Siljes Hjerte

Lørdag d. 1/12-07
Så blev det igen december, og det er andet år, vi skal holde jul uden Silje. Jeg føler ikke på samme måde som sidste år, at denne tid gør mig ked af det, men den gør mig dog heller ikke mere glad. Jeg er ligeglad med julen og gider ikke pynte op til jul i år. Lykke er alligevel for lille til at forstå, at det er jul, og når vi ikke har Silje, som ville have forstået lidt af hyggen ved et juletræ, julemusik, gaver osv., så bliver jeg lidt ?Rasmus modsat? og dropper julepynten i år.

Jeg har fået et kalenderlys af min mor, og måske sætter Nikolaj lys i vores juletræ udenfor. Nu må vi se, men mest af alt så har jeg nok mest lyst til at komme så hurtigt som muligt over denne højtid. Til næste år bliver det forhåbentlig hyggeligt at holde jul igen. For jeg plejer virkelig at være god til at julehygge. I tidernes morgen, da jeg var single og boede i min egen lejlighed, havde jeg altid pyntet op til jul. Jeg havde også altid et lille juletræ stående i min stue, og julemusikken blev fundet frem.

Søndag d. 2/12-07
Lykke var syg i nat, hvilket gjorde, at vi ikke fik sovet ret meget. Det var frustrerende ikke at vide, hvad der var galt, men bare kunne se og mærke på hende, at hun ikke havde det godt.

Men hvor er det dejligt i sådan en situation, at Nikolaj og jeg er sådan et godt team. Generelt synes jeg, at vi passer rigtig godt på hinanden, hvis den ene er træt, så tager den anden over. Vi er gode til at hjælpe hinanden i hverdagen i stedet for bare at tænke, at den anden part nok klarer ærterne selv. Vi er gode til at snakke om, hvad der er bedst at gøre i forskellige situationer, og vi byder begge to ind med forslag om, hvad vi tror er bedst for Lykke i det daglige.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg måske troet, at jeg ville blive en dirigerende hustru, som ville være bedrevidende i forhold til, hvad der er bedst for Lykke. Altså at jeg ville fortælle Nikolaj, hvad han skulle gøre på forskellige tidspunkter. Sådan er det heldigvis ikke, for Nikolaj er en rigtig god far, som tager ligeså meget ansvar overfor Lykke, som jeg gør. Han er ikke bange for at gøre noget galt og tro, at jeg som mor gør det bedre end ham. Han trøster bestemt også Lykke ligeså godt som jeg, så derfor føler jeg, at vi er meget ligeværdige som forældre.

Vi har også stadig meget brug for hinanden i hverdagen og kan savne hinanden, selv om vi er meget sammen. Vi er lidt nyforelskede, efter at vi har fået Lykke :-)

Vi elsker også begge Lykke utrolig højt og kan sommetider have lyst til at vække hende af hendes eftermiddagslur, fordi vi har lyst til at være sammen med hende, kysse, holde og kramme hende. Vi er så enormt glade og lykkelige over at have hende hos os. Jeg tror, vi er mere bevidste om, hvor heldige vi er, efter vi har mistet Silje. Jeg tror ikke, at jeg ville have følt mig heldig i samme grad, hvis vi ikke havde oplevet det, vi har. Så tror jeg, at vi ville have tænkt, at det er en selvfølge at få børn og at så tragisk en skæbne aldrig ville ramme os. Nu ved jeg, at livet er utrolig skrøbeligt, og derfor er det tit i mine tanker, at det kan gå galt, og jeg igen kan miste en af dem, jeg elsker allerhøjest.

Mandag d. 3/12-07
I går, da jeg sad og opdaterede dagbogen for november måned, blev jeg bevidst om, at det, jeg skriver, godt kan lyde som om, at jeg stadig er meget ked af det. Men på en måned drejer det sig måske om fire dage, hvor mit savn til Silje er større end normalt. Jeg har fået det meget meget bedre, efter vi har fået Lykke, men jeg må indrømme, at det godt kan lyde, som om jeg stadig går rundt i en stor sorg over Silje.

