Siljes Hjerte

Mandag d. 4/6-07
Efter at jeg sygemeldte mig, havde jeg nogle dage, hvor jeg var meget ked af det og træt. Men fra den ene dag til den anden vendte al min ulykkelighed til noget mere positivt. Jeg var ikke i tvivl om, at det var det rigtige, jeg havde gjort i forbindelse med sygemeldingen. Jeg havde fået ro på, og jeg havde igen lyst til at smile. Alle mine ubehagelige drømme stoppede også, så jeg fik sovet igennem om natten. Puha - en god beslutning jeg havde taget, og hvor var jeg egentlig stolt over, at jeg var så god mod mig selv.

Onsdag d. 6/6-07
Du blev kusine i dag til en lille dreng. Jeg vidste godt, at den dag måtte komme, hvor du ville få følgeskab af andre små, men alligevel blev jeg ked af det, da jeg fik beskeden om din fætters fødsel. Jeg kunne næsten ikke klare den lykke, som din onkel og tante måtte have. Jeg kom sådan til at tænke på dengang, du blev født, hvor glade far og jeg var. Vi var de lykkeligste i hele verden i timerne lige efter.

Jeg blev også frygtelig bange for at miste Lykke. Jeg havde mange tanker om, hvordan jeg på flere forskellige måder skulle ende op med endnu et dødt barn. Jeg havde også forestillinger om, at jeg ville få en kæmpe depression, når lille Lykke blev født. Det var en hård dag, hvor jeg græd det meste af dagen.

Da far kom hjem fra arbejde, tog han til Kolding for at se din fætter. Jeg havde ikke lyst til at tage med, så derfor blev jeg hjemme og ventede spændt på at høre, hvordan det havde været for far. Han syntes heldigvis ikke, at det havde været så hårdt at se den lille dreng, så det havde været fint nok. Din farmor og farfar havde også været super gode til at huske dig, du havde været med i mange samtaler, og der var ingen tvivl om, at du er deres første barnebarn.

Jeg er rigtig glad for, at du fylder så meget i farmor og farfars hjerter, og at de er så gode til at inddrage dig i det, der bliver snakket om. De ved godt, hvor meget det betyder for far og mig, at du bliver husket, ikke kun i hjertet, men også i det mundtlige.

Torsdag d. 7/6-07
Dagen efter din fætters fødsel havde jeg det allerede bedre. Jeg er sikker på, at det er, fordi jeg nu ved, at du ikke er blevet glemt af din farmor og farfar, efter at de har fået et levende barnebarn. Jeg har nok været rigtig bange for, at hele familien ville være helt oppe at køre over, at få et rask barn. Selvfølgelig er der glæde i familien, det er jeg slet ikke i tvivl om, men sorgen over din død fylder stadig.

Jeg bestemte mig for, at jeg ville i en babybutik og købe noget til Lykke. Jeg havde brug for at tro på, at Lykke nok skal klare de sidste 10 uger af graviditeten, som mangler, før far og jeg er forældre for anden gang.

Lørdag d. 9/6-07
Jeg havde for længe siden aftalt med min jordemoder, at jeg gerne ville op at se det sted igen, hvor du blev født.

Inden vi tog af sted mod Roskilde Sygehus, havde jeg det fint, men spændt på, hvordan det ville blive. Jeg har de sidste mange dage haft det godt, og mit overskud stiger for hver dag. Jeg sover heller ikke middagssøvn mere, hvilket for mig betyder, at jeg har det godt. Lige så snart jeg er ked af det, bliver jeg nemlig frygtelig træt og gider ingenting. Den sidste tid har jeg fået lavet en masse småprojekter herhjemme, og det er bare dejligt.

Da vi kom op på fødeafdelingen, mødtes vi med min jordemoder, og vi gik sammen ned til det rum, hvor jeg fødte dig. Det var mærkeligt at være der igen, men også rart. Jeg sad og kiggede rundt og forestillede mig hele forløbet igen. Jeg fældede et par enkelte tårer, men ellers sad vi bare og snakkede om dig, mig, far og Lykke.

