Siljes Hjerte
Januar 2007
Tirsdag d. 2/1-07
Så nåede vi ind i det nye år. Et år hvor far og jeg skal have endnu et barn, og du skal være storesøster. Egentlig har jeg ikke gjort status over 2006, da jeg ikke har lyst til det. Jeg synes, det er for hårdt at rive op i, og derfor prøver jeg at tænke fremad. Min eneste tanke er, at dette år må blive bedre end det sidste.
Jeg har haft det bedre i en periode. Jeg er ikke vred mere, og jeg er heller ikke sur på hele verden. Jeg græder ikke så meget, og jeg føler mig heller ikke ked af det hele tiden. Jeg kan stadig godt være tom indeni og føle mig alene, men for det meste går jeg rundt og er følelsesmættet, som jeg kalder det. Når jeg skriver følelsesmættet, så mener jeg det på en positiv måde. Det er dejligt, når følelserne og tankerne ikke vælder frem i mig hele tiden. Jeg kan selv styre, hvornår jeg vil være ked af det, og hvornår det ikke passer ind i min plan. Hvis der er noget, som pludselig gør mig ked af det, så kan jeg godt bide smerten i mig nogen tid, men jeg skal dog stadig bare ud med det, som påvirker mig.
Jeg er sikker på, at det er graviditetens skyld, at jeg har fået det bedre. Jeg føler, at humøret er vendt til at gå i den rigtige retning, og at jeg ikke kun er sortseer. Jeg ved godt, at der er lang vej igen, før jeg har lyst til at lave mange af de ting, jeg lavede, før jeg mistede dig. Men små skridt i den rigtige retning er meget positive for mig.
Jeg skriver sammen med en pige, der hedder Frederikke, og som mistede sin datter Cirkeline i 2004. Hun skrev en mail til mig lige før nytår, hvor i hun beskrev årene efter hendes datters død. Kort fortalt fik Frederikke i 2005 en sund og rask dreng. Alligevel føler hun, at hendes liv først er blevet ?normalt? her i 2006. Dvs. selv om jeg til august forhåbentlig får et rask barn, så vil mit tab af dig gøre, at der efterfølgende kan gå lang tid, før jeg føler, at min moderidentitet, min sociale kontakt til omverden osv. vil være intakt.
Jeg værdsætter virkelig at høre, hvordan det har været for Frederikke og andre piger at miste deres barn. Jeg har brug for at høre, hvordan de har klaret sig igennem sorgen, og hvordan det har været at få et rask barn.
Cirkelines hjemmeside hedder:
Onsdag d. 3/1-07
Min første rigtige arbejdsdag. Jeg havde to undervisningstimer, som gik, som det altid har gjort. Eleverne er glade for, at jeg er tilbage, så det var en varm velkomst jeg fik.
Jeg har sendt en mail rundt til venner og bekendte, hvori jeg har skrevet, at dagbogen for december måned er lagt ud på hjemmesiden. Efter at jeg havde skrevet denne mail, fik jeg meget hurtig respons fra utrolig mange. En masse søde mails, hvor der bliver skrevet, hvor meget alle tænker på mig. Mange dejlige lys er også blevet tændt, og alt sammen varmer simpelthen så meget, at man ikke forstår det.
Til tider har der været veninder, som ikke har været der for mig, sådan som jeg havde håbet. Men med alle disse opringninger, mails, sms?er og tændte lys ved jeg, at alle tænker på mig og vil gøre utrolig meget for mig. Denne opmærksomhed, jeg får, gør, at mit humør stiger, og jeg sidder tilbage med et smil over at have så mange rundt om mig. Tusind tak for det.
Jeg har, lige fra du døde, været bange for, at du på et tidspunkt ville gå i glemmebogen. For hver måned, der er gået, har jeg da også mærket, at omsorgen for mig er dalet. Jeg kan godt forstå, at mange tror, at du fylder mindre i min hverdag, end du har gjort. Det gør du på sin vis også, men når ?interessen? for dig og min sorg bliver glemt pga. en travl hverdag, så føler jeg mig meget alene og uforstået, hvilket gør rigtig ondt. Derfor endnu engang tak for al den opmærksomhed, jeg har fået i starten af denne måned.
