inden i, at jeg havde lyst til at dele det med alle.

Senere var jeg til gynækolog for at snakke om indtaget af sukkersygepiller (Metformin). Jeg skal fortsat spise to piller, indtil jeg er i uge 6. Derefter skal jeg spise en pille indtil uge 12.

Lørdag d. 9/12-06
Vi skulle holde julefrokost for et par, Mette og Ebbe, som mistede deres dreng, Elias, i april måned. De skulle komme kl. 14, så egentlig var der god tid til at gøre klar. Far havde været til julefrokost dagen inden, så jeg havde sagt, at jeg nok skulle ordne det hele.

Da jeg vågnede om morgnen, følte jeg, at dette skulle jeg nok klare. Jeg startede med at gå en tur med din mormor og Sif. Vi skulle gå en tur, som mormor kendte, men som hun alligevel ikke kendte så godt. Hun kunne i hvert fald ikke finde vej, hvilket irriterede mig grænseløst. Hunden ville heller ikke rigtig høre efter, så jeg endte med at blive meget sur på den. Efter at vi havde gået i ring i ca. en halv time, ville jeg tilbage til bilen. Da vi kørte hjem, blev jeg enormt ked af det og kunne pludselig ikke overskue, at jeg skulle købe ind og lave mad til kl. 14.

Derfor endte det med, at jeg gik direkte ind i seng, da jeg kom hjem fra gåturen, og far var nødt til at stå op og klare det hele. Han købte ind og lavede mad, mens jeg sov.

Da Mette og Ebbe kom, havde jeg det okay igen. Vi hyggede os og havde det faktisk rigtig skægt. Efter at vi havde spist, sad Mette og jeg og snakkede meget om dig og Elias, mens far og Ebbe sad ved computeren.

Mette spurgte en del ind til, hvordan jeg har det med at være gravid. Til dette svarede jeg, at jeg egentlig ikke tænker så meget på det endnu. Jeg fortalte, at det bedste ved det er, at det er en kæmpe lettelse. Jeg følte, at uvisheden, om hvornår jeg ville blive gravid, var ved at kvæle mig. Jeg kunne ikke tænke på meget andet, og det var super hårdt.

Søndag d. 10/12-06
Om formiddagen ringede en veninde og spurgte, om hun måtte komme forbi. Da hun kom, satte vi os ind i stuen og begyndte at snakke. Emnet vendte sig hurtigt til at handle om dig, og i den forbindelse fortalte jeg hende, at jeg er ked af, at jeg ikke havde hørt fra hende i en lang periode. Hun fortalte mig, at hun ikke har vidst, hvad hun skulle gøre i forhold til min sorg, og derfor har det været nemmere at gøre ingenting. Hun fortalte også, at hun på et tidspunkt havde skrevet et brev til mig, fordi hun ville fortælle mig, at jeg måtte se at komme videre og blive glad igen. Heldigvis sendte hun ikke dette brev, for som jeg sagde, så har jeg ikke brug for en masse gode råd.

Jeg syntes at det var rigtig dejligt at snakke med hende og få fortalt, hvordan jeg har det. Jeg var ret påvirket af samtalen, så tårerne løb en del ned ad kinderne på mig. Det var dejligt, at hun var så ærlig at sige, hvordan hun har det i forhold til mig. Jeg tror, at vi begge fik en del ud af samtalen. Jeg fik i hvert fald det ud af den, at mange sikkert læser min dagbog og tænker på mig, men at de ikke tør være der for mig. Så det er nok ikke helt forkert, når jeg føler, at folk gemmer mig væk.

Da hun var taget hjem, løb jeg en tur. Jeg var træt og havde ikke det store overskud, så derfor prøvede jeg at løbe for at se, om det ville hjælpe. Det gjorde det ikke, så da din mormor kom kl. 14, som vi havde aftalt, fordi vi skulle ud at købe ind til min dåb om onsdagen, gik jeg helt ned. Jeg var fuldstændig tømt for energi og kræfter. Det endte derfor med, at din mormor tog alene ud for at købe ind.