Jeg bad om at få lov til at føde i samme rum næste gang, hvis ikke det er optaget. Jeg fortalte også, at jeg vil tage et billede med af dig, som skal stå og kigge på mig. Du skal være sammen med mig, når din lillesøster bliver født.

Da far og jeg tog hjem fra hospitalet, snakkede vi om, hvordan det havde været. Vi syntes begge, at det havde været en god oplevelse at være der igen, så nu er vi klar til næste gang, hvor vi forhåbentlig får en lille prinsesse med hjem.

Mandag d. 11/6-07
Min veninde Signe, som mistede tre måneder før os, fik en lille pige (Olivia) i marts måned. Jeg har ikke set Olivia før, men i dag havde vi lavet en aftale om, at jeg skulle ind at se hende. Jeg havde det egentlig fint med det, da jeg selv er så langt henne i graviditeten og dermed ikke er jaloux på Signe. Min sygemelding er bestemt også med til at give mig så megen energi, at jeg kan tage sådanne udfordringer op.

Da jeg så den lille pige, blev jeg glad inden i. Jeg blev ikke ked af det, men havde bare lyst til at holde hende.

Som det første gik vi over på Assistent kirkegården, hvor Signes ældste datter ligger begravet. Jeg havde en lille gave med til hende, som hun fik. Vi snakkede om, hvordan det er at være mor til et dødt og et levende barn.

Da jeg tog hjem, havde jeg været en rigtig hyggetante, og jeg var faktisk lidt stolt over, at jeg havde holdt Olivia, snakket og leget med hende.

Tirsdag d. 12/6-07
Jeg skulle til scanning og lægesamtale på Roskilde Sygehus kl. 13. Far var taget på arbejde om morgenen, men ville tage regionaltoget til Roskilde, så vi kunne være sammen om det, der skulle ske.

Da klokken nærmede sig tidspunktet for scanningen, ringede far og sagde, at der var problemer med togene, og at han derfor ikke kunne nå at være der til kl. 13. Jeg prøvede at forklare sekretæren min situation, for på den måde at få rykket vores aftale, men det hjalp ikke. Jeg blev fuldstændig ulykkelig og begyndte at græde, da jeg ikke kunne overskue, at far ikke var der til at bakke mig op. Det hele endte derfor med, at vores aftale med hende, der skulle scanne mig og lægesamtalen, blev rykket, så far nåede med til det hele.

Efterfølgende griner jeg lidt af, hvordan jeg stod som et lille barn og hulkede. Jeg kan også blive lidt overrasket over min reaktion, som jeg bestemt ikke havde regnet med. Men det hele blev pludselig bare for meget, og så reagerer jeg åbenbart med at græde.

Selve scanningen gik godt. Lykke vejer 1925 gram i uge 31+1. Hun vejer 6 % over gennemsnittet, så det er jo perfekt. Nu har hun jo heller ikke de mindste forældre, så det passer nok meget godt med, at hun er større end normalen.

Lægesamtalen gik også godt. Jeg skal scannes igen i uge 36, og så lige inden min termin, som er d. 13. august. Lægen lovede mig, at jeg ikke skal gå over tid, men at de vil sætte mig i gang, hvis ikke jeg har født af mig selv, inden d. 13. august. Han sagde også, at der er mulighed for tidligere igangsættelse, hvis jeg af psykiske årsager er meget bange i slutningen af graviditeten. Det var rigtig dejligt at høre, og det gav mig bestemt en tryghed, at jeg ikke for alt i verden skal gå tiden ud, men at jeg kan ringe til ham og lave en aftale, hvis der er behov for det. Allerhelst vil jeg selvfølgelig gå så lang tid som muligt, da det jo bestemt er bedst for Lykke. Men nu må vi se, hvordan det hele bliver, når tiden nærmer sig.

