Siljes Hjerte
Marts 2007
Tirsdag d. 6/3-07
Siden weekenden har jeg været i en mærkelig tilstand. Jeg er ked af det, men kan ikke sætte ord på, hvad der går mig på. Jeg føler mig stresset og bliver også ved med at spekulere over, hvad jeg skal nå. Jeg skal ikke noget særligt, men inde i mit hoved kan jeg ikke få ro. Jeg prøver hele tiden at finde på et eller andet at foretage mig, for på den måde at få tiden til at gå lidt hurtigere. Jeg synes, at tiden indtil august er en lang venten, og jeg kan næsten ikke holde ud, at jeg skal gå og være nervøs for, at denne graviditet også skal gå galt.
Derfor prøver jeg at foretage mig så meget som muligt for at flygte fra det, der gør ondt. Men samtidig har jeg ikke ret meget overskud, og tingene går for hurtigt til, at jeg for tiden kan følge med. Jeg vil gerne have styr på alt og kan ikke slappe af, før jeg har det. Far og jeg har to store projekter, vi skal have lavet herhjemme. Vi skal have lagt træterrasse og have lavet nyt badeværelse. Jeg synes, det er fedt, at vi skal have lavet begge dele indenfor en kort periode, men det er nok for meget for mig på nuværende tidspunkt.
Jeg har altid været en person, som gerne vil have styr på alt, så det er ikke noget nyt i mit liv, at jeg kan blive stresset over forskellige ting. Jeg synes bare, at jeg på nuværende tidspunkt er meget sårbar og nemt bliver ked af det, når jeg ikke kan klare presset. Jeg er enormt afhængig af far for tiden, og savner ham hele tiden, når han er på arbejde. Jeg vil helst have, at vi er sammen, og jeg føler mig forladt, når han tager af sted om morgenen. Jeg ringer til ham flere gange i løbet af en dag for at spørge om, hvornår han kommer hjem til mig.
Når han kommer hjem, er jeg ofte sur på ham, hvilket jeg slet ikke kan tillade mig at være. Han gør alt for mig og prøver virkelig at støtte og trøste mig så meget, han kan. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er irriteret på ham, men jeg tror, at jeg har fået øjnene op for, at jeg virkelig har ændret mig. Jeg tror, at jeg er jaloux på far over, at hans liv kan fungere, og at han kan leve videre uden de store sår.
Jeg er i en tilstand, hvor jeg har helt vildt brug for far, men samtidig er jeg også lidt sur på ham, fordi han har sit "normale" liv.
Onsdag d. 7/3-07
Jeg har været spændt og bange i dag, fordi jeg skulle til endnu en hjertescanning på Rigshospitalet. Alt så fint ud, så det var dejligt. Efterfølgende har jeg været fuldstændig tappet for energi, så en lang lur er det blevet til her i eftermiddags.
Jeg er bange for at komme ind til en scanning og få at vide, at der ikke mere er liv. Jeg er ? uden grund - begyndt at tænke mere på, at den lille sikkert vil dø inde i maven på mig. Det er tanker, som nogen gange dukker op, men som jeg for det meste godt kan holde nede.
Jeg synes, at jeg er meget psykisk træt for tiden. Jeg bruger mange kræfter på at finde ud af, hvordan jeg har det, men har utrolig svært ved at finde ud af det. Min psykolog har bedt mig om at skrive dagbog hver dag, i en periode, så jeg kan finde mig selv igen. Det jeg skriver, skal være til mig selv, og jeg skal ikke bruge energi på at formulere, så andre kan læse, hvad jeg skriver. Derfor har jeg købt en lille bog, som jeg skriver i.
Tidligere i min sorgproces kunne jeg med ord nemt formulere, hvordan jeg havde det, men det kan jeg ikke for tiden. Det går mig på, at jeg er ked af det, og at jeg ikke kan sige, hvorfor jeg er det. Mange småting presser sig sikkert på, uden at jeg egentlig er klar over det. En ting, som jeg med sikkerhed ved påvirker mig, er Parkskolens 105 års fødselsdag. Der skal være stor fest for de ansatte med påhæng. Invitationen til festen hænger på lærerværelset, og jeg ser den hver gang, jeg går forbi. Jeg venter kun på, at nogle af mine kollegaer vil komme og spørge mig, om ikke far og jeg skal med til festen. Jeg ved, at jeg ikke har lyst til at tage med, men alligevel lægger den et pres på mig. Hvad skal jeg sige, når nogen spørger mig? "Nej, jeg har ikke lyst!" Jeg er så skide bange for, at mine kollegaer vil tænke, at det vil være godt for mig at tage med, og at jeg må se at komme ud over min sociale angst.
