Siljes Hjerte

Torsdag d. 31/8 ? Søndag d. 3/9-06
Da far og jeg blev gift året forinden, havde vi lovet dine bedsteforældre et weekendophold på Fanø som tak for hjælpen i forbindelse med brylluppet. 

Vi havde lånt et sommerhus og skulle bare nyde hinandens selskab denne weekend. Det blev også nogle hyggelige og dejlige dage, hvor vi snakkede, grinede, spillede tennis, gik ture med Sif og spiste god mad.

Om søndagen vågnede jeg op med en tom fornemmelse. Jeg vidste godt, hvorfor jeg havde det sådan, for netop denne dag - d. 3. september - havde far og jeg for længst, inden du blev født, aftalt, at der skulle du døbes. Jeg havde endda ringet til kirken for at høre, om det kunne lade sig gøre, hvilket det godt kunne, men jeg skulle ringe igen, når du var blevet født for en endelig aftale. Denne endelige aftale blev bare aldrig til noget.

Jeg tænkte meget på dig den dag, om hvor stor du mon ville være blevet, hvad du på nuværende tidspunkt ville kunne, hvordan du ville se ud, og om du var et stille barn eller et barn, der græd meget. Det eneste, jeg oplevede, var jo bare stilheden og ensomheden efter dig.

Mandag d. 4/9-06
Efter vores weekendtur gik jeg helt ned. Hvorfor vidste jeg ikke. Jeg havde jo været sammen med de mennesker, jeg holdt allermest af, og jeg syntes oprigtigt, at det havde været en dejlig weekend. Jeg havde efterfølgende tre dage, hvor jeg havde brug for at græde ud og være alene med mine følelser og tanker til dig.

Med dagene der gik, kom jeg frem til den konklusion, at det nok havde været for meget for mig at være sammen med så mange mennesker i så lang tid. Selv om jeg til hver en tid kunne snakke om dig, så havde jeg nok alligevel holdt mine følelser tilbage for at være glad. Jeg var glad den weekend og havde ikke det store behov for at snakke om dig, men ked af det, tom og ensom, det var jeg i hvert fald i starten af den efterfølgende uge.

Jeg syntes, det var hårdt, når man i perioder gik helt ned humørmæssigt uden at man kendte grunden. Jeg kunne ikke forstå og heller ikke helt acceptere, at jeg ikke selv kunne bestemme, hvornår jeg havde lyst til at sørge. Det var småting, som kunne slå mig helt ud, ting som blev sagt eller ikke sagt. Ting som blev gjort eller ikke gjort, det var simpelthen alt, som kunne gøre, at min dag blev en rigtig dårlig dag.

Som tiden gik, var der flere og flere, som var inde og se siljeshjerte.dk, som far og jeg havde lavet til dig. Alle syntes at det var en flot og rørende hjemmeside, du havde fået. Jeg fik også megen positiv respons på min dagbog til dig. Flere fortalte mig, hvordan de første gang, de var gået ind på hjemmesiden, havde fået en klump i halsen over alt det, der var skrevet om dig. De havde derfor været nødt til at lukke ned for hjemmesiden igen og først åbne, når de var i ?sikkerhed?. Altså når de var alene og ingen kunne se, at de måske begyndte at græde. Jeg blev glad, når min dagbog til dig rørte folk, og at det ikke bare var noget, som blev læst med det ene øje. Men jeg kunne også tænke, hvor ville det dog være dejligt hvis jeg også bare kunne ?åbne op?, når jeg havde lyst. Det, jeg prøver at fortælle, er, at den følelse og klump i halsen du/I sidder med, når Siljes hjemmeside læses, er den følelse jeg har hele dagen, ugen og de næsten fire måneder, der nu er gået.