Jeg får dårlig samvittighed, når andre skal gøre de ting, jeg ikke kan klare. Jeg føler, at jeg bør kunne, men jeg er nok bare nødt til at indse, at det kan jeg ikke på nuværende tidspunkt. Jeg er også enormt træt for tiden, og jeg bliver stadig meget hurtig sur. Glæden, over at jeg er gravid, er aftaget, og nu er det bare sådan, det er.

Det fylder meget i mig, at folk ikke ved, hvad det vil sige at være gravid igen, så kort tid efter du døde. Jeg føler mig meget alene og har brug for at have en at snakke med. Hidtil har jeg brugt Mette utrolig meget, da vi ofte har det på samme måde. Hun er desværre ikke blevet gravid endnu, og det kan måske godt give nogle problemer. Jeg har enormt meget brug for Mette og føler ikke, at jeg kan klare denne graviditet uden hende ved min side.

Deres hjemmeside hedder http://voreselias.dk

Mandag d. 11/12-06
Jeg ville have været ud på skolen, men blev hjemme. Jeg havde aftenen før været utrolig ked af det og havde derfor ikke lyst til at skulle ud at ?være på?, som man er som lærer. I stedet for skrev jeg dagbog. Jeg havde brug for at finde ud af, hvorfor jeg er så ked af det.

Det var egentlig ikke svært at finde ud af, for der sker mange ting for tiden, og jeg tror bestemt, at det er med til at gøre, at det ikke er så sjovt for mig.

Fra på onsdag er det igen dine fire dage. Så er det syv måneder siden, du blev født og døde. I de fire dage du levede, nåede jeg at opleve kærligheden mellem en mor og sit barn. Den kærlighed fylder stadig rigtig meget i mig, og det er nok derfor, jeg har så svært ved at give slip på dig. Du er i mit hjerte, og der vil du altid være. På nuværende tidspunkt fylder du rigtig meget, men med tiden vil det nok aftage.

På onsdag d.13. december skal jeg døbes. Den dag betyder meget for mig, fordi jeg bliver døbt for din skyld. Du blev nøddøbt lige inden du døde, men en rigtig dåb, som vi kender den, fik du ikke. Derfor har jeg valgt, at det skal du have. En dåb med præst, døbefond, salmer osv. Jeg tror, det bliver en hård dag, hvor jeg vil tænke meget på dig. Derfor har jeg heller ikke inviteret venner og veninder med, selvom der er nogle, som truer med en ?surprise-dåb?. :-)

Et tredje aspekt, som påvirker mig for tiden, er julen. Tænk at det bliver jul i år, når jeg føler, at hele verden burde gå i stå. Jeg bliver irriteret, når andre hygger sig, og de har nogen at holde jul for. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg sad juleaften sidste år med min gravide mave og tænkte på, hvordan julen ville blive året efter. De tanker, jeg havde dengang, blev ikke opfyldt, og jeg føler mig i den grad snydt. Jeg gider ikke holde jul, bliver bare stresset over alt det, jeg skal nå, og som jeg alligevel føler, er nyttesløst. Jeg er jaloux på alle de småbørnsfamilier, jeg kender, og jeg gider ikke høre om, hvordan julen bliver hos dem.

Tirsdag d. 12/12-06
Jeg var ude på skolen, hvor jeg snakkede med nogle kollegaer omkring vores årlige julefrokost. Jeg fortalte, at jeg ikke havde lyst til at komme, hvis en af mine kollegaer, som er på barsel, kommer. Jeg mærkede tydeligt den manglende forståelse, der var fra deres side. De kunne ikke forstå, at jeg ikke ville se hende, for jeg var jo nødt til at komme videre. Jeg prøvede at forklare, at det på nuværende tidspunkt gør alt for ondt at blive konfronteret med den lykke, som jeg bilder mig ind, at det må være at være mor. Jeg fortalte, at jeg har meldt mig ud af mange venindekredse pga. misundelse. Det folk ikke forstår, er, at det ikke kun handler om at se barnet. Jeg har ikke lyst til at høre om, hvordan det går hjemme hos nybagte forældre. Et nyt liv/en hverdag, som jeg skulle have kunnet snakke med om. Alt det, man gør med sådan en lille størrelse, gør mig ked af at høre om. Dette føler jeg, at folk ikke kan forstå, eller også glemmer de i hvert fald, at det ikke er så fedt for mig at høre om.