Onsdag d. 13/6-07
Det er dejligt, at vi ikke er i maj måned mere, da det var hårdt at opleve og mærke den tid på året igen. At måneden nu hedder juni, er bare så meget nemmere. Jeg tror, at årstiden altid vil vække minderne i mig, når træer, buske og blomster springer ud. Så vil jeg tænke på dig og mærke den sorg, jeg har oplevet. Jeg har snakket med andre, som har mistet, og de siger som jeg, at de forskellige årstider får en helt anden betydning, end de har haft før. Det er mærkeligt, som naturen pludselig får en helt anden indvirkning, når man har mistet.

Jeg kan huske, at folk hele tiden sagde til mig, at det første år vil blive det hårdeste. At, når det år var gået, så vil d. 13 i hver måned ikke blive en dag, som jeg frygtede. Det vil jeg faktisk give folk ret i er rigtigt. Jeg har ikke i denne måned gået så meget op i, at d. 13. juni nærmede sig, men har bare nydt, at maj måned var slut.

I dag er det så d. 13. juni, og du ville have været et år og en måned. Jeg savner dig og er ked af det i dag, men det er ikke, fordi det er din månedsdag. Jeg stresser over, at der kun er to måneder til at Lykke bliver født. Jeg vil gerne have ordnet en masse ting, men far, som er den, der kan lave mange af de ting, der mangler, har ikke tid og overskud. Det lyder fuldstændig latterligt, at jeg kan hidse mig op over sådanne bagateller, efter at vi har mistet dig. Har jeg for fanden ikke lært en skid af det hele? Det er så lige meget, om vi ikke blive færdige med badeværelset og terrassen, bare vi får et levende barn. Alligevel påvirker alle de løse ender mit humør rigtig meget, så jeg lader det gå ud over far på en helt urimelig måde.

Når far er på arbejde, savner jeg ham, men når han kommer hjem, er jeg sur og brokker mig hele tiden. Jeg kan ikke være der for ham, når hans overskud er dalende, men jeg kræver, at han er der for mig hele tiden. Jeg har det dårligt med det og bliver utrolig ked af, at jeg ikke er bedre mod ham, når han er så god mod mig hele tiden. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det, for når jeg har det dårligt, bliver jeg enorm egoistisk og kan ikke tackle hans sorg og problemer. Jeg håber, at det snart bliver lidt bedre, at jeg også kan støtte ham. Heldigvis snakker vi om det, og vi ved begge, at det er en periode, vi er inde i, og som vi bare må få bearbejdet os ud af.

Øv, hvor er det træls at være så sur og gal på den, man elsker aller højest i hele verden. Og hvor er det træls, at jeg ikke er bedre til at slappe af, at jeg stresser så nemt over ingenting.

Torsdag d. 14/6-07
Jeg har en veninde, Christina Scherwin, som er den femte bedste i verden til spydkast. Hele hendes liv er atletik, hvilket jeg til tider misunder hende. Tænk at komme med til alle de store stævner og være med på det niveau, hvor kun de bedste kan være med.

Jeg kender Christina gennem atletik, hvor vi i mange år var konkurrenter. Christina bor nu i USA med sin mand, så derfor ser og snakker jeg ikke så tit med hende mere.

Alligevel har Siljes hjemmeside gjort et stort indtryk på Christina. Hun har derfor bestemt sig for, at hun vil støtte hjertebørnsfonden, til minde om Silje. Da Christina ringede og fortalte mig det, blev jeg simpelthen så glad. Jeg synes, at det er så fantastisk, at Siljes korte liv har gjort så stort et indtryk på hende, at hun vil støtte andre hjertebørn.

Så hver gang Christina kaster over 60 meter, så vil der gå 1000 kr. til hjertebørnsfonden, så nu håber jeg på, at hun får en god sæson :-)

Christinas hjemmside hedder: www.scherwin.dk

Søndag d. 17/6-07
Årets sidste agilitystævne med Sif. Det er nu helt ærgerligt, at jeg ikke kan mere. Det er sjovt at være til stævner, og Sif er rigtig dygtig. Jeg er helt oppe at køre efter sådan et stævne, og jeg kan slet ikke få nok. Men jeg må indrømme, at jeg er blevet for tung nu. Jeg får ondt hver gang, så det er nok meget godt, at det var det sidste stævne for os.