Derfor er det lidt vigtigt for mig at få fortalt, at når jeg skriver dagbog, så er det, fordi jeg har noget, jeg skal af med. Så er der noget, der bliver ved med at komme op til overfladen og dermed gør mig ked af det. Når jeg har det godt, så er behovet for at skrive ikke så stort, og derfor er det mange gange kun de svære dage og situationer, der bliver skrevet om. Men som jeg skriver, så blev jeg selv opmærksom på mine skrevne ord i november måned, og derfor følte jeg, at jeg var nødt til at skrive om nogle mere positive situationer også.

Mit liv har haft en sort sky hængende over sig, siden Silje døde, men sådan er det bestemt ikke mere. Jeg er for det meste glad, hvilket jeg nyder at være igen.

Det eneste, jeg stadig synes kan være lidt svært, er at være social i store grupper, derfor melder jeg stadig fra til forskellige arrangementer. Jeg melder fra, fordi jeg stadig ikke er i humør til at snakke med folk, som ikke kender til vores historie, og hvis jeg ikke føler forståelse for vores tab.

Jeg kan stadig ikke klare, hvis folk tror, vi er videre, fordi vi har fået et nyt barn. Jeg er stadig meget bange for, at folk tror, at det er sådan, det hænger sammen. At vi nu er videre, fordi vi har fået Lykke. På en måde er vi selvfølgelig videre, fordi Lykke kræver vores fysiske tilstedeværelse, men i Nikolajs og mit hjerte fylder Silje og Lykke lige meget. Vi har to piger, som vi elsker lige højt. Så derfor betyder det utrolig meget for os, at Silje får lov til at fylde i vores liv og i vores omgangskreds. Det er desværre ikke alle, der forstår det, fordi de tror, at Lykke kan gå ind og erstatte Siljes liv.

Til dem får jeg lyst til at spørge: ? Hvad nu hvis I mistede jeres barn, ville I så bare få en ny?? Det er lidt provokerende at stille sådan et spørgsmål, men jeg tror, det er den eneste måde, hvorpå folk rigtig forstår, hvad det er, vi har mistet. At man lige prøver at tænke på sin egen lille familie og tænker den frygtelig tanke igennem. Hvad hvis det skete for os? Hvordan ville det så være, hvis folk bare sagde: ?I kan jo altid få en ny?.

Jeg tror, at mange er bange for at tænke den tanke og især at snakke om det at miste. Jeg tror, at Nikolaj og jeg i den forbindelse har mistet vores uskyld og dermed godt tør tænke tanken igennem. Vi snakker indimellem om, hvordan det ville være, hvis vi også mistede Lykke.

Omsorgen for Nikolaj og mig og det at turde tale med os om vores tab betyder meget for mig. At folk ikke kun tænker på, at vi skal komme videre, fordi de af egoistiske grunde ikke kan holde ud at se os, mest mig, ked af det mere.

Nu ved jeg ikke, hvor mange der tænker sådan, som jeg skriver ovenfor, men jeg ved i hvert fald, at en familie i tæt relation til mig tænker sådan. Jeg er ked af, at de dermed gør mig mistroisk overfor alle, for egentlig tror jeg ikke, at så mange tænker sådan om os, at vi bare skal komme videre.

Som jeg har skrevet mange gange før, så har jeg utrolig mange gode veninder, der tit spørger ind til Silje, så i deres selskab føler jeg ikke et pres om, at jeg kun skal være glad, fordi jeg har fået Lykke. Men som skrevet ovenfor, så er jeg desværre blevet skuffet over enkelte personer i den seneste tid, og denne skuffelse har derfor fyldt meget i mig. Det, jeg har skrevet om her d. 3. december, handler derfor overvejende om mine bange anelser for, hvordan folk tænker om mig/os.

Jeg kunne godt have skrevet om alle de gode samtaler, jeg har med veninder og om alle de søde hilsener og lys, vi får. Om alle de søstergaver Silje har fået siden Lykkes fødsel osv. Men det er ikke det, der fylder. Ofte mener jeg desværre, at det er sådan, at alt det gode hurtigt bliver glemt, og at det er alt det dårlige, der får lov til at sætte sig fast i én.

