Siljes Hjerte

Det var lige som om, at vores bryllupsdag var vendepunktet for mit savn af dig. Jeg begyndte at få det bedre og troede på, at jeg nok skulle klare mig igennem min sorg til dig. Jeg havde stadig brug for familie og venner omkring mig, så jeg ikke kom alt for meget i kontakt med mine følelser og tanker.

Jeg følte virkelig, at noget af det, der gjorde, at jeg fik det bedre, var, at jeg ikke havde så ondt af mig selv mere. Jeg havde mere ondt af dig, at du ikke skulle opleve os, dine forældre. At du ikke skulle have mere tid til at opleve verden, dine bedsteforældre, onkler, tanter, kusiner, oldefar og dejlige Sif :-)

Det var dejligt at have en god periode, for jeg følte også, at jeg snart ikke havde flere kræfter, så det var godt med noget fornyet energi.

Lørdag d. 1/7-06

Din mormor og morfar tog tre uger til Kenya. De ville egentlig have aflyst ferien, men det syntes far og jeg ikke, de skulle gøre. Jeg havde i tiden efter, at du var død, været meget hjemme hos mormor og morfar. Jeg troede derfor, at det ville blive frygtelig hårdt, at jeg ikke skulle se dem i så lang tid. Det var også hårdt, men det var okay.

Mormor og morfar havde givet os en del penge, da de ikke ville have, at jeg skulle sidde derhjemme og have det dårligt, mens far var på arbejde, og de var i Kenya. Derfor tog far og jeg selv på ferie ugen efter til Grækenland. Rettere sagt, en uge på Patmos og en uge til Samos.

I løbet af ugen havde jeg mange aftaler, og dermed fik jeg tiden til at gå.

Fredag d. 7/7-06

Far og jeg havde lige efter din bisættelse været ude for at finde den gravsten, vi syntes, du skulle have. Vi var enige om, at du skulle have et hjerte, da du jo var et hjertebarn. Vi var også enige om, at den skulle være i mørk granit, og at bogstaverne skulle være hvide. Så det endte med, at du fik et stort hjerte i paradis-granit med hvid inskription. På stenen kom der til at stå:

Silje
- lille skovtrold

Silje Foldager Have
13.05.2006 - 17.05.2006

Vi havde sagt til damen fra stenhuggeriet, at vi gerne ville være til stede, når stenen kom. Vi mødtes derfor, på Kildebrønde kirkegård, med ham, der kom med din gravsten. Jeg glædede mig rigtig meget til at se den og få sat en sten op, som viste, at her ligger du.

Stenen i sig selv var lige som vi ville have den, men selv inskriptionen, var vi ikke tilfredse med. Vi syntes, at teksten stod for kompakt, så det ville vi have lavet om. Det var der heller ingen problemer med, bortset fra at stenhuggeriet holdt sommerferie de næste tre uger. Derfor blev din sten sat pænt op, og efter ferien ville den blive hentet igen og lavet om.

Søndag d .9/7- søndag d. 23/7-06

Det var dagen, hvor far og jeg skulle på ferie. Jeg må indrømme, at jeg har været på ferier, som jeg glædede mig mere til end denne. Vi skulle tidligt op for at nå flyet, og da vi sad i taxaen på vej til lufthavnen, pegede far på et tidspunkt ud i horisonten, for at jeg skulle se den flotte solopgang. Der gik det pludselig op for mig, hvad klokken var. Den var nemlig lidt i fem, det tidspunkt, hvor du både blev født og døde i maj måned. Jeg blev så ked af det, at jeg begyndte at græde, og da vi nåede lufthavnen, havde taxachaufføren givet far en masse papir i hånden, så jeg kunne tørre øjnene. Far og jeg stod og holdt om hinanden, mens jeg fik grædt af og vi fortsatte ind i lufthavnen.

Da vi kom op i flyet, var den gal igen. Vi skulle sidde på forreste række ved siden af et par med en baby. Jeg blev igen total ulykkelig, så far måtte spørge, om vi kunne få nogen andre pladser, hvilket vi selvfølgelig godt kunne.

Da vi kom til Patmos, hvor vi skulle være den første uge, gik det for det meste fint. Jeg havde taget fyrfadslys med, så hver aften tændte vi et lys for dig. Det sværeste ved at være på ferie var, at jeg ikke lige kunne tage forbi dig, på Kildebrønde kirkegård, når jeg var ked af det. Det havde jeg ellers gjort rigtig meget, at tage op til dig, tænde et lys, se til dine blomster og snakke med dig.

Jeg havde faktisk lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne komme op til dig i to uger. Så derfor havde jeg fået Signe, mors veninde fra gymnasiet, som selv havde mistet sin egen datter tre måneder før du blev født, til at tage op og besøge dig. Det gjorde, at jeg kunne slappe lidt af, for så vidste jeg, at du fik besøg. Hun tændte lys for dig og gav dig blomster. Du blev rigtig forkælet.

Da vi nåede datoerne for din fødsel og død, bare to måneder forinden, havde jeg nogle dage, hvor jeg ikke havde så meget overskud. Især d. 16/7, altså dagen før din død i maj, var jeg meget ked af det. Jeg tror, at den 16. i hver måned vil blive den hårdeste dag for mig. Det var der, jeg så dig for sidste gang, liggende i din lille seng. Om aftenen sagde vi godnat til dig, før vi tog hjem og troede, at alt var i den fineste orden. Jeg husker det, som var det i går, hvordan du sød og dejlig lå og puttede dig.