Søndag d. 7/1-07
I fredags fik jeg med kort varsel en tid hos min gynækolog. Jeg havde haft ondt i maven og havde en fornemmelse af, at noget kunne være galt. Det var der heldigvis ikke. Hjertet slog som det skulle, og den lille havde både fået arme og ben. Det var tydeligt at se, at der var to arme og to ben, så nu er det i orden. Det var også tydeligt at se hovedet, som havde en sort plet, der hvor hjernen skal være. Der er sort på nuværende tidspunkt, da hjernen ikke er dannet endnu. Indtil den bliver dannet, er der gjort plads til den via vand. Jeg er sikker på, at vi får et meget klogt barn, da der var temmelig meget vand i hovedet :-)
Jeg synes, det er fantastisk at se den udvikling, der sker, så jeg vil få en del tider hos min gynækolog, så jeg kan følge med i, hvad der sker.
I dag sidder jeg igen og tænker tilbage på de sidste par dage. Hvordan har de været, og hvordan har jeg det. Jeg må tilstå, at jeg har det sku? godt. Jeg føler, at jeg endelig har fundet den rette ?hylde? til dig. En hylde, hvor jeg kan tage dig ned fra, når jeg har brug for det. For tiden har jeg ikke så meget brug for at have dig tæt på mig, hvilket jeg nyder. Du er hos mig hele tiden, på en måde, så jeg føler, at jeg samtidig kan trække vejret og leve livet. Jeg er sikker på, at det er sådan, det skal være.
Jeg sidder og græder, mens jeg skriver, fordi det pludselig går op for mig, hvor lidt du egentlig fylder i mig, for tiden. Det er dejligt ikke at føle sig så alene og tom inden i, som jeg har gjort, siden du døde. Tænk, at jeg for tiden går rundt og glæder mig over, at jeg er gravid og dermed er mere positiv og lettet over at have det, som jeg har det.
Jeg har heller ikke været så meget oppe hos dig på kirkegården, det sidste stykke tid. Jeg har ikke haft brug for det, og derfor har besøgene ikke været så ofte. Siden jul har jeg været der tre gange, hvilket er meget lidt for mig.
Selv om jeg har fået det bedre, så har jeg stadig meget brug for at være alene. Jeg ved ikke, om jeg har ændret mig på det punkt, eller om det langsomt kommer tilbage. På nuværende tidspunkt nyder jeg i hvert fald at være meget alene med mig selv og med far. Det er meget mærkeligt at have det så godt, som jeg har det, med mig selv. Førhen hadede jeg at være alene og havde normalt mange aftaler med veninder. Jeg er blevet en rigtig mor, som er begyndt at vende øjnene mere indad mod familien, i stedet for at være den udadfarende ?storby pige?.
Far og jeg er også langsomt begyndt at leve livet, som før vi mistede dig. Vi nyder hinanden rigtig meget, og vi laver tit god mad, går på restaurant, i biografen osv. Silje, din far er verdens bedste mand, og jeg er ked af, at du ikke skulle lære ham at kende.
Silje vi elsker dig himmelhøjt, lille skat.
Mandag d. 8/1-07
Jeg var på arbejde som normalt, og senere var jeg oppe hos dig på kirkegården. Det er nu dejligt at være oppe hos dig og bare lade tankerne flyve. Det giver en dejlig ro at stå og kigge på din gravsten.
Om aftenen var jeg til forældremøde i min 3. klasse. Jeg havde forinden aftalt med dansklæreren, at jeg ikke ville sige noget. Hvis der kom spørgsmål til mig, så ville jeg selvfølgelig svare, men ellers ville hun sige alt det, der skulle siges.
Jeg havde tænkt meget over, hvordan det ville blive til forældremødet, hvor jeg skulle være den professionelle. Jeg var ikke nervøs før jeg tog af sted, og jeg havde det egentlig fint. De timer, det varede, forløb på samme måde, som jeg havde forventet. Nogle enkelte forældre sagde, at det var dejligt, at jeg var tilbage, men ellers var der ikke andre, som sagde noget til mig.
I den tid, jeg var der, følte jeg mig mere og mere ved siden af mig selv. Jeg følte ikke, at jeg passede ind, og jeg ville ønske, at jeg ikke var kommet. Jeg havde enormt svært ved at snakke om, hvor de forskellige elever skal hen til næste år, når Parkskolen lukker. Jeg var så ligeglad, og det eneste, jeg tænkte på, var, at jeg ville hjem og se på billeder af dig.
