Siljes Hjerte

Torsdag d. 1/2-07
Jeg stod op om morgenen for at tage på arbejde. Da jeg sad i bilen, ringede din mormor for at fortælle mig, at din oldefar var død i nat. Jeg blev så ked af det, at jeg begyndte at råbe og skrige. Vinduesviskerne begyndte at køre, og jeg kunne ikke finde ud af at slukke dem. Heldigvis var jeg ikke nået ud på motorvejen, så jeg kørte ind på en parkeringsplads, hvor jeg tudbrølede. 

Efter nogen tid satte jeg bilen i gear og trillede hjem. Jeg følte ikke, at det var forsvarligt at køre, men det gjorde jeg.

Da jeg kom hjem, var far stadig hjemme. Han blev meget overrasket over at se mig, men da han så, hvor grædefærdig jeg var, tog han fat om mig og holdt fast, til jeg var klar til at fortælle, hvad der var sket.

Senere på dagen var vi inde at se din oldefar, for sidste gang. Det var super hårdt, og jeg græd så meget, at jeg til sidst næsten ikke kunne få luft. Jeg begyndte derfor at hoste og hive efter vejret. Jeg havde det på præcis samme måde, dengang jeg var inde at se dig, i Rigshospitalets kapel, to dage efter din død. Det var frygteligt, at du bare lå der, kold og stiv.

Inden vi gik fra din oldefar, nåede jeg at hviske i hans øre, at han skulle finde dig og passe på dig. Jeg er nemlig så ufattelig ked af, at han ikke skulle se dig vokse op. Nu kommer han heller ikke til at se din lillesøster/lillebror, hvilket er en af de ting, som gør mig mest ked af det ved hans død. Han var sådan en god oldefar. Han havde otte oldebørn, og alle elskede ham utrolig højt. Han var god ved dem, og han gad at lege og hygge med dem. 

Jeg føler, at det er så uretfærdigt, at jeg først skulle miste dig, og otte måneder efter din oldefar. Han var så frisk med computer, mobiltelefon og HT-kort, som han kørte land og rige rundt med. Han gik til forelæsninger på Folkeuniversitetet om nanoteknologi, og så tog han ofte til Italien om sommeren. Hvis der var noget i ens hus, som var gået i stykker, kunne man altid rådføre sig hos din oldefar. Han var en utrolig spændende, alvidende, kærlig og omsorgsfuld mand.

Han spurgte altid til dig, babyen i maven og Sif. Han fulgte med på din hjemmeside og ville gøre alt for, at jeg fik det bedre. Han var aldrig til besvær, men nød bare når børn, børnebørn og oldebørn kom og besøgte ham. 

Din oldefar var en super dejlig mand, som jeg vil komme til at savne helt vildt. Jeg håber og tror på, at din oldefar og oldemor er sammen igen, og at du har mødt min mormor og morfar, som jeg ikke husker. Jeg ønsker og beder for, at I alle har det godt, og at alle jer oldeforældre passer på min lille Silje-pige.               

Mandag d. 5/2-07
Efter din oldefars død, røg jeg følelsesmæssigt langt ned. Mit overskud forsvandt, og jeg har været meget tyndhudet. Jeg har grædt utrolig meget, og jeg vil helst bare være alene.

Jeg har ikke lyst til at tage på arbejde. Jeg føler ikke, at jeg er i stand til at undervise. Jeg er ikke glad, og jeg synes, det er helt uoverskueligt at tage mig af andre, når jeg ikke kan tage mig af mig selv. Jeg er så utrolig ked af det, at det gør helt ondt.

Om mandagen tog jeg alligevel på arbejde, selv om jeg burde have meldt mig syg. Jeg følte ikke, at jeg kunne tillade mig at blive hjemme, nu hvor jeg heller ikke havde været der ugen forinden. 

I bilen på vej til arbejde græd jeg. Da jeg kom ind på lærerværelset, græd jeg, og da timen begyndte, følte jeg mig så tom og brugt for energi, at jeg i stedet for burde være taget hjem. Jeg havde en idrætstime, som jeg slet ikke kunne magte. Jeg følte, at jeg skældte ud, fra jeg kom til jeg gik, og i det hele taget var det ikke en god oplevelse.