Det irriterer mig, at jeg tænker så meget over, hvad andre synes om mig. Men det er nok en bekymring, jeg altid har haft. Jeg vil så gerne have, at alle kan lide mig, og jeg vil helst ikke træde nogen over tæerne.
Jeg glæder mig til at skulle på arbejde i morgen, så jeg kan komme ud af det her tankehelvede.
Torsdag d. 8/3-07
Jeg har været træt i dag, men skoledagen gik fint.
Da jeg kom hjem, gik luften af ballonen. Jeg var træt og kunne ikke overskue alt det, der skal laves herhjemme. Det er for det meste mig, som altid gør rent, køber ind, laver mad, går med hunden osv. Det gør jeg, fordi far arbejder længe hver dag. Dvs. at jeg står med "ansvaret" herhjemme, og det er bare for meget for tiden. Din mormor kom forbi, da hun hørte, at jeg var ved at knække sammen. Jeg skulle til frisør, og imens klarede din mormor rengøringen hjemme hos os. Da jeg kom hjem, lavede vi en aftale om, at din mormor hver fredag i en periode skal komme hjem og hjælpe mig med husholdningen.
Jeg har bestemt, at jeg i min lille bog vil skrive alt det ned, jeg når i løbet af en dag. Jeg har brug for at fokusere på alt det, jeg kan og får lavet, i stedet for altid at slå mig selv oven i hovedet med alt det jeg ikke kan og ikke når.
Nu bliver det mere synligt for mig, at jeg rent faktisk får lavet noget i løbet af en dag. Bare det at jeg går på arbejde, burde jeg nok være lidt mere stolt af. Jeg hører i hvert fald om mange piger, som ikke har det overskud og lyst til at gå på arbejde. Så jeg har nok mere energi, end jeg selv går og tror.
Søndag d. 11/3-07
Jeg har haft en god weekend, hvor far og jeg har hygget os.
Jeg føler mig stadig ensom, men det gør mig ikke ked af det for tiden. Jeg har forstået, at følelsen af at føle mig ensom vil komme op til overfladen hos mig engang i mellem. På nuværende tidspunkt har jeg fået bearbejdet det, som gik mig på, og jeg har fået lagt alle mine negative tanker på "hylden" igen.
Mandag d. 12/3-07
Da jeg vågnede, tænkte jeg på, hvilken dejlig weekend far og jeg havde haft. Jeg blev lidt trist over, at vi begge skulle på arbejde og dermed ikke være sammen.
Fars morfar, altså din oldefar, er blevet syg. Far vil derfor efter arbejde i dag tage til Holstebro og besøge din oldefar. Det er meningen, at far vil sove hos din farmor og farfar i nat, og først komme hjem i morgen aften. Jeg kan desværre ikke tage med, da jeg har skole-hjemsamtaler i morgen i min 3. klasse.
Følelserne begyndte pludselig at vælde frem i mig, og jeg kunne ikke styre noget som helst. Jeg tudbrølede, da far var taget på arbejde, og jeg savnede ham så uendelig meget, at jeg ikke kunne overskue, at skulle sove en nat uden ham.
Jeg var ude at gå morgentur med Sif i den skønneste morgensol. I stedet for at nyde den, kom jeg til at tænke på dig og blev endnu mere ked af det. Jeg savnede dig pludselig så frygtelig meget og havde sådan brug for dig, hos mig. Jeg kom til at tænke på marts måned sidste år. Der skulle jeg til at på barsel og glædede mig til at blive mor. Jeg havde det godt dengang og fik derfor ordnet en masse ting, mens jeg hyggede mig. Jeg var glad og tilfreds med, hvordan mit liv var.
Et år efter føler jeg mig tom, ked af det og synes, at livet er dybt uretfærdigt.
På min gåtur med Sif fik jeg rigtig set på alle buske og træer. Skuddene er begyndt at spire, og det varer ikke længe, før de første blomster springer ud. Dette gjorde, at jeg igen kom til at tænke på dig, og tårerne begyndte at løbe ned af mine kinder. Da du blev født, var der smukt over alt. Ude på vores vej stod kirsebærtræet og svajede med de flotteste blomster. Hvor bliver det dog svært, når det til maj vil blomstre igen, og du ikke er her.
Om ca. to uger ville du være blevet så stor, at jeg skulle være startet på arbejde igen, og far i stedet for skulle gå hjemme sammen med dig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville have været, at far skulle have orlov, og jeg på arbejde. Jeg ville nok være lidt misundelig på jer, når jeg skulle af sted om morgenen, og derfor ville skynde mig hjem fra arbejde for at være sammen med min lille familie.