Pludselig går det op for mig, hvor lidt folk egentlig kan sætte sig ind i, hvordan jeg har det. At jeg ikke bliver forstået, gør mig ked af det, og min opfattelse, at folk ubevidst vil komme til at såre mig, holder stik. Tidligere turde jeg ikke se folk af skræk for deres kommentarer og klichéer. Denne frygt føler jeg lidt igen. Jeg er bange for, hvad folk vil komme med af gode råd, som ikke hjælper, men som kun er med til, at jeg i den grad bliver såret. Da jeg kørte hjem fra arbejde i dag, græd jeg i bilen, fordi jeg synes, det er så hårdt at leve i en verden, som folk ikke kender til. Jeg føler mig så ensom og isoleret fra denne ?normale? verden.

Onsdag d. 13/12-06
Det var dagen, hvor jeg skulle døbes. Tiden ind til kl. 17 gik stille og roligt. Dine bedsteforældre, oldefar, onkel, tante, far og jeg mødtes ved Kildebrønde kirke. Vi gik sammen ind, og jeg kunne mærke, at nerverne begyndte at melde deres ankomst. Selve den kirkelige handling gik fint. Du var meget i mine tanker, men det tror jeg nu, at du var i alles. Det var mærkeligt at være i kirken igen og synge ?I østen stiger solen op?. Det var tredje gang, jeg var med til at bestemme, at den skulle synges. Vi sang den nemlig både til fars og mit bryllup, til din bisættelse og nu til min dåb.

Da ceremonien var slut, gik vi ned til din plads i Lunden og tændte et lys for dig. Du fik blomster af farmor og farfar og et moshjerte med en lille engel af din mormor og morfar.

Efterfølgende tog vi hjem til os og spiste en lækker middag. Jeg fik mange gaver, som jeg blev glad for. Tre af gaverne vil altid få mig til at mindes dig. Af din mormor fik jeg en diamantring. Den har tidligere været hendes, så jeg skal have gjort den lidt mindre. I den forbindelse vil jeg have indgraveret dit navn i den. Af din mormor og morfar fik jeg et dåbsrør, hvor både dit og mit navn står på. Da jeg fik det, blev jeg så glad, at jeg begyndte at græde. Af din farmor og farfar fik jeg en George Jensen julestjerne, som vil betyde, at jeg hvert år til jul vil tænke på dig.

Under middagen følte jeg mig pludselig udenfor. Jeg havde ikke lyst til at snakke, og jeg syntes, at humøret var for højt til, at jeg kunne følge med. Jeg blev ked af det, fordi det fik mig til at indse, hvor svært det er for mig at være social og snakke om ting, som for mig er total ligegyldige for tiden.

Efter hovedretten kunne jeg ikke mere, og jeg gik derfor ind og lagde mig på sengen. Jeg var træt, ked af det og havde ondt i venstre brystparti, når jeg bevægede armen. Far kom ind og lagde sig ved siden af mig, og vi lå og snakkede om dagen.

Torsdag d. 14/12-06
Først på dagen var farmor og farfar, far og jeg ude at fælde juletræ.

Senere på dagen holdt vi julefrokost for dine bedsteforældre. Det er den anden julefrokost i år og den sidste. Vi har meldt afbud til alle, da jeg ikke er i humør til fest og farver. Jeg er virkelig bange for at mærke, hvor forskellig jeg er fra alle andre. Jeg vil blive utrolig ked af det, hvis jeg oplever, at jeg ikke passer ind i festen/fællesskabet, og det er jeg ret sikker på, vil ske. De julefrokoster, jeg normalt er til, plejer at handle om at hygge sig, more sig og ?måske? drikke sig fuld. De plejer at være sjove, og folk ter sig, som man nu gør til en julefrokost. Alt dette er for stor en mundfuld i år. Jeg er ikke i humør til at hygge mig og snakke om alt muligt andet end dig. Jeg har bestemt heller ikke lyst til at more mig og grine af alt muligt. Jeg har derfor valgt, at jeg ikke skal til flere julefrokoster i år.