Med tiden blev jeg derfor mest glad for dem, som virkelig var blevet berørt af din hjemmeside. Dem som ringede mig op grædende eller dem, som skrev mails til mig og fortalte, at de efterfølgende var brudt sammen. Det betød pludselig meget for mig, at folk turde sætte sig ind i mit/vores sted. At de ikke bare lod som ingenting, selvom det jo var det nemmeste for dem. Jeg blev glad, når folk prøvede at sætte sig ind i, hvordan det måtte være at være inde i min krop og mærke en brøkdel af den smerte, jeg følte hele tiden.

Med tiden blev jeg mere og mere bange for at være sammen med mennesker, som betød noget for mig. Jeg var bange for at din død ikke ville blive omtalt så meget mere, og at folk havde den tanke, at nu måtte tingene da snart blive ?normale? igen og hverdagen fortsætte. Folk mente også, at jeg snart måtte være i stand til at gå på arbejde og hvis ikke, så i hvert fald at kunne tænke på noget andet end kun dig.

Jeg var også bange for det, folk kunne finde på at sige til mig. Det kunne være noget, som folk sagde i en god mening, men som sårede mig dybt. Sætninger som gjorde, at min sorg til dig ikke blev anerkendt.

Af sætninger kunne jeg nævne adskillige, og jeg vil også nævne nogle af dem her.

?Det var godt, hun ikke blev 1, 3 eller 5 år, for det havde været værre?.

Så tænkte jeg, hvad var værre for mig og far på det tidspunkt??

Jeg ville hellere end gerne have haft lidt mere tid med dig. At have lært dig bare en lille smule mere at kende, og hvis du havde nået at få en fornemmelse af, hvor meget vi elskede dig, så ville vi også have været glade for det.

Jeg følte også med sådan en sætning, at jeg ikke kunne tillade mig at sørge ?så meget?, som jeg gjorde, for der var jo nogen, der havde det værre end mig.

Med tiden, dvs. ca. fire måneder efter din død, fandt jeg ud af med mig selv, at den eneste jeg skulle lytte til var mig selv og mine følelser. Jeg besluttede mig derfor til ikke at få dårlig samvittighed over den måde, jeg sørgede på, og at jeg ville gøre det lige så længe jeg ønskede. Hvis folk syntes, jeg var besværlig, fordi jeg aflyste mange aftaler, så tænkte jeg, at det nok ikke var det venskab, jeg ville gøre alt for at holde.

?Tror du ikke, at det vil være godt at starte på arbejde igen og tænke på noget andet??

Jeg troede selv, at jeg kunne starte på arbejde efter sommerferien 2006. Min orlov gik dog til d. 25. september, men så længe troede jeg ikke at jeg havde behov for at gå hjemme. Da sommerferien sluttede, kunne jeg alligevel ikke starte. Jeg blev ked af det bare ved tanken og måtte derfor fortælle skolen, at jeg ikke ville komme. Der var heldigvis stor opbakning fra min leders side, så det var utrolig dejligt og lettende.

I starten når jeg fik sætningen ?Tror du ikke, at det vil være godt at starte på arbejde igen og tænke på noget andet?, så blev jeg enormt ked af det. For jo det kunne godt være, at det ville være det bedste, men jeg havde hverken lysten, overskuddet eller glæden til at skulle på arbejde igen. Jeg kunne ikke forstå, at folk ikke kunne se, at jeg ikke var i stand til at gå på arbejde, for hvis jeg havde ment, at det var det rigtige for mig at gøre, så var jeg nok startet efter sommerferien.

Så med tiden blev mit svar på spørgsmålet, at hvis jeg mente, det var det rigtige for mig, så var jeg startet for længst. Jeg blev træt af at undskylde det, jeg ikke kunne, så i stedet for blev mange af min svar ofte lidt bitre.

?Op på hesten igen?.

Det var en kommentar, jeg hørte alt for ofte. Den blev sagt på flere forskellige måder, men betydningen var den samme. Jeg blev ked af det, når folk ville have mig for hurtigt videre, så vi kunne komme tilbage til det ?normale?. Men hvad var det ?normale?, for intet var normalt for mig? Jeg havde mistet dig, mit aller kæreste, og så skulle jeg bare leve videre, være social og være glad.