Jeg synes, det er træls at have det, som jeg har det for tiden. Jeg føler ikke, at jeg er i stand til at arbejde efter vinterferien, hvis jeg har det på samme måde, som nu. Jeg føler, at der ligger et pres på mine skuldre, som jeg ikke helt kan klare. Det er et pres, som jeg desværre selv er skyld i. Jeg vil nemlig gerne gøre alt så godt og rigtigt som muligt. Så derfor kan jeg godt blive sur på mig selv,  når jeg tager på arbejde, uden at jeg har det godt. På den anden side så får jeg også dårlig samvittighed over for min klasse og kollegaer, når jeg melder mig syg. Så hvad skal jeg gøre?? Den dårlige samvittighed kan ødelægge ligeså meget for mig som alt andet. Derfor er mit eget svar ikke, at jeg bare må melde mig syg de dage, hvor jeg har brug for det. Jeg må se tiden an, og hvis der bliver for mange sygedage, så må jeg finde ud af med mig selv, hvad jeg så skal gøre.  

Jeg er lidt bekymret over min egen formåen. At jeg ikke kan tage på arbejde, fordi jeg er træt, uoplagt, ked af det osv. Hvad gør jeg den dag, hvor jeg har to-tre levende børn og et fuldtidsarbejde?? Der kan jeg da ikke blive hjemme, fordi jeg ikke lige magter hverdagen. Jeg håber virkelig, at jeg med nogle sunde, raske børn får lidt mere overskud. I hvert fald en anden form for overskud, for jeg ved godt, at det kræver at have børn. Men med nogle super lækre børn regner jeg med, at energifordelingen vil blive mere ligeligt fordelt. Jeg forestiller mig, at jeg som mor vil være ligesom et genopladeligt batteri. At jeg vil bruge en stor mængde kærlighed og energi på mine børn, men at jeg ligesom batteriet vil blive ladet op igen via mine børns væren, glæde, udvikling, kærlighed osv. 

På nuværende tidspunkt føler jeg, at jeg bruger en masse energi på ingenting. Jeg føler ikke, at mit batteri bliver ladet op, efter det er afladt, og derfor bliver mit overskud mindre og mindre. Jeg håber og tror dog på, at det må ændre sig, når din lillesøster/lillebror kommer.

Onsdag d. 7/2-07
Da jeg vågnede om morgenen var min mave meget hård og spændt. Det var ikke en rar følelse, men jeg tog alligevel på arbejde. Timerne gik bedre end forventet, så det var en sejr i sig selv. Jeg tror ikke, at mine elever kan mærke forskel på, om jeg har det godt eller dårligt, men det er min egen følelse inden i, som jeg ikke bryder mig om. Da jeg kom hjem, lagde jeg mig på sofaen, og der blev jeg liggende det meste af dagen. Jeg var træt, ked af det, og så savnede jeg dig og din oldefar utrolig meget. 

Torsdag d. 8/2-07
Dagen for din oldefars bisættelse. Min mave var ligesom dagen før, meget stor og spændt. Jeg var lidt bekymret og havde derfor ikke lyst til at blive alt for følelsesladet. Jeg prøvede i løbet af dagen og i kirken at lukke fuldstændig af for alle følelser, da jeg kunne mærke, at min mave blev mere stresset og påvirket, når jeg græd. 

Jeg synes selv, at jeg klarede bisættelsen godt, men det var hårdt at lukke ned for alle følelser. Jeg gjorde det dog alligevel, af hensyn til den lille i maven.

Efter bisættelsen var der frokost på en restaurant. Alle var inviteret, og desværre kom der også en pige med sin lille baby. Jeg kendte hende ikke, men hun må have boet på samme vej som din oldefar. Jeg blev så frygtelig sur på hende, at jeg kunne have råbt og skreget ad hende. Men hun vidste jo ikke, at jeg havde mistet dig for under ni måneder siden, så selvfølgelig troppede hun op.  

Jeg følte virkelig et kæmpe had til hende, og jeg var så ked af, at jeg ikke kunne få lov til at være med til denne frokost, uden at en baby skulle ødelægge dagen for mig. Jeg var så arrig, at jeg rejste mig, inden frokosten gik i gang, og marcherede ud af døren, fuldstændig grædefærdig. 

