Siljes Hjerte

Torsdag d. 17/1-08
Julen er slut, og det er meget dejligt. Vi er nu i 2008, og i årstal to siden Silje blev født og døde. Meget er sket siden, og jeg føler nok inderst inde, at jeg har ændret mig en smule i de sidste år. Om det er, fordi vi har mistet Silje, eller fordi jeg nu er blevet mor til to børn, ved jeg ikke. Om mine prioriteringer er blevet anderledes pga. af Silje eller Lykke, ved jeg heller ikke, men mere indadvendt er jeg blevet. Jeg har ikke brug for de store udsving i dagligdagen mere, vil helst bare være sammen med Nikolaj, Lykke og Sif. Jeg laver ikke så mange aftaler i løbet af en uge, som jeg kunne finde på førhen. Jeg planlægger nøje mine dage, så jeg ved, at jeg altid har overskud til at tage mig af min familie, især Lykke.

Tidligere hadede jeg at være alene. Inden jeg mødte Nikolaj og i starten af vores forhold, havde jeg altid gang i utrolig mange ting. Jeg sad yderst sjældent alene hjemme i min lejlighed, enten havde jeg gæster eller var ude at besøge veninder eller foretage mig noget andet spændende. Jeg kunne ikke finde ud af at være alene, jeg kedede mig og vidste ikke, hvad jeg skulle lave. Jeg kan huske, at en af mine veninder næsten syntes, at det var et problem, at jeg ikke kunne finde ud af at være alene.

Nu elsker jeg at være alene, og det er helt sikkert Silje, der har lært mig at nyde mit eget selskab. At turde være alene med mine egne tanker og følelser. Jeg bruger meget tid på, i løbet af en dag, at mærke efter, hvordan jeg har det. Hvis jeg er glad, hvorfor er jeg så det? Og hvis jeg er ked af det, hvorfor er jeg det?

Lørdag d. 19/1-08
Jeg har ikke holdt eller været til nogen fester siden Silje døde. Jeg har simpelthen ikke haft lyst til at møde så mange mennesker på en gang, være glad og smilende, som man helst skal være til sådanne arrangementer. Den sidste fest jeg var til, var min egen 30 års fødselsdag en måneds tid, før jeg fødte Silje. Det var en rigtig god og hyggelig fest, hvor de fleste af mine dejlige veninder var for at fejre mig.

Min fødselsdag har jeg tænkt tilbage på mange gange. Jeg husker, hvor glad jeg var, og hvordan jeg dansede rundt med Silje i maven, kun en måned før termin. Jeg er glad for, at jeg holdt den fest, for i lang tid troede jeg, at jeg aldrig ville blive så glad igen og have lyst til at danse rundt, som jeg gjorde den aften.

Men heldigvis skulle det blive anderledes, idet jeg 1 år og 8 måneder efter Siljes død var til min første fest, som jeg forinden glædede mig til. Hidtil har jeg ellers meldt afbud til alle sociale arrangementer, da de har været for uoverskuelige for mig. Grunden, til at jeg har meldt fra, har ikke kun været pga. manglende lyst til at more og hygge mig. Det har også været, fordi jeg har været bange for, at jeg ville ryge ned i et hul, at jeg efter en fest skulle bruge for mange kræfter på at komme op til overfladen igen. Sorgprocessen har ikke været progressiv, men de nedture, jeg selv har været i stand til at styre mig udenom, har jeg med vilje fravalgt.

Festen, vi var til i lørdags, var god til mig. Lykke var også med, da hun ikke rigtig er begyndt at spise mad endnu, og flaske er bestemt heller ikke et hit. Så derfor var hun med mor og far i byen. Under middagen hyggede hun sig, og det gjorde jeg også. Vi kunne ikke rigtig få hende til at sove, men to gange en time blev det dog til, så der kunne Nikolaj også hygge sig. Jeg havde nemlig ?fri?, så jeg kunne danse, snakke og hygge mig. Ved midnat tog vi hjem, da Lykke begyndte at blive lidt utidig.

Søndag d. 20/1-08
Jeg har i den sidste tid været lidt trist over, at jeg ikke kan være der for alle. Med alle mener jeg Nikolaj, Sif og mig selv. Det meste af min tid går på Lykke, hvilket nok er meget naturligt og samtidig selvfølgelig også dejligt. Men det er alligevel hårdt, at jeg ikke har overskud til at sidde oppe om aftenen sammen med Nikolaj og hygge og være så tæt på ham, som inden vi fik Lykke.