Det var også en af grundene til, at jeg lukkede af for alle, der stod mig nær. Jeg havde ikke lyst til at være i den gamle rolle mere. Jeg ville være mor, og det ville jeg have lov til at være på min egen måde. Når andre bliver mødre, så er det helt naturligt, at de ændrer personlighed, og at de prioriterer anderledes. Denne ændring er også hændt for mig, selv om du ikke er her mere.

 

?Den bedste medicin er at få en ny?

Ved sådan en sætning tænkte jeg igen, at min sorg ikke blev anerkendt og at dit lille liv, Silje, bare var lige meget, og at jeg ved en ny graviditet nok ville glemme dig så meget, at det hele bare ville blive lykkeligt igen. Nej og atter nej, du vil ikke blive glemt, og en ny graviditet vil bestemt ikke kun være lykken. Jeg elsker dig sindssygt højt, min egen lille skat.

Jeg ved ikke, hvad jeg syntes var værst, om det var, når folk kom med sådanne udtalelser, eller om det var, når de lod som om ingenting var sket. En ting var i hvert fald sikkert, jeg var super nervøs, når jeg skulle se folk i øjnene. Jeg var så bange for at blive dybt skuffet, at jeg valgte i lang tid at lukke af for omverdenen og ikke se nogen.

Hvad der var bedst for mig var, når folk anerkendte min sorg og kunne rumme mig, som den jeg var på nuværende tidspunkt.

Tirsdag d. 5/9-06
Jeg var til psykolog for anden gang. Vi snakkede om mange ting, men især spørgsmålet omkring start af arbejde blev vendt en del gange. Hun mente stadigvæk, at jeg ikke var i stand til at begynde. Vi snakkede fordele og ulemper ved at starte for tidligt, og hun mente, at jeg ville gå ned, hvis jeg ikke var klar. 

Onsdag d. 13/9-06
Ved din fire-månedersdag løb der mange tanker gennem mit hoved. Jeg tænkte på, da jeg fik veer, fødslen, da vi fik at vide, at du havde en mislyd på hjertet, Rigshospitalet osv. Din mormor tog tidligt fri, så vi kunne komme op og besøge dig på kirkegården. Vi havde et lys med til dig, en blomst fra haven og så havde mormor et ?pindsvin? lavet af strå med til dig.

Mens vi sad på græsset fortalte mormor, hvad du ville kunne på nuværende tidspunkt, hvis du havde levet.

Torsdag d. 14/9-06
Da jeg vågnede om morgenen, havde jeg fået menstruation og var dermed ikke gravid. Det var en rigtig dårlig start på dagen, hvor utrolig mange tanker drønede gennem hovedet. Det eneste positive ved at få menstruation var, at det næste barn ikke ville blive født næsten samtidig som dig. Nu får du din egen fødselsdag uden at et andet barn tager min opmærksomhed fra dig. Nu skal du rigtig fejres af far og mor.

Heldigvis var det dagen, hvor jeg skulle til psykolog.

Vi snakkede om de seneste dage, som jeg beskrev som gode. Vi snakkede også om selve denne dag, som med et blev dårlig, fordi jeg havde fået menstruation. Psykologen spurgte mig, om jeg med sådan en dag ville være i stand til at tage på arbejde, hvilket jeg måtte indrømme, at jeg ikke kunne. Utrolig mange af vores samtaler gik ud på for psykologen at få mig til at indse, hvad jeg kunne og ikke kunne. I stedet for at fremhæve alt det positive og gøre mig i stand til at klare en masse ting, så følte jeg, at psykologen hellere ville fremhæve alt det, jeg ikke kunne. Med tiden følte jeg, at det var det rigtige at gøre, da alle andre hurtigst muligt ville have mig til at kunne det samme som før. Med psykologens hjælp fandt jeg ud af, at jeg ikke havde lyst til at hele så hurtigt, og dermed at jeg ikke havde lyst til at være social, skulle på arbejde, shoppe, grine og være glad.