Fredag d. 15/12-06
Jeg var på kirkegården for at tænde endnu et af dine 24 julekalender-fyrfadslys. Jeg så straks, at der var kommet en gravsten ved siden af dig. En dame på 48 år, som har fødselsdag samme dato som dig, nemlig d. 13. maj. Det er lidt mærkeligt, at det lige er den dag, hun er født, men da jeg tog hjem, kunne jeg mærke, at det glædede mig, at I to nu har hinanden.

Lørdag d. 16/12-06
Endelig en god dag. Jeg havde i en lang periode følt, at jeg gik rundt i en bobbel. Jeg savnede dig utrolig meget og havde ikke lyst til at fortælle nogen, at jeg var blevet gravid. Jeg gad ikke, at folk skulle tro, at nu var alt i den skønneste orden, og vi var jublende glade. For det var slet ikke den følelse, jeg havde. Det var derfor nemmest for mig at holde nyheden for mig selv. Det var dig, der fyldte i mine tanker og ikke den nye graviditet.

Jeg havde dog en god dag, hvor far og jeg var ude at købe julegaver. Vi hyggede os og lavede ikke så meget, men for en gang skyld slappede jeg af og tolkede ikke på alt det, folk siger og ikke siger, gør og ikke gør. Det var dejligt at have en dag, som jeg kunne have haft, før du blev født. Jeg var ikke ked af det, og jeg følte mig nærmest ?normal?.

Jeg tænker tit på, hvordan det vil blive, når jeg skal være mor igen. På nuværende tidspunkt glæder jeg mig nemlig mest til, at blive som alle andre og kunne snakke med på det at være mor. Jeg ved, at mit savn til dig stadig vil være stort, når du får en lillesøster eller lillebror, men lige nu er min tanke, at jeg vil få det nemmere med omverden og det at se folk.

Jeg havde nok forestillet mig at bøtten ville vende, når jeg blev gravid, og livet blive lidt nemmere. Jeg tror, at det har været med til at slå mig ud, at jeg ikke føler den glæde ved at være gravid. Den ene dag efter den anden er gået, og humøret har været det samme, indtil i dag.

Jeg har følt et stort pres her i starten af december, fordi det er en måned, hvor man skal hygge sig. Jeg har ikke haft lyst til det, men i dag hyggede jeg mig oprigtigt, og det var dejligt.

Søndag d. 17/12-06
Da jeg vågnede om morgenen, havde jeg det som dagen før. En stille og rolig dag, hvor jeg kunne klare en del. Jeg var i Roskilde, hvor jeg mødtes med Mette. Vi snakkede som sædvanlig næsten kun om vores kære børn, og hvordan vi hver især går rundt og har det. Som jeg har skrevet før, så har Mette og jeg det ofte på samme måde. Hun føler sig også alene, anderledes og tom. Det er derfor rigtig dejligt at mødes med hende, da jeg får en fornemmelse af, at jeg ikke er unormal. Efter jeg mistede dig, har det taget tid at bearbejde sorgen, og i den tid er det dejligt at kunne mødes med en ligestillet.

Da jeg kom hjem fortalte far, at han havde ringet til sin storebror for at fortælle den gode nyhed, at jeg er gravid. Desværre fortalte han, at hans kone også er gravid og skal føde to måneder før mig. Da jeg fik det at vide, begyndte jeg at ryste og græde. Det eneste par som bare ikke måtte blive gravid før mig. Hold kæft hvor blev jeg ked af det og sur. Veninder kan jeg i en periode vælge fra, hvis jeg føler jalousi og ikke magter at se dem. Med familie er det sværere, men jeg er ret sikker på, at jeg ikke kommer til at se dem, før jeg selv sidder med mit eget barn.

Jeg blev ked af det, da jeg føler, at det er far og jeg, der skal give din farmor og farfar det første raske barnebarn. Du er den første, men jeg har ikke dig til at vise frem og være stolt af. Vi skulle give det første raske barnebarn, og derfor gør det bare så ondt, når vi ikke kommer til det.