Da forældremødet endelig var slut, satte jeg mig ud i min bil for at køre hjem. Jeg tudbrølede, for jeg var simpelthen så ked af det. Jeg hader virkelig at føle mig så meget ved siden af. At opleve, at jeg ikke er så uundværlig, som jeg troede, og at verden faktisk går fint videre uden mig.
Jeg mærker også tydeligt, hvordan jeg pludselig er blevet et tabu-emne. Jeg bliver taget imod af folk, som havde jeg bare været på ferie i en måneds tid. Ikke noget med at vise sin medfølelse over, at jeg rent faktisk har mistet min datter. Til forældremødet oplevede jeg, at ingen havde spørgsmål til mig, men at de hellere ville stå i kø for at stille dansklæreren spørgsmål.
Jeg ved godt, at det er svært at vise omsorg for folk, som kun er bekendte. Jeg indrømmer, at jeg heller ikke selv har været god til at snakke med folk, som har været udsat for en form for sorg, depression el.lign. Det gør bare ondt, når det pludselig er mig selv, som er blevet den, man ikke snakker om eller med.
Tirsdag d. 9/1-07
Jeg har fået lavet mit skema om, hvilket betyder, at jeg har fri hver tirsdag indtil vinterferien. Derfor har jeg for nogen tid siden lavet en aftale med en veninde om, at hun skulle komme og besøge mig. Da jeg vågnede om morgenen, var jeg rigtig ked af det, og følelsen af tomhed havde igen spredt sig i min krop. Jeg havde ikke lyst til at snakke, og allerhelst ville jeg være alene. Derfor meldte jeg afbud til hende.
Jeg har fundet ud af, at når jeg har det på denne måde, så skal jeg ingenting. Jeg skal ikke udsætte min sorg, for hvis jeg gør det, så går jeg rundt og har det dårligt i lang tid. Jeg skal have tid til at sørge, og den tid skal jeg give mig selv. På den måde ved jeg, at jeg nok skal komme hurtigt ovenpå igen.
Torsdag d. 11/1-07
Efter min lille nedtur er jeg igen ovenpå. Jeg synes, at min undervisning går forrygende, og jeg nyder at være sammen med min klasse og lave noget, jeg er god til. Jeg kan mærke, at min selvtillid stiger, og det er dejligt.
Det er også dejligt at være en del af lærerkollegiet igen. At snakke om ?ligegyldige? ting og til tider få et billigt grin, det er skønt.
Jeg skulle have været til Prag i dag på en forlænget weekend sammen med fire piger. Vi rejser en gang om året, og det plejer at være super hyggeligt. Grunden til mit afbud er, at jeg simpelthen ikke tør. Det er nogle rigtig søde tøser, som jeg ved ville passe på mig og være der for mig, hvis jeg blev ked af det. Alligevel er jeg bange for, at jeg ville komme til at ødelægge weekenden både for mig selv og for dem.
Jeg er alt for sårbar til at kunne være social i så mange dage. Jeg har brug for at være alene, og så er jeg også enormt bange for, at mit savn af far/ Nikolaj vil blive for stort.
Lørdag d. 13/1-07
Så blev det igen d. 13. og din månedsdag. Da jeg vågnede om morgenen, havde jeg nær glemt det. Jeg blev dog gjort opmærksom på dagen, da din mormor og morfar havde tændt et lys for dig.
Tænk, at jeg for første gang efter din fødsel havde en dag, hvor det hele ikke gik i stå!
D.13. i hver måned er ellers en dag, som har printet sig ind i min sjæl som værende din dato. Omkring d. 10. i hver måned begynder jeg at sætte mig op til og gøre mig psykisk parat til d. 13. Jeg var derfor godt klar over, at din dag nærmede sig, og dagen forinden havde jeg da også tænkt, at i morgen er det d. 13. og din 8-månedersdag.
Dagen gik, og jeg havde det fint med, at det var d. 13. Jeg tænkte ikke så meget på dig og far, og jeg nåede heller ikke op til dig på kirkegården.