Hun fik mig til at indse, at det var okay at have det, som jeg havde. At jeg ikke var unormal, fordi jeg ikke kunne starte arbejde efter mine 14 ugers orlov, som man får, når man har mistet sit barn. Hun fortalte, at det var normalt med en sygemelding efter orloven, og når arbejdet så genoptages, at det er på nedsat tid. Hun fortalte også, at nogen vælger helt at sygemelde sig, indtil de sidder med deres raske barn i armene. At få disse ting at vide hjalp mig utrolig meget til at indse, at jeg ikke var helt forkert på den, fordi jeg ikke følte mig klar til at starte på arbejde d. 25. september. Jeg følte mig mere og mere rustet til at få en sygemelding.

Det, jeg syntes, var rigtig dejligt ved vores samtaler, var, at jeg fik en masse viden og forståelse for, hvad der var normalt for piger som mig. Det, jeg syntes, var sværest, var, at formidle den viden, som jeg selv lige havde indset og forstået, videre til omverdenen. F.eks. at mange mødre til dødfødte børn vælger at sygemelde sig fra arbejde. Jeg syntes, det var dejligt at få at vide, at det var normalt, men ville egentlig gerne have haft det på skrift, så det ikke kun var mig, der vidste det.

Jeg ringede derfor til ?Landsforeningen for spædbarnsdød? for at høre, om de havde nogen dokumentation på, at de fleste bliver sygemeldt fra arbejde. Det havde de desværre ikke, men hende, jeg snakkede med, kunne via sin erfaring fortælle mig, at det var rigtigt.

I samme telefonsamtale meldte jeg far og mig ind i foreningen, og jeg tilmeldte os også et sorgseminar, som skulle foregå den anden weekend i oktober. Hende, jeg snakkede med, ville sende et brev til os med forskellige artikler, som vi kunne læse.

Som dagene gik, fik jeg læst flere og flere af de artikler, jeg havde fået tilsendt. Især to artikler fik jeg rigtig meget ud af. Mange gange følte jeg nemlig, at jeg havde nogle tanker og følelser, som jeg ikke kunne sætte ord på. Derfor hjalp det mig meget at læse, hvad andre havde at sige omkring det at miste et spædbarn. Artiklerne handlede om ?identitet?.

Det som gav mig mening i den ene artikel var: ?At miste et spædbarn er at miste sin fremtid. Man mister de håb, drømme og forventninger, man har forbundet med det barn, man ventede.?... ?At man ikke for alvor fik lært sit barn at kende gør, at man mister identitets- og retningsgivende ting som forældrerollen, nye relationer til familie, venner og kollegaer. Alt sammen noget der er med til at give livet struktur og retning.?

I den anden artikel stod der: ?I dag får kvinder børn sent. Alle rammerne er i orden, karrieren er på skinner. Derfor er der også megen identitet knyttet til det at få et barn. Mister man sit barn, mister man derfor ikke alene barnet, men også en del af sin identitet.? ...?Vi er ikke noget værd, når vi ikke kan ?præstere? et barn.?

Det var nok sådan jeg ofte havde det, at jeg havde mistet min identitet. Jeg brokkede mig tit over, at folk ikke kunne forstå mig, men i virkeligheden var det nok min egen position, jeg ikke brød mig om. Ofte tror jeg ikke engang, folk tænkte på mig som værende ændret, men inde i mig var alt anderledes. Jeg tænkte hele tiden på, hvordan mit liv ville have været, hvis jeg havde haft dig. Mit eget forhold til andre mennesker brød jeg mig ikke om, når jeg ikke havde dig. At jeg bare skulle tilbage i mit eget ?jeg?, var en kæmpe identitetskrise for mig, som jeg havde svært ved at acceptere.

Jeg følte med tiden, at jeg blev mindre og mindre værd, og jeg blev med mellemrum meget overrasket over, at jeg ikke var ?kommet længere? i min helningsproces. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle nå så langt ud følelsesmæssigt.