Da jeg kom hjem, lå jeg på sofaen resten af dagen. Jeg græd, til jeg ikke havde flere tårer. Jeg savnede dig og din oldefar så uendelig meget. Jeg følte virkelig, at jeg aldrig kunne blive glad igen. Jeg var så tom, og jeg følte mig igen så ufattelig alene.

Øv, hvor er det dog utrolig hårdt at miste dem, man elsker. Din oldefars død gjorde, at jeg igen fik så mange følelser op til overfladen. Jeg blev bombet tilbage til tiden efter din død. Åh Silje, hvor skal jeg dog udsættes for mange ting, som får mig til at tænke på dig. Store, men også små bitte ting, som andre ikke tænker på. At en pige med sin baby kom til frokosten efter bisættelsen, tror jeg ikke, at andre end jeg kunne se som et problem. Sådan bruger jeg mange kræfter på ting, som andre ikke ænser. 

Fredag d. 9/2-07
Jeg var på arbejde, og jeg synes, at undervisningen forløb, som den plejer. Jeg synes, det var dejligt at være på arbejde og dermed tænke på noget andet end dig og oldefar. Jeg tror, at det er meget godt for mig at have noget andet at tage mig til end kun at være i sorgen. Jeg har derfor allerede besluttet mig for at starte på arbejde igen efter vinterferien.

Jeg har også fået lavet et skema, så jeg ikke på noget tidspunkt i dette skoleår skal have flere timer i andre klasser end min 3. klasse. I stedet for skal jeg have timer oppe på skolens bibliotek efter vinterferien. Det bliver godt, og det er jeg meget tilfreds med.  

Lørdag d. 10/2-07
Endelig en god dag. Min mave er igen normal og overskuddet på vej tilbage. Far og jeg har besluttet at lave badeværelse i påskeferien, så vi var ude at se på en masse ting. Vi grinede, pjattede og hyggede os rigtig meget.

Mandag d. 12/2-07
Så blev det endelig vinterferie. Far er på arbejde, og jeg skal bare hygge mig hele dagen med at skrive dagbog osv. I aften skal jeg i sorggruppe, hvilket jeg glæder mig til.  

På onsdag skal jeg til den første store hjertescanning inde på Rigshospitalet, hvilket jeg er lidt spændt og nervøs for. Jeg er ikke bange for, at der er noget galt med barnet, men jeg tror, at det bliver sindssyg hårdt at være på Riget igen. Der er så ufattelig mange spørgelser, som jeg godt kunne have været foruden. 

Jeg vil prøve at lade være med at tænke for meget på det allerede nu. Jeg har en god dag, hvor jeg vil nyde at have dig tæt på mig, hvilket jeg altid har, når jeg skriver dagbog. 

Jeg vil også gøre noget for den lille ny, så derfor vil jeg lave et målebånd med de uger, der er tilbage af graviditeten. Jeg vil så hver søndag lave et stort kryds over den forløbne uge, så jeg på den måde kommer til at tro og glæde mig lidt mere over denne graviditet. 

Jeg synes selv, at jeg prøver at gøre meget for det nye barn. Jeg glæder mig derfor også inderligt til at få at vide, hvilket køn det er. I går pendulerede jeg med et hår og min guldring over mit håndled. Hvis ringen viser rigtigt, så skal vi have en dreng, en lille Elias.

Tirsdag d. 13/2-07
Så blev det din 9 månedersdag. Tænk at du på nuværende tidspunkt har været død, ligeså længe som jeg har haft dig hos mig, inde i maven. Det er slet ikke til at forstå, at der er gået så lang tid. Jeg savner dig frygtelig meget og har stadig mange dårlige dage.  

I nat vågnede jeg, da klokken var 04.55. Jeg kom med det samme til at tænke på dig, fordi jeg på dette tidspunkt for præcis 9 måneder siden, lige havde fået dig op til mig. Du var varm og dejlig, og jeg var blevet mor for første gang.  

Jeg synes, det er en mærkelig dag i dag. Jeg græder ikke, men er tom inden i. Jeg tænker på dig, og det er især fødslen, der løber gennem mit hoved hele tiden. Det er gode stunder, jeg tænker på, og jeg sidder derfor og smiler for mig selv. Vi havde det godt sammen, du og jeg, og vi forstod virkelig at nyde hinanden i de dage, vi var sammen.