Om aftenen blev jeg pludselig ked af det. Jeg fik dårlig samvittighed over, at vi ikke havde været oppe hos dig og over, at jeg ikke tidligere på dagen havde fået tændt et lys for dig inde på hjemmesiden. Jeg blev ked af, at du pludselig er kommet så langt væk fra mig. Jeg kan ikke mærke dig mere, og jeg er begyndt at glemme dig. Jeg savner dig af hele mit hjerte, og jeg ville ønske, at du stadig var en stor del af mig. Jeg vil ikke have, at du ryger så langt væk fra mig, men jeg føler ikke, at jeg kan få dig helt ind under min hud mere, hvilket jeg har kunnet før. Du er på vej væk, hvilket nok er en normal proces. Men når jeg giver mig selv tid til at tænke over den udvikling, der sker med mig, så kan jeg godt få lyst til at sætte det hele i bero og gå lidt tilbage i tiden, så jeg kan være der for dig 100%.
Søndag d. 14/1-07
Da jeg vågnede om morgenen, var jeg helt tom indeni. Jeg savnede dig frygtelig meget og havde lyst til, at du skulle fylde inde i mig. Jeg skrev derfor dagbog, kiggede på billeder af dig, tog på kirkegården osv.
Jeg har stadig brug for Silje-dage, hvor du er i centrum, og jeg som din mor kan gøre noget for dig. Du må ikke forsvinde fra mig, det er jeg slet ikke klar til endnu. Vi to hører sammen, og jeg vil gøre alt for dig. Du er min elskede datter nr.1, og jeg er stolt og glad for, at jeg er din mor, og at jeg fik lov til at have dig hos mig i fire dage. Jeg fortryder ikke, at jeg fik dig, for jeg har lært at elske uhæmmet.
Tirsdag d. 16/1-07
Jeg er igen inde i en periode, hvor jeg er nemt påvirkelig. Jeg har nemt til tårer, og jeg føler mig så ufattelig træt hele tiden. Jeg har fået en del kvalme og har ofte ondt i hovedet, halsen og kroppen. Jeg fryser også hele tiden, så egentlig tror jeg, at jeg er syg. Min ?sygdom? har det bare med at komme og gå, så i stedet for at være syg så er jeg nok bare en sølle person for tiden.
Jeg har ikke lyst til at bliver rigtig syg, med feber osv. Jeg er nemlig bange for, om det vil kunne få betydning for den lille inde i maven. Derfor er jeg nok lidt ekstra hypokonder-agtig og passer mere på mig selv.
Jeg vil dog sige til mit forsvar, at jeg på ingen måde er så nervøs og bange, som jeg troede, at jeg ville blive, når jeg endelig blev gravid. Jeg tror, at det er meget godt, at der gik nogen tid, før jeg blev gravid igen. Jeg husker nemlig, hvor skrækslagen jeg var for, om jeg skulle blive syg i denne graviditet. Hvordan jeg ikke ville på arbejde pga. smittefare fra eleverne osv. Jeg havde utrolig mange tanker om alt det, jeg ikke ville, inden jeg blev gravid, men nu går det hele jo alligevel, og jeg tænker ikke så meget på, om det vil gå galt.
Jeg føler mig bestemt - på nuværende tidspunkt - mere klar og rustet til at klare de 40 uger, som graviditeten varer. Jeg er glad for, at jeg har så lang tid igen til at gøre mig psykisk klar til det nye barn. At du får lov til at fylde og være enebarn i ca. 7 måneder endnu, har jeg det også rigtig godt med. Så når jeg skal se tilbage, så er det nok meget godt, at jeg ikke blev gravid de første par gange, vi prøvede. Dengang var jeg jo bare så frygtelig ked af det, når jeg måned efter måned ikke blev gravid.
Jeg bliver ofte ønsket tillykke med den nye graviditet. Det bliver jeg selvfølgelig glad for, men når nogen så efterfølgende siger til mig, at vi fortjener at blive tre i familien, eller hvad der ellers bliver sagt, så bliver jeg ked af det. For mig bliver vi nemlig fire. At du ikke bliver talt med, gør ondt. Du er en stor del af os, og selvfølgelig skal du tælles med i vores lille familie.
Onsdag d. 17/1-07
I dag er jeg i uge 10+2. Jeg synes, at min mave ligner en håndbold, så min tanke er, at jeg må have taget en del kilo på allerede. Det har jeg dog ikke, så jeg ved ikke, om jeg bare har en masse luft i maven :-)
Jeg vejer 70,4 kg og min BMI er 21, så det er meget tilfredsstillende, synes jeg.