Vi er videre på vores egen måde, og med i bagagen har vi et dødt barn. Lykkes skæbne er også den, at hun har en storesøster, der er død, hvilket hun skal vide og lære at leve med. Vi kan desværre ikke forskåne hende for den virkelighed, men vi vil selvfølgelig gøre alt for at gøre det forståeligt for hende på en naturlig og udramatisk måde.

De første mange år vil hun jo bare være med, når vi skal på kirkegården. Senere skal hun selv have lov til at bestemme, om hun vil med derop eller blive hjemme. Jeg håber, hun vil se Siljes gravsted som et hyggeligt sted at være, hvor man sætter blomster, tænder lys, snakker og hygger.

Onsdag d. 5/12-07
Jeg var til psykolog for sidste gang. Jeg har ikke været der, siden Lykke kom til verden ,og behovet for at komme der har heller ikke været stort. Men jeg havde jo lovet at vise prinsessen frem, så det var så i dag, at Lykke kom til psykolog for første gang. Forhåbentlig var det også hendes sidste gang, da jeg jo selvfølgelig ikke håber, at Lykke kommer i en situation, hvor hun skal have hjælp.

Jeg har været utrolig glad for at gå til psykolog, det har hjulpet mig rigtig meget. Da jeg startede i behandling, handlede det mest om at forstå, hvad det var, jeg havde mistet og at turde gå ind i sorgen. Senere i forløbet fik jeg hjælp til at give mig selv værktøjer til at klare hverdagen, og til at kunne arbejde mig ud af forskellige situationer, så jeg fik det bedre.

Jeg synes selv, at jeg er blevet god til at handle på det, der gør ondt, så jeg ikke behøver at få hjælp mere. Mange tanker og problemstillinger har været vendt og drejet mange gange, så jeg nu føler mig rustet til at klare sorgen på egen hånd. Jeg ved, hvad jeg skal gøre, hvis jeg får en nedtur, og jeg skal nok på en eller anden måde få arbejdet mig op igen.

Derfor var det dejligt, men alligevel vemodigt, at sige farvel til psykologen i dag. Hun har været en stor del af mit liv det sidste 1½ års tid. Hun har været en stor hjælp for mig, og det gør lidt ondt at tage afsked med den del, fordi det også betyder endnu et farvel til Silje. Jeg har rykket mig, og min afstand til Silje bliver større og større.

Jeg glemmer aldrig den smerte, det var for mig i starten af forløbet hos psykologen. Hvordan jeg på vejen til Solrød kørte i min bil og tænkte: ?Alle andre sidder med deres barn i armene, men jeg skal til psykolog og snakke om mit døde barn?. Jeg hadede alle de barnevogne, jeg så på min vej, for det gjorde så ondt at se al den lykke. Jeg skulle nemlig, ligesom dem, have gået der med min barnevogn, men i stedet for skulle jeg hen og snakke om alt det, der gjorde ondt.

Efterhånden nød jeg at komme til psykolog, for her kunne jeg bestemme, hvad der skulle snakkes om. Det var rigtig dejligt, at Silje i en time fik lov til at fylde, være nærværende, og at sorgen fik lov til at være så intensiv.

Nu er den del af sorgprocessen slut, og det er nok meget godt. Lykke hjælper de dage, hvor jeg er ked af det. Et smil fra hende, og jeg er i godt humør igen. Hun kan virkelig smigre mig, så jeg føler, at det hele nok skal gå.

Lørdag d. 22/12-07
December måned er godt i gang, og inden længe er det jul. Jeg har fået købt alle de gaver, jeg skal have købt, så det er dejlig afslappende at være i god tid.

Vi skal holde jul i Holstebro i år hos mine svigerforældre. Det er første gang, jeg ikke skal være sammen med mine forældre, hvilket jeg selvfølgelig er lidt ked af. Det er altid noget særligt at være sammen med sine egne forældre, men en gang skal jo være den første, hvor man som lille nystartet familie må følge hinanden og på den måde på skift være sammen med enten mine eller Nikolajs forældre.