Onsdag d. 14/2-07
Så blev det dagen for den første hjertescanning inde på Rigshospitalet. Jeg havde virkelig forberedt mig på denne scanning, og da jeg vågnede om morgenen, sagde jeg til far, at jeg var ret sikker på, at jeg ikke ville græde derinde. Jeg kunne mærke, at jeg havde fået lukket af for alle følelser, og at de på intet tidspunkt ville komme til at overvælde mig.  

Da vi kom ind på Rigshospitalet, blev vi taget imod af den læge, der var der den nat, du døde. I stedet for at sige ?hej?, sagde han ?hej igen?, hvilket jeg syntes var lidt mærkeligt at sige. Men jeg fik hurtigt vendt hans sætning til noget positivt, nemlig at han godt kunne huske os. 

Han var vældig flink, grundig og god til at fortælle, hvordan han syntes, at hjertet så ud. Han var meget tilfreds med resultatet og kunne med næsten sikkerhed fortælle os, at den lille ny ikke har Ebstein. Puha, det var dejligt at høre. 

På et tidspunkt, mens lægen scannede mig, kom der to ordentlige puf fra den lille. Han sagde: ?Hvad var det?? og jeg sagde at ?det var da barnet?, hvorefter han sagde: ?Ja, hvis ikke du kan lave sådanne bevægelser, så må det da have været barnet?. Jeg kunne mærke, hvordan glæden spredte sig rundt i min krop. Tænk engang, jeg er kun i uge 14, og nu er jeg ikke den eneste, der har mærket liv fra den lille. 

Når jeg læser i forskellige graviditetsbøger, står der, at moderen først vil kunne mærke liv fra ca. uge 16-20. Jeg er sikker på, at jeg har kunnet mærke liv fra ca. uge 12-13. Jeg har dog ikke fortalt det til så mange, da det skulle være helt utroligt, hvis jeg virkelig mærkede rigtigt. Nu er jeg ikke i tvivl mere, jeg har en meget aktiv lille fodboldspiller i maven, og de to puf, vi mærkede, fortalte lægen, var med hovedet. Så kønnet er også bestemt nu, tror jeg!!! Vi skal have en dreng, og han øver hovedstød. :-)

Resten af dagen havde jeg en god dag, så det var dejligt, at jeg ikke skulle ryge så langt ned, som jeg gjorde til nakkefoldscanningen. 

Fredag  d. 16/2 ? Søndag d. 18/2-07
Vi var i Holstebro og besøge din farmor og farfar. Det var en rigtig dejlig weekend, hvor vi spiste, sov, gik ture med Sif, hyggede og slappede fuldstændig af. Det var tre super gode dage for far og mig. Jeg blev fyldt op med energi, og jeg var helt udhvilet, da vi tog hjem.

I weekenden fik jeg snakket meget med din farmor om dig, hvilket var rigtig rart. Du har fået din helt egen kommodeplads hjemme hos farmor og farfar. På kommoden står der to billeder af dig, en lille lysestage, som der bliver tændt lys i hver aften, og så ligger der nogle tørrede egetræsblade, som er taget med hjem fra Lunden i Kildebrønde.

Onsdag d. 21/2-07
Jeg var til jordemoder for første gang i denne graviditet. Jeg har valgt den samme jordemoder, som med dig, men det var nu lidt hårdt at være samme sted igen. 

Vi snakkede meget om, hvordan jeg har det, og så fik vi også aftalt, at jeg på et tidspunkt skal op på fødeafdelingen og se den igen, inden næste fødsel.    

Jeg fik også forskellige pjecer, og i den ene var der en graf over, hvor meget man i gennemsnit tager på i en graviditet. Med min højde (1,83 cm) og min vægt (70,0 kg) inden jeg blev gravid, skal jeg tage 10-15 kg på. I uge 15, hvilket jeg er i nu, viste grafen, at jeg skulle have taget lidt over to kg på. Det har jeg også, idet min vægt på nuværende tidspunkt er 72,1 kg. Så hvis jeg følger skemaet de 40 uger, så vil jeg tage 12 kg på i alt, hvilket ville være skønt. Jeg må tilstå, at jeg nok går rimelig meget op i ikke at tage for mange kg på.