Jeg føler også, at jeg nu er endnu mere alene om min graviditet. Før havde jeg far og dine fire bedsteforældre til at støtte mig og hjælpe mig igennem de næste otte måneder. Nu føler jeg, at din farmor og farfar har en anden graviditet, de kan glæde sig over, og dermed vil tiden for dem også være forbundet med noget godt. For mig vil det blive et helvede, og min tanke er, at jeg garanteret aborterer.

Øv hvor er det hårdt. For selv om far også synes, at det falder rigtig uheldigt med deres graviditet, så er det jo hans bror, og derfor er han glad på deres vegne. Den glæde deler jeg ikke, og det gør, at far og jeg ikke ser med de samme øjne, og jeg dermed ikke kan sige, hvordan jeg har det i forhold til den meget uheldige planlægning.

Resten af dagen var en rigtig lortedag, hvor jeg savnede dig uendelig meget.

Mandag d. 18/12-06
Endnu en dårlig dag. Far var taget på arbejde, men jeg ringede ved 12-tiden og bad ham komme hjem. Jeg ville ikke være alene, for jeg havde brug for ham. Jeg var enormt ked af det,og han kom derfor hjem og trøstede mig.

Om aftenen var jeg i sorggruppe. Det var dejligt at få en masse frustration ud.

Tirsdag d. 19/12-06
Jeg tror, at jeg er nået så langt i min sorgproces, at jeg rimelig hurtigt kan komme oven på igen, efter at jeg har været helt nede i kulkælderen.

Jeg var til agility med Sif for sidste gang inden jul. Der var arrangeret konkurrence, og alle hunde skulle igennem tre forskellige baner. Hold op hvor mit konkurrencegen kom op i mig! Jeg var helt oppe at køre og ville bare vinde.

Efter de to første baner førte vi stort og skulle bare igennem den sidste. Desværre havde jeg lidt for travlt og fik ikke vist præcis, hvad Sif skulle. Hun kom derfor til at løbe hen til en forkert forhindring og blev dermed diskvalificeret, hvilket medfører 50 strafpoint. Alligevel blev vi nummer 2, hvilket jeg var ret stolt af.

Mit humør vendte 180 grader, og resten af aftenen fortalte jeg far, minimum 20 gange, om den dumme lille fejl, jeg havde lavet. Vi skulle have vundet, så det ærgrede jeg mig gult og blåt over. Men hvor er det dejligt, at jeg kan gå så meget op i sådan en konkurrence. Jeg tænkte slet ikke på dig, og det er rart, når du ikke altid fylder så meget i mig.

Onsdag d. 20/12-06
Jeg var til læge, hvor jeg fortalte, at jeg var blevet gravid. Hun vil nu sende papirer af sted til jordemoder osv.

Jeg føler mig en smule mere glad for, at jeg er gravid. Jeg synes allerede, min mave er vokset lidt, og det er dejligt. Ellers har jeg det fint og har ingen graviditetssymptomer. Jeg er i uge 6, så nu er der kun 34 uger igen :-). Det er simpelthen så dejligt at tænke på, at vi forhåbentlig har et sundt og rask barn til august. Det er jo lige rundt om hjørnet, at jeg skal være mor for anden gang. Åh, hvor er det skønt.

Søndag d. 24/12-06
Jeg har været nervøs for, hvordan juleaften og juledagene ville blive. Da jeg lagde mig til at sove aftenen før, var jeg også frygtelig ulykkelig og græd mig i søvn. Jeg savnede dig og kunne atter ikke forstå, hvorfor dette skulle ske for os.

Da jeg vågnede om morgnen, havde jeg det ok. Jeg prøvede at lade være med at tænke på, at det var juleaften, og det hjalp faktisk lidt. Din farmor og farfar boede hos os, og det var dejligt. Jeg snakkede og hyggede med dem og lod som om, at det var en hvilken som helst weekend, de var på besøg hos os.

Om eftermiddagen var vi kirke og efterfølgende nede ved din grav, hvor vi satte seks lys. Et fra hver af dine bedsteforældre, et fra far og et fra mig. Der er blevet så hyggeligt oppe hos dig i december måned med en masse juleting og nu også med levende lys. I det hele taget var der smukt på hele kirkegården denne dag. Levende lys var tændt utrolig mange steder, og det gav en meget hyggelig stemning.