Nu må vi se, hvornår jeg kan starte træningen op igen, efter at jeg har født. Jeg vil gerne hurtigt i gang igen for Sif´s skyld, så hun bliver udfordret. Men jeg tror også, at det vil være godt for mig, at skulle give Lykke fra mig i nogen timer, hvilket jeg på nuværende tidspunkt tænker, vil blive lidt svært. Jeg føler dog, at jeg er blevet mindre bange for, at der skal ske hende noget, så derfor er det positivt for mig, at jeg overhovedet tænker den tanke, at jeg skal lave noget uden hende.

Jeg synes selv, at jeg de sidste 14 dage er kommet rigtig langt i min sorgproces. Jeg er ikke så bange og ked af det mere, og så tænker jeg tanker og tager udfordringer op, som jeg ikke havde forestillet mig ville være muligt, før Lykke blev født.

F. eks kom jeg til at sige til Nikolaj, at jeg havde tænkt på, om vi skulle tage over og se Silje og Lykkes fætter en dag. Det blev han meget glad for at høre, men bestemt også overrasket, da han ved, hvordan jeg har haft det med små børn. Så det er bare en af de ting, jeg pludselig har overskud til. Derudover har jeg jo også set Olivia, Signes pige, og jeg har været oppe på fødegangen igen, hvilket også var en stor udfordring.

Du er godt nok dygtig,Trine :-)

Mandag d. 18/6-07
Så er jeg officielt gået på barsel. Der er otte uger, til jeg har termin, så nu skal jeg bare nyde den sidste tid. Jeg er ikke sygemeldt mere, jeg er bare en almindelig gravid, som skal have min anden guldklump inde for de næste to måneder. Hold op hvor jeg glæder mig.

Jeg var til tandlæge i dag, for at få en tandrensning. Jeg blev dog så dårlig af at ligge på ryggen, at behandlingen måtte stoppes. Jeg svedte og blev svimmel, så jeg troede, at jeg ville kaste op. Det har jeg aldrig prøvet før, men tandplejeren sagde, at det er meget normalt for gravide at få det sådan.

Tirsdag d. 19/6-07
Far og jeg har fået snakket mit stressproblem igennem og er blevet enige om, at jeg skal lave en ?ønskeseddel? til ham med alle de ting, jeg gerne vil have lavet. Det har allerede hjulpet på mit humør, og jeg kan igen slappe af og ikke hele tiden gå rundt og agere mor over for far.

Vi er begyndt at snakke om fødslen, som fylder meget i begge vore hoveder. Hvordan bliver det denne gang, og hvor bange bliver vi ved selve fødslen? Kommer der et sundt og levende barn ud, eller hvad skal vi forvente?

Jeg tror på nuværende tidspunkt, at ventetiden er hårdest for far. Det er mig, der har Lykke i maven og kan mærke hende sparke og have det godt. Jeg går hjemme og har efterhånden fået så meget styr på alle mine negative og pessimistiske tanker, at jeg tror på, at fødslen nok skal gå, så vi får lille Lykke med hjem. Vi ved jo med stor sikkerhed, at hun ikke fejler noget, så når hun bare er ude, så tror jeg på, at hun nok skal blive en stor, dejlig pige.

Inde i min mave er Lykke meget anderledes end dig. Hun er meget mere aktiv, og hun sparker/slår utrolig hårdt. Jeg må ofte sidde med mine hænder på maven, for at skubbe hende ind, da hun nærmest er på vej ud af mit maveskind.

Jeg har på fornemmelsen, at du lignede og havde samme temperament som far. Du var rimelig rolig i min mave, og på hospitalet, hvor du havde slanger over det hele, tog du det også utrolig pænt. Du fandt dig i meget, og du fandt hurtig ro, når du sad ved enten far eller mig.