Min mave er dog meget større, end da jeg var gravid med dig. Selv synes jeg, at jeg ligner én, der er meget længere henne, end jeg egentlig er.

Torsdag d. 22/2-07
Snekaos i Danmark og alle skoler i Ballerup er lukket. Jeg fik rigtig gjort rent og senere slappet af. 

Jeg kan blive frygtelig forpustet, når jeg er ude at gå med Sif, eller når jeg bare går derhjemme. Det irriterer mig, og jeg kan ikke forstå, at jeg er i så dårlig form. Da jeg var til jordemoder, sagde hun dog til mig, at man godt kan blive forpustet, når man er gravid, da blodmængden i kroppen øges.

Jeg synes, at jeg er inde i en periode, hvor jeg har rimelig gode dage. Jeg kan dog stadigvæk godt have timer på en dag, som jeg ikke kan overskue. Ofte er det sådan, at det kun er nogle tidspunkter på en dag, som pludselig bliver for meget. F.eks. kan jeg godt have haft en god morgen/formiddag og så pludselig om eftermiddagen gå helt i stå. 

Det er et meget normalt mønster for mig i løbet af en uge. Ca. to-tre gange om ugen må far tage sig af aftensmaden, oprydningen, indkøb osv., fordi jeg ikke magter det. Det er selvfølgelig helt i orden for far, men jeg bliver ked af, at jeg ikke kan tage mig af de ting, nu hvor jeg arbejder så lidt, som jeg gør. Jeg føler mig sku? lidt som en falliterklæring.

Far er helt sikkert mit store batteri, som kommer til undsætning, når jeg går i stå.   

Fredag d. 23/2-07
Tidlig hjertescanning og gennemscanning (uge 15+4) på RoskildeSygehus..

Jeg er ikke nervøs inden scanningen og tror også, at det bliver okay at komme på Roskilde Sygehus igen. Jeg ønsker simpelthen så højt, at det vil være muligt at se kønnet på barnet. Åh, hvor vil det være godt for mig at kunne sætte navn på den lille. At kunne glæde sig til, at det er en lille ny, vi skal have, og at du får den status, du skal have, nemlig storesøster.

Da vi ankom til Roskilde Sygehus, fik vi at vide, at der var 45 minutters forsinkelse, så vi gik derfor ned i cafeteriet, hvor jeg langsomt begyndte at blive mere og mere nervøs.

Da det endelig blev vores tur, bad jeg som det første om at se hjertet, at få det scannet og se det slå. Det gjorde det, og hvor var det dejligt. Jeg begyndte at græde, da jeg så, at der var liv, og at den lille havde det godt.

Alt blev scannet igennem, og alt var i den fineste orden. 

Vi spurgte til kønnet på barnet, og lægen mente, at det vil blive en pige. Hun kunne ikke sige det med sikkerhed, så hvis det bliver en dreng, så ville hun ikke hænges op på det.

Men hvor er det fantastisk, hvis det bliver en pige, en lille Lykke-tøs. Jeg kan næsten ikke vente til august, og jeg glæder mig helt vildt til at blive mor igen. 

Det er så dejligt at kunne ae og snakke til min mave og kunne kalde vores lille pige ved hendes navn. Det giver bestemt lidt glæde at vide kønnet på barnet, og jeg synes langsomt, at jeg tør knytte mig mere og mere til min lille Lykke-pige.

Mandag d. 26/2-07
Jeg skulle i sorggruppe, hvilket jeg havde det godt med. Inden jeg tog af sted, tænkte jeg over, hvad jeg gerne ville snakke om i forhold til mig selv og mit tab. Jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg havde lyst og brug for at snakke om, så jeg tænkte, at jeg bestemt måtte have det bedre, nu hvor der ikke var noget specielt, som fyldte i mit hoved. 

Da vi skulle tegne følelsesstegninger, som vi altid starter med i sorggruppen, vidste jeg heller ikke, hvilke farver jeg skulle bruge. Jeg brugte derfor nogle farver, som ligeså godt kunne have været nogen andre, end dem jeg brugte.

Jeg var den sidste, der blev spurgt ind til den aften, så jeg havde rigtig fået et indtryk af, hvad der fyldte hos de andre i sorggruppen. Noget af det, som blev gentaget flere gange, og som jeg bed mærke i, var, at de andre følte sig ensomme. Ensomme alene og i selskab med andre.

