Siljes Hjerte

Siljes Hjerte

December 2008

Skrevet 3. jan. 2009, kl. 21:36

Fredag d. 5/12-08
Så er vi igen i december, og det er 3. år, vi skal holde jul uden Silje. Det er mærkeligt, at det er sådan, men med tiden bliver sådan en højtid nemmere at komme igennem. Jeg kunne have svoret, at julen aldrig mere ville blive en god og hyggelig tid for mig. Det var i hvert fald sådan, jeg havde det den første jul efter Siljes død.

Men tiden går, og sorgen ændres fra at fylde alt i én, til at fylde i perioder. Og nu, hvor vi har Lykke, så fylder hun mere på nuværende tidspunkt. Al den glæde og lykke hun giver mig, gør at sorgen ikke fylder helt så meget, som den har gjort. Der er liv og glade dage, hvor Lykke er, og jeg sidder ofte og kigger på hende og tænker, hvor er hun dog dygtig og dejlig. Hun giver mig helt sikkert en masse livsglæde, som gør, at jeg har lyst til at komme videre med mit liv og glæde mig over julen igen.

Tirsdag d. 9/12-08
Jeg har stort set siden Lykke startede i vuggestue ikke været tilfreds med informationsniveauet i institutionen. Jeg har heller ikke syntes, at de har gjort super meget for at aktivere mit barn, og når jeg spørger til, hvordan dagen er gået, når jeg henter Lykke, så får jeg bare at vide, at det er gået godt nok.

Da jeg hentede Lykke i dag, spurgte jeg om forskellige ting, som jeg altid gør, da jeg ellers ingenting får at vide. Da pædagogerne var meget lidt informerende og gav mig yderst korte svar, sagde jeg, som jeg tidligere har sagt til dem, at jeg er nødt til at vide noget mere om, hvad mit barn går og laver. Jeg afleverer hende 6-8 timer hver dag, så et eller andet var de altså nødt til at fortælle mig. Til det fik jeg så at vide, at det er belastende, at vi forældre vil have så megen information, når de samtidig har alle børnene. Jeg sagde selvfølgelig, at det kunne jeg godt forstå og kom derfor med et forslag om, at de i børnenes sovetid kunne skrive lidt information om, hvad børnene havde lavet i løbet af dagen. Det, syntes de, var en dårlig ide, da de ikke havde tid til mere skrivearbejde. Jeg kom også med et andet forslag, som også blev nedstemt.

Da jeg gik fra vuggestuen, var jeg så eder rasende, at jeg ringede direkte til Nikolaj og sagde, at nu ville jeg få flyttet Lykke, og at han ikke havde noget at skulle have sagt.

Dagen efter havde Lykke både fået tilbudt ny vuggestue og dagplejeplads. Vi har valgt vuggestuen, som Lykke skal starte i d. 5. januar. Er du gal, hvor er jeg bare efterfølgende blevet meget mere glad og lettet. Jeg har brugt rigtig mange kræfter på at spekulere over, hvordan Lykke mon har haft det i vuggestuen og på at lade mig irritere over, at de ikke fortæller mig mere.

Søndag d. 14/12-08
Da alt det her vuggestue-halløj har brugt så meget af min tid, så har Silje ikke fået lov til at fylde helt så meget, som jeg troede, hun ville komme til i december måned. For eksempel havde jeg indtil denne dag ikke været oppe på kirkegården for at pynte op til jul. Det havde jeg dog rimelig dårlig samvittighed over, og derfor skulle det bare nås denne søndag, 3. søndag i advent. For selvom Nikolaj siger, at Silje altid er med i vores hjerter, og at vi derfor ikke behøver at få dårlig samvittighed over, at vi ikke altid når op på kirkegården, så kan jeg alligevel mærke, at det betyder meget for mig at komme derop.

Silje fik en lille engel op på sin grav. Den fik hun sidste år af en veninde/ familiemedlem (Lene), hun fik også en bamse op, som spiller musik, hvis man trykker den på maven. Den fik Silje sidste år af en af mine veninder (Maj). Til sidst fik hun et gravlys af Nikolaj, Lykke og mig.

Tirsdag d. 16/12-08
Efter at Silje døde, har hjerter og engle betydet meget for mig. Det er derfor rigtig dejligt i denne juletid, hvor der er engle over det hele. Når Lykke af farmor og farfar har fået adventsgave, så har Silje også fået, hvilket jeg er blevet meget glad for. En lille engel eller et lille hjerte har der været hver søndag i advent til Silje.

Torsdag d. 18/12-08
Jeg er nået så langt i min sorg, at jeg føler mig klar til at hjælpe andre. Jeg har derfor bestemt mig for at melde mig på et grundkursus for frivillige gennem landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød. Jeg har længe tænkt på at blive frivillig, men jeg har ikke rigtig følt mig klar efter vi fik Lykke. Kurset forløber over en weekend i slutningen af februar, så der håber jeg at være klar. Nu er jeg i hvert fald tilmeldt.

Onsdag d. 24/12-08
Nikolaj og jeg havde bestemt os for at tage i kirke juleaften. Det er normalt ikke en tradition for os at tage i kirke, men efter vi har mistet Silje, har jeg godt kunne lide at have en stund i ro og fred, hvor Silje får lov til at fylde på denne dag, børnenes dag. Jeg havde bestemt, at vi ville til gudstjeneste hos en af de nye præster i sognet, da jeg ikke har haft så stor succes med især to af de mandlige præster.

Da Lykke virkede træt, inden vi skulle af sted, valgte vi, at Nikolaj blev hjemme sammen med hende, og at jeg derfor tog alene i kirke.

Det var dejligt at være alene i kirke og dermed rigtig have mulighed for at have Silje i mine tanker. Præstens prædiken var også rigtig god, og jeg sad derfor og fældede en tåre. Der var dog rigtig mange i kirke, så jeg måtte sidde og tage mig sammen for ikke at begynde rigtig at græde.

Efterfølgende gik jeg ned til Siljes grav og tændte to gravlys.

Det var rigtig godt for mig at have været i kirke, og jeg kunne mærke at resten af aftenen ville blive god.

Vi holdt jul i mine forældres sommerhus sammen med mine forældre. Lykke var i sit es og elskede at pakke gaver op.

Onsdag d. 31/12-08
Nytårsaften var vi sammen med Mette og Ebbe, som også har mistet. De mistede en dreng en måned før, vi mistede Silje. Vi har haft megen glæde af hinanden, især Mette og jeg.

Vi havde en rigtig hyggelig aften hjemme hos dem.

 

JEG ØNSKER ALLE ET GODT NYTÅR

Til top