Lykke derimod, tror jeg minder mere om mig. Hun knokler rundt hele tiden, men sover godt om natten, ligesom sin mor. Jeg tror helt sikkert, at hun bliver en aktiv pige og ikke en computernørd, som far har i sinde at gøre hende til :-) Hun bliver et meget forvirret barn med alle de modsatrettede ønsker fra far og mor.

Onsdag d. 20/6-07
Endnu en jordemoderaftale hvor Lykkes vægt blev vurderet. Hun vejer nu ca.2200 gram og ligger som tidligere i den tunge ende af skalaen. Hovedet ligger nedad, og jordemoderen mener ikke, at hun vil vende sig mere.

Det var dejligt at være til jordemoder i dag. Jeg var ikke ked af det, hvilket vist er første gang i denne graviditet, at jeg ikke har været påvirket til en jordemoderkonsultation. Jeg var bare spændt på at høre, hvor stor Lykke var blevet.

Torsdag d. 21/6-07
Far og jeg var i Fields for at købe barnevogn og andet til Lykke. Jeg har ikke været i Fields siden din død, da jeg ikke har haft lyst til at blive konfronteret med den glæde og lykke, som jeg følte dengang, vi var ude at købe barnevogn til dig, også i Fields.

Vi har for længst bestemt, at Lykkes barnevogn skulle være fra samme sted som sidst. Mærket skulle også være det samme, så det blev en Trille-vogn igen. Det er dejligt, men alligevel også mærkeligt at være i samme periode igen, hvor alt skal købes ind og gøres klar til at et nyt familiemedlem melder sin ankomst.

Forleden dag kom der nogen og købte det puslebord, som far og jeg havde tænkt, at du skulle have brugt. Vi har jo fået lavet badeværelse, så dit puslebord har vi ikke brug for mere. Men efter at vi havde solgt det, blev jeg ked af det. Jeg følte, at det var endnu et farvel til dig at sælge det, så det var faktisk lidt hårdere, end jeg troede, det ville være.

Fredag d. 22/6-07
Jeg havde aftalt med dansklæreren i min 3.klasse, at jeg ville komme ud på skolen for at sige farvel til eleverne. Jeg glædede mig ikke specielt meget, for jeg er nok på en eller anden måde videre i mit liv, og Parkskolen er for mig et afsluttet kapitel, og jeg længtes ikke efter at komme der ud mere.

Den time, jeg var oppe i klassen, gik dog fint, og det var dejligt at få sagt farvel til mine elever og ønske dem held og lykke med deres nye skoler.

At være på lærerværelset, syntes jeg, var svært. Jeg har lukket mig selv uden for fællesskabet, og jeg har selv fået tildelt mig en rolle, som jeg har svært ved at komme ud af, når jeg er sammen med mine kollegaer. Det hele går så stærkt, hvilket det altid gør i frikvartererne, når man er lærer. Der er ikke tid til at fordybe sig i noget i de 10 minutter, man har mellem timerne.

At alle har sit at tage sig til og har en travl hverdag gjorde, at jeg i slutningen af tiden, inden min sygemelding, aldrig rigtig fik åbnet op og fortalt, hvordan jeg egentlig havde det. Jeg havde brug for at få lov til at fylde lidt mere, men det kunne jeg ikke, så derfor valgte jeg at lukke af for alle følelser, når jeg var på skolen.

Da jeg var ude på skolen i dag, kunne jeg mærke den skuffelse, som jeg nok inderst inde føler over for mine kollegaer. Jeg hører ikke fra nogen af dem mere, hvilket jeg nok selv er meget skyld i, men alligevel er ked af.

Jeg har været på Parkskolen i fire år, hvilket jeg har været super glad for. De unge lærere har jeg haft det rigtig godt med, og de har betydet meget for mig. Flere af dem har været tætte venner, men når noget så tragisk som din død sker, har jeg fundet ud af, at ens kollegaer nok ikke er de tætte venner alligevel, men bare er nogen, man har haft en god og hyggelig tid med.

Jeg kan godt forstå, at det har været svært for mine kollegaer at finde ud af, hvad de skulle gøre i forhold til mig. De har kun kendt mig i en brøkdel af mit liv, og pludselig ændrer jeg fuldstændig personlighed fra at have været den glade og sjove Trine til at blive indadvendt og mærkelig.