Folk, som ikke har hund, forstår med sikkerhed ikke, at man kan have dårlig samvittighed over for sådan en. Men Sif er røget meget i baggrunden, hvilket hun selvfølgelig også skal, efter vi har fået Lykke, men det gør, at jeg får meget dårlig samvittighed overfor hende. Derfor er det dejligt en gang om ugen at kunne være sammen med hende til agility.

Selv om jeg virkelig nyder at gå hjemme og har det godt med det, så er det indimellem også hårdt, at jeg sjældent har tid til mig selv. Jeg ved godt, at det hele handler om prioriteringer, så hvis jeg virkelig ville sidde oppe om aftenen med Nikolaj eller have mere tid med mig selv, så måtte jeg bare vælge at gøre noget for at opnå disse valg. Men jeg vælger at gå tidligt i seng, så jeg er frisk næste morgen, når Lykke vågner. Jeg vælger også at rydde op, vaske tøj, gøre rent og lave mad, når Lykke sover i stedet for at lægge mig med en bog, sætte mig ved computeren eller fjernsynet.

Jeg er meget praktisk og perfektionistisk anlagt, så derfor kan jeg ikke slappe af, før huset ser rimeligt ud. Når jeg endelig er klar til at sætte mig for at slappe af, så vågner Lykke :-)

Lørdag d. 26/1-08
Jeg har i en lille uges tid skrevet sammen med en pige, som mistede sit hjertebarn for ca. to måneder siden. Da hun skrev til mig første gang, vidste jeg stort set ikke, hvad jeg skulle skrive til hende. Jeg var så langt væk fra min egen sorg, at jeg ikke vidste, hvad der var vigtigt at spørge ind til. Men jeg vidste dog fra mig selv, at jeg skulle spørge ind til et eller andet. Jeg ville bestemt ikke ignorere hendes tab, hendes sorg. Efter Siljes død havde jeg selv et kæmpe behov for at fortælle min historie, og derfor var jeg meget taknemmelig overfor de piger, som havde overskud til at spørge ind til mit tab. Jeg føler på nuværende tidspunkt, at jeg er klar til at hjælpe andre i samme situation, som jeg var i for bare 1½ år siden.

Efter at have skrevet frem og tilbage pr. mail med moren til hjertebarnet, kunne jeg pludselig mærke, at jeg blev ked af det. I starten vidste jeg som sagt dårligt, hvad jeg skulle skrive til hende, men bare efter et par mails var hele følelsesregistret retur, og jeg vidste præcis, hvilke følelser der strømmer gennem én, lige efter at ens barn er død.

Jeg synes, det er hårdt at høre om en lille pige, der blev hjerteopereret, da det var meningen, at Silje også skulle have været det. Tænk, at man gør alt for at beholde sit barn, at man udsætter det for så stor en operation, og så klarer han/hun den alligevel ikke. Der er jeg nu glad for, at Silje aldrig nåede så langt. At vi ikke skulle stå i den situation, hvor vi skulle bestemme, om hun skulle opereres eller ej. Hun tog beslutningen for os, hvilket jeg er hende dybt taknemmelig for. Vi havde fire gode dage med Silje, hvor hun ikke led nogen smerte.

Jeg kan mærke, at jeg nok alligevel ikke er klar til at tage mig af andre mødre i samme situation som mig selv endnu. Jeg er stadig meget følsom, mere end jeg egentlig troede, jeg var. Jeg er meget berørt over endnu en trist skæbne, og jeg kan ikke forstå, at andre skal igennem den kæmpe sorg, vi har været igennem. Hvorfor bliver det ved med at ske, at små børn dør??

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre, for egentlig vil jeg rigtig gerne blive ved med at skrive sammen med og måske hjælpe den pige, som jeg har kontakt med nu. På den anden side er jeg blevet opmærksom på/ bevidst om, at det stadig er for hårdt for mig. Følelserne er for hårde, efter vi har fået Lykke. Jeg kan ikke lide på samme måde som tidligere at komme i kontakt med sorgen, som blev en del af min hverdag, mit liv efter Siljes død. Jeg er overrasket over, at jeg bliver så påvirket, det havde jeg ikke troet. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg ikke, tror jeg, responderet på hendes mail. Nu føler jeg dog, at jeg kender hende, og derfor vil jeg ikke stoppe kontakten på nuværende tidspunkt. Hvis jeg bliver alt for påvirket, vil jeg dog måske alligevel være ærlig over for hende og fortælle, hvordan jeg har det. Lige nu handler mailudvekslingen mest om hende, hvilket også er naturligt nok. Hun har ikke overskud til at tage sig af andet end sin egen sorg, på samme måde som mig selv efter Siljes død.