Senere spiste vi julemad, dansede om juletræ og fik gaver. Jeg synes faktisk ikke, at det var så hårdt, som jeg havde regnet med. Jeg fik en masse gaver, og det holdt mit humør oppe :-)

Jeg var rigtig glad for, at vi kun holdt juleaften med dine bedsteforældre, for så vidste jeg, at jeg kunne trække mig tilbage, når jeg havde brug for det. Det gjorde, at der ikke var noget pres om, at jeg skulle hygge mig og være glad. Jeg fik det, som jeg ville have det, og det gjorde, at aftenen faktisk gik meget bedre end forventet.

Mandag d. 25/12-06
1.juledag skulle vi ingenting. Det var dejligt at slappe af og bruge tid på at læse hjemmesider om andre englebørn. Det er utrolig brugbart for mig at læse, hvordan andre har det, efter de har mistet. Jeg tænder lys på mange hjemmesider, og de tænder lys for dig.

Tirsdag d. 26/12-06
2. juledag var vi til julefrokost hos din mormor og morfar.

Det, som gjorde mest ondt den dag, var minderne fra året før. Der var vi nemlig til julefrokost hos noget af fars familie, hvor en af kusinerne havde fået en datter i maj måned det år. Jeg husker, hvordan jeg så på den pige og tænkte ved mig selv, at dette ville mit barn kunne året efter. Hun sad i en barnestol med en ske i hånden og spiste noget grød af en slags. Min tanke var, at hun allerede kunne meget selv, og det var dejligt at se. Så ville min lille også kunne det året efter.

Jeg husker også, hvordan jeg til den julefrokost for et år siden sad sammen med en pige, som også var gravid. Hun pendulerede med en guldring over mit håndled og fortalte, at jeg ville få en pige. Jeg troede ikke rigtig på det, men det viste sig at være rigtigt. Jeg fik en skøn lille pige, jeg fik dig Silje.

Så 2. juledag i år viste sig at blive meget anderledes, end jeg havde forventet året forinden.

Onsdag d. 27/12-06
Jeg havde for længst fået en tid til scanning af den lille ny. Far og jeg havde snakket om, hvordan det ville blive at se det lille hjerte slå. Jeg troede, at jeg ville begynde at græde, men det gjorde jeg ikke. Vi havde begge en lidt mærkelig oplevelse med scanningen, da vi selvfølgelig blev utrolig glade for at se det lille hjerte banke, men alligevel ikke turde glæde os for meget.

Lægen, vi snakkede med, var utrolig glad på vores vegne og sagde flere gange tillykke. Vi sagde selvfølgelig tak, men kunne ikke helt leve op til den glæde, han udstrålede.

På vejen hjem snakkede vi om den lidt mærkværdige oplevelse, vi havde haft. Vi blev enige om, at glæden nok først kommer rigtig til os, når vi sidder med et rask barn. Vi har desværre haft den oplevelse at glæde os til at blive forældre og i sidste ende blive dybt skuffet.

Fredag d. 29/12-06
Både far og jeg har været syge, de sidste par dage og havde derfor ikke fået købt ind. Far havde fødselsdag i dag, men fik pga. omstændighederne den mest kedelige morgenmad, man kan forestille sig. Det gjorde dog ikke noget, sagde han. Det vigtigst er at jeg bliver rask og at jeg passer på den lille i maven.

Senere var vi ude at spise og i biografen. Det var en dejlig dag, hvor vi hyggede os.

Jeg har tænkt over hvorfor jeg har det så dårligt med, at fars bror og kone skal være forældre før os. Jeg føler at jeg er blevet slået på målstregen og at jeg har fejlet som person. Jeg hader at bliver nummer to og det føler jeg i den grad, at jeg er blevet nu.

Jeg synes det er svært at acceptere min skæbne, når jeg ikke har gjort noget galt. Jeg har spist fornuftigt, har ikke røget eller drukket. Jeg har motioneret og passet på mig selv. Hvorfor fanden skulle det ske for mig??

Søndag d. 31/12-06
Nytårsaften var vi sammen med et par som også har mistet. Det var en rigtig hyggelig aften hvor du fik lov at fylde og jeg følte mig tilpas i selvskabet.