I år drog vi til det jyske to dage før juleaften. Inden vi kørte af sted, var vi dog på kirkegården og tænde et lys for Silje. Tårerne trillede ned af mine kinder, mens vi stod der tavse og kiggede på hendes smukke hjerteformede sten.

Mandag d. 24/12-07
Juleaften gik godt. Inden aftenen rigtig gik i gang, var vi alle nede og tænde lys for Silje ved ?hendes træ? - det japanske kirsebærtræ, som vi plantede i farmor og farfars have en måneds tid efter hendes død. Farmor havde rigtig pyntet og gjort det hyggeligt ved foden af træet. Der stod både små juletræer, hyacinter og så var der hjerter i forskellige materialer og størrelser.

Derefter spiste vi julemad med and, og hvad der ellers hører sig til. Bagefter gik vi om juletræet og fik gaver. Jeg fik en cykel af Nikolaj, som jeg har tigget og plaget om i lang tid. Jeg troede dog ikke, at jeg ville få den, men det gjorde jeg.

Tirsdag d. 25/12-07
Jeg havde, inden vi tog af sted til Jylland, været lidt spændt på, hvordan det ville blive for Lykke at holde jul. Vi skulle til en del arrangementer med familien med mange mennesker i forhold til, hvad hun er vant til. Men Lykke-pigen klarede det super flot. Hun sov mere end normalt, men ellers virkede hun ikke til at være påvirket af alt det, der skete rundt om hende. Hun syntes bare, at det var dejligt, at der altid var en til at bære rundt på hende, så hun aldrig skulle ligge selv. Hun er nemlig en lille selskabspapegøje, som elsker at hænge på skulderen af den, der holder hende, og på den måde følge med i hele verden.

Både 1. og 2. juledag var vi til julefrokost med familien på Nikolajs mors og fars side. 3. juledag kørte vi hjem til Greve igen.

Jeg synes, at det har været en god jul. Jeg har hygget mig og har ikke været specielt ked af det. Jeg havde troet, at det ville have været værre, at mit savn til Silje ville have overskygget glæden og hyggen mere, end det gjorde. Det var dejligt at have Lykke at gå rundt om juletræet med, at synge julesange for hende, mens hun lyttende hørte med i favnen på mig.

Det skal nok blive godt at holde jul igen. Den første var den sværeste, så langsomt regner jeg med, at julen vil blive bedre og bedre med årene, i takt med at Lykke bliver ældre og mere spændt på, hvad der skal ske.

Mandag d. 31/12-07
Nytårsaften 2007. Nikolaj og jeg bestemte os for at blive hjemme i år. Vi var blevet inviteret forskellige steder hen, men valgte pga. Sif at blive hjemme. Sif er rædselslagen for fyrværkeri, så derfor ville vi kun steder hen, hvor vi måtte tage Sif med. Vi var dog også blevet inviteret hjem til nogle venner, som gerne ville have, at vi tog Sif med, men alligevel valgte vi at blive hjemme.

Om efter middagen kørte Niklaj, Lykke, Sif og jeg til Amager, på kirkegården hvor min farmor og farfar ligger begravet. Her tændte vi to lys, et til hver af dem. Bagefter tog vi til Kildebrønde kirkegård og tændte et enkelt lys for Silje.

Vi spiste sushi og drak hvidvin til middagen, mens Lykke sad i sin skråstol på gulvet og så os spise. Bagefter fik Lykke et bad, mens Nikolaj lavede desserten. Da Lykke sov, spiste vi pandekager med is og drak champagne. Klokken 24 ønskede vi hinanden godt nytår og var enige om, at vi havde haft en dejlig, stille og rolig aften.

Jeg håber, at alle har haft en god nytårsaften. Herfra skal lyde et ønske om et rigtig godt nytår til store og små, levende som døde.

Godt Nytår.

Til top