Da vi nåede slutningen af ferien, savnede jeg mormor, morfar og Sif rigtig meget, så derfor glædede jeg mig til at komme hjem. Når det er sagt, så havde jeg faktisk nydt ferien rigtig meget - at komme væk fra alt og bare være sammen med far. Vi havde hygget os, og da vi kom hjem, skulle far på arbejde igen.

Mandag d. 24/7 - torsdag d. 27/7-06

Da vi kom hjem fra ferie, havde jeg nogle hårde dage. Mit savn af dig var kæmpe stort, og jeg følte mig utrolig tom og alene. Jeg havde intet overskud. Jeg følte virkelig, at jeg blev bombet helt tilbage, og at jeg ikke kunne klare mig igennem sorgen. Det kulminerede, da jeg modtog et brev fra Ishøj svømmehal om, at du og jeg var optaget og skulle starte til babysvømning d. 12 september. Dette brev gjorde, at min verden brød fuldstændig sammen. Jeg kunne jo godt huske, når jeg tænkte mig om, at jeg inden du blev født havde tilmeldt dig og mig til babysvømning, men havde fuldstændig glemt det, efter at du var død.

Derefter kom jeg ind i en periode, hvor jeg helst ville være alene. Jeg kunne godt mærke, at jeg var nødt til at få bearbejdet min sorg over dig, hvis jeg skulle videre. Jeg havde dog, inden vi tog på ferie, allerede lavet en masse aftaler, til når vi kom hjem. Nogen af dem holdt jeg, og andre aflyste jeg.

En af de aftaler jeg holdt, var frokost med din mormor, Signe og hendes mor. Vi havde for længst lavet denne aftale, da de to mormødre, havde brug for at tale om og høre, hvordan den anden tacklede dét, at deres barnebarn ikke levede mere. De fortalte begge to, hvor hårdt det var for dem, at se deres egne døtre være så kede af det og samtidig vide, at de intet kunne stille op for at lindre smerten for os. Det eneste, de kunne fortælle Signe og mig, var, at de ville gøre alt for os, hvilket vi jo allerede godt vidste i forvejen.

Jeg tror også, at en af de ting der gjorde, at jeg var røget så langt ned humørmæssigt, var, at vi fredagen efter, at vi var kommet hjem fra to ugers ferie, skulle af sted igen til Rumænien. Vi skulle til fars storebrors bryllup. Vi havde bestilt flybilletter, inden du blev født. Det betød, at vi jo faktisk havde en billet til dig også. På den stod ?not born yet?. Vi vidste jo ikke, om du var en dreng eller pige, så derfor kunne vi ikke sætte et navn på billetten, før du blev født. Det var ret hårdt at tænke på, at vi skulle af sted til Rumænien uden dig. Vi havde i lang tid, før du blev født, snakket om, hvordan det ville blive at rejse med en baby, og nu var du der bare ikke mere.

Fredag d. 28/7 ? onsdag d. 2/8-06

Dagen kom hvor vi skulle til Rumænien. Endnu engang fik jeg en krise oppe i flyet, men denne gang var det ikke, fordi vi sad ved siden af et par med en baby, men fordi vi i stedet for at sidde på første række med dig, havde fået pladser på række 8. Jeg blev derfor igen overvældet af sorg over ikke at have dig i nærheden af mig.

Dagene i Rumænien gik til dels godt. Det var spændende at opleve et rumænsk bryllup, så det tog til tider min opmærksomhed fra min sorg over dig. Far og jeg valgte også i mange situationer at være alene og derfor gå fra det hele. Jeg havde det dårligt over at være så afvisende, som jeg følte, at jeg var. Jeg synes, at jeg under normale omstændigheder er en social og glad pige, men dernede havde jeg ikke overskud til at være den glade Trine, så for at ?overleve?, valgte jeg at sætte et ?jeg har ikke lyst til at snakke? ansigt på.

Jeg var faktisk kommet til en fase i min sorg, hvor jeg ikke gad tale mere om, hvordan jeg havde det. Jeg kunne mærke, at jeg var begyndt at blive mere indadvendt og egentlig kun havde brug for de nærmeste omkring mig. Derfor var det også dejligt at være i Rumænien, for meget af tiden var vi også alene med kun din farmor, farfar, onkel Christer og Simona. Det var dejligt at snakke med dem om dig. De bor i Jylland,, så vi ser dem ikke så tit, og når vi snakkede i telefon, var det svært at fornemme, hvordan de egentlig gik og havde det. Derfor var det dejligt at sidde over for dem og kunne se i deres øjne, hvor meget de savnede dig, og hvor meget du havde rørt deres hjerter.

Din farmor fortalte mig, at hun, inden du var blevet født, havde bestemt, at du skulle have et guldhjerte, som hun selv havde fået. Du var jo hendes første barnebarn, og derfor skulle du have dette. Da hun fortalte mig det, begyndte jeg at græde. Jeg blev så glad, for egentlig kunne hun jo bare have undladt at fortælle mig det.

Nu hænger guldhjertet på en ramme, hvori der er et billede af dig. Det hele står på farmors sengebord.

Til top