Selv om det måske lyder, som om jeg havde forventet at mine kollegaer skulle sætte sig i rundkreds og lytte til mig, så er det bestemt ikke det, jeg havde forventet. Jeg synes også, at mange har været søde til at spørge ind til mig, så egentlig har jeg ikke noget at brokke mig over. Men alligevel kan jeg mærke en skuffelse over, at ingen har gjort en større indsats for at komme ind på livet af mig. Så her er det helt tydeligt for mig, at der er en forskel på gamle veninder/venner og kollegaer. De, som har kendt mig i lang tid, giver ikke så hurtigt op. De lader mig ikke få lov til at ?slippe? fra dem, hvilket nok er den følelse, jeg har, i forhold til mine kollegaer.

Lørdag d. 23/6 ? Tirsdag d. 26/6-07
Vi var på en forlænget weekend til Holstebro for at besøge din farmor og farfar. Det var nogle dejlige dage, hvor vi holdt Sankt Hans og var med til at se fars kusine blive student.

Om mandagen havde jeg dog en rigtig dårlig dag. Jeg var ked af det, fra jeg stod op, til jeg gik i seng. Hvorfor jeg havde det sådan, skyldes nok at det var fars og min toårs bryllupsdag. For bare to år siden var jeg glad og lykkelig, og livet skulle for alvor til at begynde.

Jeg tror også, at jeg var presset, fordi jeg havde lovet far, at jeg ville tage med ned og se din nye fætter. Da dagene nærmede sig, kunne jeg mærke at min lyst til at se ham, blev mindre og mindre. Jeg troede egentlig, at jeg var nået så langt, at jeg kunne være glad på din onkel og tantes vegne, men det var alligevel for svært.

Jeg var bange for at skuffe far ved at sige, at jeg ikke havde lyst til at se din fætter alligevel. Men på et tidspunkt sagde far selv, at han syntes, at vi skulle droppe at tage til Kolding, hvor de bor. At han sagde det, lettede mit hjerte, og jeg gav ham ret i, at det nok var det bedste for mig at droppe besøget.

Onsdag d. 27/6-07
Jeg var til agilityafslutning med grill og hygge. Jeg havde en rigtig god aften, hvor jeg morede mig og følte mig fri, en følelse jeg ikke har haft siden din død. Jeg havde det faktisk sådan, at jeg ikke havde lyst til at tage hjem, da folk begyndte at pakke sammen. Jeg sagde/sang derfor ?Jeg går aldrig hjem?, hvilket var til stor morskab for de andre.

Da jeg kom hjem, var jeg helt oppe at køre. Jeg sang, fjollede og drillede far. Det var skønt at føle, at den glade Trine stadigvæk kan få lov til at komme frem. At jeg giver mig selv lov til at have en god aften er bare dejligt.

Fredag d. 29/6-07
Jeg havde meldt mig til sommerfrokosten ude på Parkskolen, men valgte alligevel at blive væk. Jeg havde ikke lyst, og i stedet for skrev jeg et brev, som jeg bad min leder læse højt for alle mine kollegaer. Brevet er nedenfor.

Kære alle

Jeg har efter megen tænken besluttet at blive væk fra
sommerfrokosten i dag. Det har været en svær beslutning, men jeg
føler, at det er det rigtige for mig, at sige farvel og god sommerferie
på denne måde, gennem et brev.

Det har været et hårdt år for mig, og jeg føler mig nok ikke som en del
af Parkskolen mere. Hele mit liv går op i at få et levende barn, og jeg har
egentlig ikke lyst til at skulle koncentrere mig om andet end det.
Jeg ved, at jeg ville begynde at græde og have det dårligt, hvis jeg
dukkede op i dag. Jeg er ikke glad, når jeg er sammen med for mange
mennesker ad gangen, men synes bare, at det hele er lidt for
uoverskueligt. Så jeg håber ikke at skuffe nogen ved, at jeg bliver væk,
men håber, at I forstår, hvor svært det er for mig.