Selv om jeg virkelig har fået det godt efter, at vi har fået Lykke, kan jeg mærke, at jeg stadig er meget nemt påvirkelig. Der skal ikke meget til at gøre mig ked af det. I hverdagen mærker jeg ikke den store ændring på mit gå-på-mod og mit overskud. Men hvis jeg føler en modgang af en eller anden slags, så bliver jeg enormt tom inden i, og jeg begynder straks at tænke på Silje. Jeg kan stadig ikke håndtere modgang, hvilket jeg skal til at arbejde med, da jeg forhåbentlig med tiden skal kunne klare forskellige former for ?modvind?. Ellers tror jeg godt, at det kan blive lidt hårdt, når jeg skal starte på arbejde igen.

Søndag d. 27/1-08
Lykke er snart 6 måneder, hvilket jeg næsten ikke kan forstå. Tænk, at hun er blevet så stor, det er fantastisk.

Da Lykke var ca. 4½ måned gammel, begyndte vi at give hende grød. Siden hen er det blevet til alle mulige typer for grød, grøntsager og frugt, men intet vil hun spise. Vi kan simpelthen ikke få hende til at åbne munden, selvom vi prøver på alle mulige måder. Lykke kan bedst lide mors mad, så hvorfor spise andet?

Lykke er blevet en stor pige på ca. 7,8 kg og 73 cm lang. Det gør, at min mad ikke mætter så længe af gangen, hvilket ikke betyder så meget i løbet af dagen, da hun bare kan få mad, når hun vil. Men om natten er det lidt belastende, når pigebarnet i gennemsnit vil have mad hver anden time. Heldigvis spiser hun hurtigt og sover videre med det samme, så egentlig er det ikke så hårdt, som jeg gør det til. Hun ligger i sin egen seng inde i soveværelset, så hun skal bare bæres fra sin egen seng over i min og så tilbage igen, når hun har spist.

Hun er en glad pige, som smiler og snakker meget. Hun er blevet meget nysgerrig og bevidst, hvilket er dejligt. Hun kan godt lide, når man leger lidt vildt med hende, så flyveture, kolbøtter osv. er store hits. Hun elsker også, når man synger.Faktisk kan man få hende til at stoppe med at græde, hvis man synger ?Lille Peter Edderkop?, ?Mester Jakob? og andre.

Det er vores mening, at Lykke skal lære babytegnsprog, så hun - inden hun kan tale - kan give udtryk for sine behov med tegn. Jeg glæder mig til at se, om det vil hjælpe i hverdagen, så man ikke kommer ud i så mange frustrerende situationer, som man ellers kan komme.

Vi er startet med enkelte tegn som ?spise?, ?drikke?, ?færdig? og ?jeg elsker dig?. Hun griner, når vi laver de forskellige tegn, så interessen for tegnene er der i hvert fald. Men det varer vist lidt endnu, før hun kommer til at lave sit første tegn.

Mandag. 28/1-08
For ca. to uger siden var der en artikel i Femina om et par, som havde mistet deres datter i juni 2006. Når jeg læser sådan en artikel, bliver jeg selvfølgelig ked af det på deres vegne, men på egne vegne bliver jeg glad over, at de gør noget for at få deres historie fortalt og for at få omverdenen til at forstå, hvad det er, de har mistet. Jeg ved jo godt, hvad det vil sige at miste, men det er heldigvis de færreste, der ved det. Jeg kan spejle mig meget i artiklen, da min sorg og de problemer, jeg har haft med omverdenen, i store træk ligner deres.

Jeg håber, at artikler i ugeblade, aviser, fjernsyn etc. er med til at gøre en forskel, at de på den måde kommer tabuet over spædbarnsdød til livs. Jo mere emnet bliver belyst, jo bedre bliver folk forhåbentlig også til at tackle par i sorg.

Jeg ved, at min dagbog her på hjemmesiden i enkelte tilfælde har gjort en forskel på den måde, at pårørende til familie, venner eller kollegaer, som har mistet et spædbarn, har turdet spørge ind til det, de har mistet. De omkringstående har vidst, at det var vigtigt at spørge ind til det sørgende pars tab.

Jeg er lidt stolt og glad for, hvis min dagbog kan hjælpe folk i sorg, men bestemt også hvis den kan hjælpe pårørende til at gøre det rigtige overfor dem, som har mistet. Da jeg startede med at skrive dagbog, var det bestemt også, fordi jeg troede, at jeg hermed kunne hjælpe andre.

Den vigtigste grund har selvfølgelig altid været for min egen skyld, så jeg kunne få bearbejdet min sorg, og så familie og venner havde en ide om, hvor jeg var og er i mit liv.

Til top