Torsdag d. 18/1-07
En af mine veninder har lige født en lille dreng. At hun blev mor for første gang, ligesom mig, gjorde, at jeg blev sygelig jaloux. Jeg savner dig ufattelig meget, og jeg har derfor været meget ked af det.
At mine veninder glemmer mig og dermed får sendt mails rundt, som jeg også får, og hvori der står sætninger som ?så kan vi rigtig dikke-dikke?, gør ufattelig ondt. Jeg bliver virkelig gal, når jeg får sådanne mails, og jeg kan virkelig ikke forstå, at man kan lave sådan en tanketorsk.
En mail som denne kan ødelægge en hel dag for mig. Jeg tror ikke, at folk kan sætte sig ind i, hvor meget mit humør kan blive påvirket af små ting.
Jeg skrev derfor en mail til pigerne i omgangskredsen om, at jeg meget gerne ville have mig frabedt sådanne beskeder. Efterfølgende har jeg fået søde mails tilbage, hvori de undskylder mange gange, og hvori de også skriver, at det selvfølgelig ikke er deres hensigt at såre mig. Det er rigtig dejligt at få svar fra dem, og de er selvfølgelig undskyldt.
Fredag d. 19/1-07
Jeg var til scanning for tredje gang, og nu er den lille begyndt at bevæge sig.
Jeg fik også bladet ?Stjernen? med posten. Det er et blad udgivet af ?Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød?, og jeg får det én gang i kvartalet. Det spændende i dette blad var, om det indlæg, jeg har skrevet, var med. Det var det, og overskriften havde de inde fra redaktionen kaldt ?Min prinsesse skal ikke gå i glemmebogen?. Det er første gang, jeg har udgivet en artikel/indlæg, og jeg var pavestolt :-)
Jeg fik også tilmeldt Sif og mig selv til et agilitystævne d. 1. april, så nu skal vi rigtig træne, inden vi skal til konkurrence.
Om aftenen holdt vi fødselsdag for Sif. Hun blev 2 år onsdag d. 24/1, men da det var agilityaften, så var vi nødt til at holde fødselsdagen på et andet tidspunkt. Hun er en møgforkælet hund, men hvor er det dejligt at have en at tage sig af og lave ting med.
Så fredag d. 19. januar må siges at have været en god dag.
Søndag d. 21/1-07
Far har redigeret de videoklip vi har af dig, fra du blev født. Det er fantastisk at se, hvordan du ligger ved mit bryst og kigger rundt. Du græder, da jordemoderen tager dig fra mig, fordi du skal vejes og måles. Du gider ikke, for du vil hellere ligge ved mig og putte. Far har også filmet noget af den smukke solopgang, du blev født til. I videoklippet sidder du også og hygger sammen med far, og det hele er så utrolig meget værd for os.
Fredag d. 26/1-07
Efter at jeg var til forældremøde i min 3. klasse i starten af januar, har jeg været lidt irriteret over min egen indsats. Jeg ville gerne have brugte et par minutter på at fortælle om dig, så jeg måske på den måde havde fået gjort situationen nemmere for alle. Jeg følte i hvert fald, at jeg var meget fejlplaceret den aften, og det er jeg ked af.
Efterfølgende besluttede jeg derfor at skrive et brev til forældrene i 3. klasse. Jeg havde brug for at fortælle dem om mit tab af dig. I brevet skrev jeg bl.a., at de alle sammen har set mig med tyk mave, og at det derfor er naturligt for mig at snakke om dig.
Jeg tror egentlig ikke, at brevet vil gøre nogen forskel. Min forventning er, at der ikke vil blive spurgt ind til, hvordan jeg har det, næste gang nogen forældre ser mig. Men nu er en sten faldet fra mit hjerte, og jeg føler, at jeg har gjort mit til, at jeg ikke har dårlig samvittighed.
Flere har spurgt mig, om jeg stadigvæk løber. Det stoppede jeg med lige inden jul, da jeg ikke føler, at mit underliv er stærkt nok til sådan belastning. Så selv om jeg nyder at løbe, så må det vente, til jeg har født.