Jeg vil gerne have lov til at takke for fire gode år på Parkskolen. Jeg
har været enormt glad for at være en del af lærerkollegiet, og jeg tror,
det bliver svært at finde så god en skole igen. Jeg synes, at
atmosfæren os lærere imellem har været god, og jeg har altid følt mig
bakket op af ledelsen, hvilket jeg har sat stor pris på.

Vi unge i klub 30 har også haft nogle hyggelige arrangementer og fester,
hvilket jeg kommer til at savne.

Til sidst har jeg lyst til at fortælle jer, at jeg rent faktisk har det
bedre. Jeg tror på, at jeg nok skal få et sundt og rask barn. Jeg glæder
mig helt vildt og kan næsten ikke vente med at blive mor igen. Til dem
der ikke ved det, så er det endnu en pige, vi skal have, og hun skal hedde
Lykke.

Jeg håber, I alle får en god sommer og held og lykke ude på de nye skoler.

Mange kærlige hilsener

Trine

Lørdag d. 30/6-07
At jeg ikke var med til sommerfrokosten på Parkskolen var det rigtige for mig, selvom jeg jo alligevel gerne ville have været der. Der havde været forståelse for, at jeg ikke havde været der, og folk havde været glade for at høre fra mig gennem mit brev.

Far er lidt nervøs for, at jeg mister venner og veninder ved at trække mig fra sociale arangementer. Han synes det er ærgeligt, at jeg er så indelukket, som jeg er. At jeg ikke har brug for ret mange rundt omkring mig, er lidt uforstående for ham.

Men jeg er egentligt ikke bange for at miste nogen, og hvis jeg gør, så er der ikke noget at gøre ved det. Jeg er nok rimelig heldig/forkælet ved at have så utrolig mange venner og veninder, som jeg ved vil være der for mig, når jeg er klar til at se dem igen. Jeg ved også med mig selv, at jeg er god til at tage kontakt og holde kontakt med dem som har været der for mig i det forløbne år, og som betyder noget for mig.

Jeg fik en mail fra en veninde forleden dag. Hun skrev, at hun var ked af, at hun ikke har fået lov til at være der for mig, og at hun følte, at hun var ved at miste mig som veninde. Jeg skrev tilbage til hende, at jeg var ked af, at hun havde det sådan, men at jeg ikke var bange for at miste hende som veninde. At hun skrev den mail, syntes jeg var stort. At hun, selvom jeg ved, at det var svært at skrive den, gjorde det alligevel, betyder meget for mig.

En anden veninde fortalte mig, at flere er lidt nervøse for at se mig første gang, og se hvordan jeg vil reagere. Til det vil jeg sige, at det selvfølgelig bliver lidt mærkeligt første gang, men at jeg på de fleste nok vil virke som den gamle Trine. Jeg kan sagtens grine og være glad, og når jeg vælger at se folk igen, så vil jeg også føle mig klar. Så derfor er jeg egentlig ikke nervøs for, at se folk igen. Jeg er allerede begyndt så småt, at komme ud af mit skjul. Jeg har meget mere lyst til at være social, end jeg har været tidligere. Så bare vent når Lykke er født, så kimer jeg jer alle ned :-)

Til sidst vil jeg sige, at denne måned har været den bedste siden din død for lidt over et år siden. Jeg føler og tror på, at livet nok skal blive godt igen. Jeg bliver stadig hurtigt ked af små ting, men det er intet i forhold til, hvordan jeg har haft det det sidste års tid.

Jeg vil altid savne dig, og jeg vil altid mangle dig i mit liv, men om ca. 6 uger skal du være storesøster, og det er virkelig noget, jeg ser frem til. Far vil lave en hjemmeside til Lykke, men på nuværende tidspunkt ligger der en 3D-film af Lykke, som vi fik lavet i uge 28. Filmen varer ca. 4 minutter og derudover er der også scanningsbilleder af den lille prinsesse.

Videoen kan ses på: www.lykkehave.dk

 

til top