Pludselig gik det op for mig, mens jeg sad og hørte de andre snakke, hvor ensom jeg selv føler mig. Jeg blev faktisk så påvirket, at jeg inden det blev min tur vidste, at jeg ville begynde at græde, når emnet kom til at handle om ensomhed.

Jeg fortalte, hvad der gik mig på, og hvad der gør mig ked af det. Til sidst fik jeg lektie for til næste gang, hvor jeg skal skrive om ensomheden. Det vil jeg derfor gøre, da jeg kan mærke, at det pludselig er kommet op til overfladen igen og gør mig noget så trist.  

Hvornår føler jeg mig ensom??

I lørdags skulle jeg have været til en fest med de unge kollegaer fra min skole. Jeg havde meldt fra, da jeg vidste, at jeg humørmæssigt ikke kunne leve op til mine egne forventninger om, hvordan jeg gerne vil være i et fest-selskab. Jeg vil gerne kunne være 100 % på, og da jeg ikke kan det på nuværende tidspunkt, så vil jeg hellere blive væk fra sociale arrangementer. 

Efterfølgende hører jeg, at det har været en super aften, og jeg bliver ked af, at jeg ikke har været en del af den. 

Det er hårdt at føle sig så anderledes og splittet. For på den ene side vil jeg for alt i verden gerne  være med til alt det, jeg var før, men på den anden side så har jeg ikke overskuddet og lysten til at deltage. Jeg er bange for at være til en fest eller andet, hvor jeg vil føle mig ensom og ved siden af.  Jeg har ikke lyst til at mærke den forskel der er på mig og andre, så derfor er det nemmere at blive væk. Jeg er også bange for, at jeg efter en fest vil ryge så langt ned i et hul, at jeg ikke kan komme op igen, så derfor er det for mig grund nok til at melde afbud til festlige arrangementer. 

Problemet er bare, at jeg for første gang mærker et stort tomrum over, at jeg ikke har været med til en af de mange fødselsdage og fester, jeg er blevet inviteret til. Festen i lørdags skulle jeg have været med til at sætte fut i, og jeg skulle have været en del af festlighederne. Jeg skulle have været med til - om mandagen på arbejde - at grine og snakke om lørdagens strabadser, men i stedet for kunne jeg bare sidde og høre på og spørge til, hvordan det havde været.       

Jeg er enormt ked af, at mit liv er blevet sådan, at jeg slet ikke har lyst til at være social. Førhen havde jeg gang i så mange ting og aftaler, hvilket jeg slet ikke magter mere. Det er hårdt pludselig at ændre sig så meget. Noget som jeg ikke selv er skyld i, men som jeg med tiden har lært/forstået, er en normal reaktion, når man er i sorg.    

Jeg har nok svært ved at forstå/acceptere, at det skal være så hårdt at være i sorg. At det skal tage så lang tid, før jeg føler mig normal igen, har jeg det rigtig træls med. Til tider tror jeg, at jeg undervurderer det at være i sorg. Hvor meget kan det påvirke ens hverdag?? Til det må jeg nok sige, at det kan påvirke frygtelig meget. Meget mere end jeg egentlig giver lov til, og jeg tror også, at det er derfor, at jeg nogen gange ikke kan overskue hverdagen, fordi jeg planlægger alt for meget. Jeg vil ikke indrømme, at jeg ikke kan klare halvt så meget, som jeg kunne, før jeg mistede dig.

I søndags var jeg sammen med APA-pigerne. To af dem var blevet sygemeldt fra arbejde, og de fortalte begge, at de lige som jeg havde svært ved at overskue hverdagen, da de arbejdede. Efter de er blevet sygemeldt, går det meget bedre. 

Jeg må ærlig indrømme, at min tanke er, om en sygemelding er det rigtige for mig. Jeg ved det ikke, men nu må jeg se tiden an. Jeg er glad for at gå på arbejde, men når jeg kommer hjem, går jeg ofte i stå. Jeg ser som sagt heller ikke mange veninder, da jeg ikke har overskud til det. Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er vigtigst. Er det at klare mit arbejde eller at få tingene til at fungere udenfor arbejdet? 

        Til top