Jeg var dog ude at spille lærervolley, en turnering, hvor forskellige folkeskoler spiller mod hinanden. På Parkskolen har vi et superhold, hvor alle elsker at spille volley. Vi vandt derfor alle vores kampe, og bagefter var jeg ude at spise med en mandlig kollega. Det var rigtig hyggeligt, og jeg mærker virkelig, hvor langt jeg er nået. Vi snakkede selvfølgelig om dig, men jeg har ingen problemer med at snakke om andre ting, grine og have det sjovt.
Jeg har stadig ikke lyst til at skulle til fester hvor der er en masse mennesker, jeg ikke kender. Jeg har brug for, at alle i et selskab kender til min historie og ikke er bange for at snakke med mig om mit tab og måske se mig græde.
Søndag d. 28/1-07
Din oldefar er blevet indlagt. Din ellers så friske oldefar med mobiltelefon, computer osv. er pludselig blevet syg. Lægerne kan ikke finde ud af, hvad han fejler og imens kan vi familie-medlemmer se på, at han får det værre og værre.
Jeg kan ikke lide at se ham have ondt og blive så svag. Jeg holder utrolig meget af din oldefar og jeg håber og beder for, at han får det bedre, så han kan komme hjem. Det påvirker mig meget, at han har det så dårligt, og jeg kan næsten ikke klare det.
Jeg havde sådan glædet mig til, at han skulle lære dig at kende, hans ottende barnebarn. Jeg håber for alt i verden, at han kommer sig og at han kommer til at opleve din lillesøster/lillebror. Han er en super oldefar, og han har så meget mere at give af.
Mandag d. 29/1-07
Jeg var til nakkefoldsscanning på Roskilde Hospital. Jeg var ikke nervøs og havde heller ikke været det i dagene op til. Jeg var rimelig afslappet omkring det og var ikke bange for, at noget skulle være galt.
Da far og jeg ankom til hospitalet, parkerede vi stort set i samme parkeringsbås, som da jeg havde veer og skulle føde dig. Da vi steg ud af bilen og gik afsted, begyndte minderne at dukke op. Jeg kunne pludselig huske alle de steder, jeg dengang måtte gøre stop, pga veer.
Vi tog elevatoren op til tredje sal, samme sal, som d. 13. maj, hvor du - lille skat - kom til verdenen. Jeg begyndte at hulke og kunne slet ikke stoppe igen. Det er længe siden, at far har set mig så ked af det, og egentlig blev jeg også selv meget overrasket over min reaktion.
Vi blev kaldt ind til undersøgelsen, hvor jeg fortsatte min stortuden. Hende, der skulle scanne mig, var utrolig professionel og kunne godt se på mig, at jeg ikke havde det godt.
Jeg blev scannet, og det var nu dejligt at se den lille tumle rundt. Risikoen for mongolisme er 1:11.000, så det var godt med så stort et tal. Datoen for terminen er sat til d. 13. august 2007.
Efterfølgende fik jeg en ny scanningstid, som skal foregå når jeg er 15 uger henne. Det er en tidlig hjertescanning, som jeg får tilbudt, fordi jeg har mistet dig.
Jeg er bange for at binde mig til det nye barn. Jeg tør ikke, for det gør så ondt at miste. Inderst inde vil jeg gerne kunne glæde mig noget mere over den nye graviditet, men angsten overskygger desværre glæden.
Efter scanningen var det meningen, at jeg skulle på arbejde. Jeg havde ikke lyst og kræfter, fordi jeg var så ked af det, så derfor sygemeldte jeg mig. Resten af formiddagen/eftermiddagen gik med at jeg sov og græd.
Om aftenen var jeg i sorggruppe, hvor jeg fortalte om min frygtelige dag. Jeg var enormt følelsesladt og hver gang jeg åbnede munden, var jeg på grådens rand.
En af de ting, jeg i sorggruppen blev opfordret til, er at se og opleve fødeafdelingen igen, inden næste fødsel. Jeg kan mærke at det nok er en meget god ide, da min tanke på nuværende tidspunkt er, at det er dig, jeg også føder næste gang. Jeg har brug for at se afdelingen igen, så jeg til august kan give den lille ny sin egen fødsel, uden at det er dig, jeg vil tænke på hele tiden. Jeg tror, at det vil blive nemmere at kunne adskille de to fødsler fra hinanden, hvis jeg har prøvet at være i samme omgivelser igen, uden dig i maven.