Jeg husker, at din mormor på et tidspunkt spurgte mig, hvad jeg ville ønske, hvis jeg fik tre ønsker opfyldt. Jeg startede selvfølgelig med at sige, at få dig tilbage. Dette ønske kunne jeg dog ikke få, men alt andet.... Nåh okay. Jeg tænkte lidt og fandt frem til, at det så skulle være et rask barn og indtil det blev født, så ville jeg være i en hule. Din mormor spurgte mig, hvorfor jeg ville være i en hule, hvortil jeg svarede, at det ville være det nemmeste. At jeg ikke behøvede at forholde mig til noget eller nogen. Det havde nok igen noget med min egen identitetskrise at gøre, at jeg følte mig som mor, havde lyst til at være mor, men fysisk ikke var mor. At livet bare gik videre som normalt, havde jeg ikke lyst til.

Tirsdag d. 20/9-06
Om morgenen, da jeg var ude at gå med Sif, besluttede jeg mig for at sygemelde mig fra arbejde. Jeg kunne mærke, at det var det rigtige, og da jeg fortalte det til far, blev han glad for, at jeg endelig havde taget en beslutning om, hvad jeg ville. Han havde i lang tid hørt på al min snak om fordele og ulemper. Det er helt sikkert, at fars ører måtte lytte til mange af mine frustrationer.

Dagen efter ringede jeg derfor og sygemeldte mig. Nu skulle jeg først starte efter efterårsferien i uge 43. Jeg skulle ikke have en sygemelding fra min læge, da det egentlig kun var en uge, jeg var væk. Jeg havde nemlig skemafri i de to uger op til efterårsferien.

Efter at jeg havde sygemeldt mig, fik jeg det psykisk bedre i en periode. Jeg havde en god fornemmelse i maven og troede på, at jeg nok skulle hele igen.

Jeg tænkte over, hvad det var, der gjorde, at jeg pludselig fik det så meget bedre. Og mit svar var: At mit tab over at have mistet dig ikke ville forsvinde, at det ville blive en livsproces at komme mig over dig, og at kun tid ville gøre, at min smerte ville blive mindre. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men i hvert fald ikke at jeg her 5 mdr efter ville have så stor et savn af dig, lille Silje-skat. Jeg fandt ud af, at jeg ikke var bange for at være ked af det mere, føle efter og tudbrøle, hvis det var det, jeg havde brug for. Jeg blev enorm god til at mærke, hvordan jeg egentlig havde det, og jeg turde at få følelser op til overfladen, følelser, som jeg tror, at de fleste mennesker undertrykker i hverdagen. Jeg havde det faktisk godt, når jeg var allermest nede, for så følte jeg, at jeg virkelig var der for dig.

Mandag d. 25/9-06
Jeg var til gynækolog igen og fik at vide, at jeg skulle have en sprøjte den efterfølgende dag. Den ville gøre, at jeg 36 timer efter ville få ægløsning. Når så far og jeg havde gjort, hvad vi kunne, så var det bare at vente ca 14 dage og se, om jeg fik menstruation eller var gravid.

Jeg fik at vide, at sprøjten godt kunne give mig samme symptomer, som var jeg gravid. Dette gjorde, at jeg bedre kunne slappe af, for så behøvede jeg ikke konstant at gå rundt og mærke efter, om jeg nu var gravid. Jeg kunne slappe af, og det gjorde jeg.

Far og jeg havde besluttet at vi ville have omlagt haven. Vi ville have fjernet den pool, vi havde, og i stedet have lidt mere græs og så en stor lækker træterrasse. Dette projekt gik jeg derfor i gang med. Det var hårdt arbejde, men det var dejligt at bruge mine kræfter. Hvis jeg en dag kunne mærke, at jeg havde mere brug for at komme på kirkegården, skrive dagbog eller noget andet, som havde med dig at gøre, så gjorde jeg det, men ellers arbejdede jeg ude i haven. Jeg blev glad af dette projekt, og da jeg stadigvæk ikke havde brug for så mange mennesker i mit liv, så kunne jeg gå og hygge mig alene ude i haven.

 

Til top