Nu er virkeligheden desværre sådan, at hverken far eller jeg er på orlov, og at vi begge arbejder.
Da jeg kom ud på skolen i dag, var jeg så ked af det, at jeg ikke kunne undervise. Den lærer, jeg er sammen med i idræt sagde, at han nok skulle klare min klasse, og at jeg bare skulle blive på lærerværelset. Det gjorde jeg, og sammen med mig blev to mandlige kolleger, som hver sad med deres hånd på mine skuldre og trøstede mig. Det var rigtig dejligt at få grædt og snakket om alle de frustrationer, jeg havde netop denne dag.
Senere fik jeg aftalt med dansklæreren i 3. klasse, at jeg ikke behøvede at være med til skole-hjemsamtalerne dagen efter. Det fik den betydning, at jeg pludselig havde mulighed for at tage med far til Holstebro. Så det gjorde jeg, og i løbet af eftermiddagen fik jeg det psykisk meget bedre.
Jeg var lige forbi kirkegården og tænde et lys for dig, inden vi tog til Holstebro. Det er jo din 10-måneders dag i morgen.
Tirsdag d. 13/3-07
Far og jeg er i Holstebro og jeg har det rigtig godt. Det er 10 måneder siden, du blev født, så jeg tænker selvfølgelig på dig.
Senere på dagen besøgte vi din oldefar, som nød, at vi kom på besøg. Det var hyggeligt at snakke med ham, men det er tydeligt, at han er træt og svag.
Fredag d. 16/3-07
Jeg har fået lavet en masse ting, og mit humør har været fint hele dagen. Men her til aften bliver det hele pludselig for meget. Jeg sidder og græder, men ved ikke hvorfor.
Er grunden til, at jeg græder, at Mette, som mistede Elias d.25 april 2006, ikke er blevet gravid? Jeg ved i hvert fald, hvordan hun har det, når menstruationen kommer, og hun med sikkerhed ved, at hun ikke er gravid. Det er simpelthen så hårdt, og jeg føler så meget med Mette, at jeg selv bliver enormt påvirket af hendes situation.
Rundt om mig er mange af mine andre veninder blevet gravide, uden problemer, og jeg synes sku, det er lidt uretfærdigt. Jeg kan mærke, at jeg ikke kan være rigtig glad på deres vegne, og jeg er selvfølgelig bange for, at jeg igen skal miste mit barn, mens de nok skal opleve lykken ved at blive mor til et levende barn.
Lørdag d. 17/3-07
Din mormor og morfar blev "inviteret" til arbejdsdag. Far og morfar lagde terrasse, mens mormor og jeg gjorde hovedrent. Hold op? din mormor arbejder som en tornado, så huset skinner som aldrig før. Jeg havde glædet mig til denne dag, for der skulle vi alle være sammen, selvom vi selvfølgelig skulle arbejde.
På et tidspunkt sagde far, at det bor, de brugte til brædderne, var blevet sløvt. Det gjorde, at min lille verden brød sammen, fordi butikkerne på det tidspunkt havde lukket, og jeg tænkte straks, at så kunne de ikke lave mere terrasse den weekend. Det er så træls, at jeg bliver ked af så lidt, men sådan er min verden desværre bare blevet, at selv små ting kan slå mig helt ud. Far er heldigvis blevet vant til det, så han trøstede mig bare. Din mormor og morfar kunne derimod ikke helt klare at se mig blive ked af så lidt, hvilket jeg også fik at vide.
Jeg synes, det er hårdt, at andre ikke forstår, hvordan jeg har det.
Jeg kan græde over ingenting, og jeg kan meget nemt føle mig presset og utilstrækkelig. Jeg hader at have det sådan, og jeg kan uden tvivl ikke klare de samme udfordringer, som før jeg mistede dig.
Hver gang jeg oplever lidt modgang, føler jeg en stor tomhed, og jeg kommer til at tænke på minutterne lige efter din død. Jeg husker, hvordan jeg stod magtesløs og ikke kunne gøre noget som helst for at beholde dig hos mig. Den magtesløshed kan jeg ikke klare at få tæt på mig igen, og det er åbenbart lige meget, hvilken magtesløshed det er. F. x. om det er et åndssvagt bor, som er blevet sløvt eller andet.
Vi arbejdede hele dagen, og om aftenen spiste vi lækker mad. Jeg blev dog aldrig rigtig glad igen, og jeg får lidt dårlig samvittighed over, at din mormor og morfar sætter en hel dag af for at hjælpe os, og så kan jeg ikke engang vise min taknemmelighed over, at de gider. Heldigvis kan man tillade sig meget over for sine forældre :-)
Onsdag d. 21/3-07
Misdannelsesscanning på Roskilde hospital i graviditetsuge 19+2. Det var dejligt at se lille-trolden ligge og hygge sig, og vi fik hende, der scannede mig, til at nævne alle lemmer og organer, så vi hørte, at det hele blev tjekket og godkendt. Vi spurgte igen til kønnet, og denne gang skulle der ikke være nogen tvivl. Det er en lille Lykke-pige, vi skal have.