Lige nu tænker jeg, at det vil være rigtig dejligt, hvis vi får en pige mere. Så vil hun forhåbentlig minde meget om dig og det ville være skønt. På den anden side er det måske bedst, hvis den næste bliver en dreng, for at gøre kontrasten til dig så stor som mulig. Jeg ved det ikke. Kønnet er også fuldstændig lige meget, bare jeg må beholde mit barn hos mig og det er sundt og raskt.
Far og jeg vil gerne så tidligt som muligt vide kønnet på det næste barn. Vi vidste ikke, hvad du blev før fødslen, så du blev kaldt Ib gennem hele graviditeten. Jeg har behov for at kalde den lille ny sit rigtige navn så tidligt som muligt. Jeg tror også at det vil hjælpe mig, til at forstå at det ikke er en Silje, jeg har inde i maven.
Hvis det bliver en dejlig lille pige, så skal hun hedde Lykke. Hvis det bliver en super-lækker dreng, så skal han hedde Elias.
Tirsdag d. 30/1-07
Jeg var til psykolog, hvor vi snakkede en del om min oplevelse dagen før på Roskilde hospital. Jeg fik at vide, at det er meget normalt at reagere, som jeg gjorde. Det er nemlig Silje, der på nuværende tidspunkt fylder i mit liv og ikke det nye barn. Psykologen fortalte, at det vil blive nemmere, når barnet begynder at sparke. Det bliver dermed mere konkret, at jeg har et nyt barn i maven og så vil glæden også komme.
Jeg er lidt ked af min egen manglende glæde overfor det nye barn. Jeg kunne godt tænke mig at turde at knytte mig noget mere til den lille og turde at glæde mig og vise min kærlighed overfor det, jeg ønsker mig så brændende. Min psykolog gav mig en idé til at købe en bog, som skal tilhøre det nye barn. I den må der ikke stå noget om dig, og der må kun stå positive ting. Jeg tror det er en god ide, at ?presse? mig selv til at give det nye barn nogen glade og positive tanker.
Igen snakkede vi også om veninder og deres børn. Det er noget, der stadig fylder meget i mit lille hoved og jeg har brug for at høre, at jeg ikke er ved at blive skør. Jeg har så mange dårlige tanker og det gør mig utrolig ked af det. Jeg synes bestemt ikke, at jeg normalt er en person, som ikke ønsker det bedste for alle, og derfor kan jeg godt føle mig lidt ondskabsfuld, når jeg ikke kan blive glad på andres vegne.
Igen sagde psykologen til mig, at min reaktion er meget naturlig, hvilket jeg blev rigtig glad for at høre. Hun sagde endda, at det var super modigt af mig, at jeg turde fortælle hende nogle af de tanker, jeg har. Mit behov for at få læsset af er simpelthen så stort, at jeg er nødt til at dele mine tanker. Jeg har derfor udvalgt enkelte personer, som jeg ved kan klare at høre på mig, og som virkelig prøver at sætte sig ind i min situation, og prøver at forstå hvorfor jeg har det, som jeg har det. Det vigtigste for mig, er at jeg igen kan blive glad på andres vegne og dermed blive hel igen.
Jeg ved godt, at jeg til tider er lidt strid i min måde at skrive på. Det får jeg i hvert fald at vide, men alligevel siger de fleste også, at det er dejligt, at jeg er så hudløs ærlig. Jeg håber ikke, at jeg støder nogen, men jeg håber at berøre alle. I skal jo på sin vis kun læse min dagbog, som I kan fravælge, hvis det er for hårdt. Jeg lever i smerten, og det, jeg skriver, er min virkelighed - min tiltider urimelig hårde verden.
Onsdag d. 31/1-07
Jeg meldte mig syg fra arbejdet i dag. Jeg er stadig ikke kommet mig over mit visit på Roskilde Hospital. Jeg er noget så træt og tom. Jeg gider ingenting og har intet overskud. Jeg har raskmeldt mig i morgen, så der håber jeg, at energiniveauet er steget.
Rent fysisk har jeg det bedre, jeg har ikke kvalme mere og jeg har ikke på noget tidspunkt kastet op, som jeg gjorde med dig. Måske er det et mere artigt barn, vi skal have denne gang :-)