Jeg synes selvfølgelig, at det er helt fantastisk at se Lykke have det godt inde i min mave, men det gør mig også mere sårbar. Det bliver tydeligt for mig, at jeg igen er gravid og er nødt til at forholde mig til det. Jeg går meget ind i mig selv efter en scanning og har nok i mig selv og min graviditet.
Torsdag d. 22/3-07
Efter scanningen i går, havde jeg ikke den store lyst til at tage på arbejde i dag, men jeg gjorde det dog alligevel. Vi har fordybelsesuge på Parkskolen i denne uge, hvilket betyder, at jeg arbejder mange flere timer, end jeg er vant til. Jeg kan godt mærke, at jeg er ved at være brugt og egentlig ikke har kræfter til de skole-hjem samtaler, jeg skal have i aften i min 3. klasse. Jeg snakkede derfor med min leder om, at jeg godt kunne finde på at ringe og melde mig syg dagen efter, hvis det hele var for uoverskueligt. Han sagde til mig, at vi lige så godt kunne passe på mig, og derfor gav han mig fri, selvom jeg ikke selv havde bedt om det. Hvilken skøn leder jeg har! Dette bestemte jeg mig for at fortælle ham, inden jeg tog hjem. Da jeg stod foran ham og ville sige tak, fordi han er så god en leder, begyndte jeg at græde. Jeg ved sku ikke helt, hvad der skete, men han tog fat om mig og gav mig et stort knus. Jeg tror, han forstod, at det var en kompliment, jeg gav ham :-)
Skole-hjem samtalerne om aftenen gik godt, så nu har jeg også bevist over for mig selv, at det kan jeg også godt klare.
Søndag d. 25/3-07
Jeg har haft en god weekend, hvor vi arbejdet på højtryk både med træterrassen og badeværelset. Det er sku dejligt at lave noget fysisk arbejde, så jeg er for træt til at tænke. Jeg kan godt lide at gå og lave noget på huset, for det får mig til at slappe af.
Tirsdag d. 27/3-07
Jeg var til psykolog i dag, men inden jeg tog af sted tænkte jeg, at jeg egentlig ikke havde behov for det. Jeg har det godt og nyder virkelig at have afspadsering i denne uge og derefter påskeferie. Jeg slapper af og er helt rolig inden i.
Forleden dag snakkede jeg med nogen af naboerne på vores vej. Jeg fortalte, at jeg var gravid, hvilket de blev utrolig glade for at høre. Manden sagde til mig, at de jo havde været bange for at spørge ind til, hvordan jeg havde det. Til det sagde jeg, at det kunne jeg godt forstå, at de var bange for, da de ikke kender mig så godt. Efterfølgende sagde jeg til dem, at jeg dog ville blive utrolig glad, hvis de engang imellem alligevel spørger til, hvordan jeg har det.
Da vi havde stået og snakket lidt videre, nævnte manden igen, hvor glad han var for, at jeg var blevet gravid. Han var oprigtig glad på mine vegne, hvilket altid varmer. Han sagde dog også, at det var dejligt at se mig glad igen, hvilket jeg var nødt til at reagere på.
Jeg kan godt gå lidt i baglås, når folk kun går op i min nye graviditet. Jeg sagde derfor til ham, at jeg selvfølgelig var glad for at være gravid igen, men at jeg altså stadig havde mistet min første datter og derfor stadig var meget ked af det. Hvad er det, folk tror eller i hvert fald får udtrykt over for mig? At nu er det hele godt igen, for nu skal jeg nok få mit levende barn? Hvad hvis folk selv mister deres barn, vil de så bare glemme det døde barn og få et nyt? Sådan hænger det desværre ikke sammen. Jeg har mistet dig, og det vil jeg aldrig glemme eller komme mig over, men jeg vil med tiden lære at leve med min sorg.
Jeg kan selvfølgelig godt lide, når folk spørger til min graviditet og siger, at jeg er blevet tyk. Det varmer da, når folk spørger, og det ville da også være mærkeligt, hvis folk ikke gjorde. For mig fylder Silje bare mere i mit liv, end Lykke gør på nuværende tidspunkt. Derfor skal al opmærksomheden ikke kun gå til lillesøster Lykke, for så daler min interesse for at snakke om den nye graviditet.