Siljes Hjerte

Mandag d. 9/6-08
Jeg har været på arbejde i ca. to uger nu. Jeg er glad for at være i gang igen, men jeg må da indrømme, at jeg godt kunne være hjemmegående husmor. Jeg har på intet tidspunkt kedet mig i min barsel. Jeg har haft mange aftaler og har gået til babysvømning og babygymnastik, så tiden er fløjet af sted.

Jeg synes på nuværende tidspunkt, at det er en god skole, jeg er kommet til. Jeg har kun haft positive oplevelser med de forskellige klasser, og kollegaerne virker også meget søde og imødekommende. Jeg husker også flere og flere ord på tegnsprog, og jeg har rimelig nemt ved at forstå, hvad eleverne siger til mig.

Så alt i alt er det en god start, jeg har haft. Jeg savner heller ikke Lykke så meget, som jeg troede, jeg ville komme til. Jeg ved, hun er i gode hænder sammen med sin far og min fornemmelse er, at hun ikke savner mig.

Fredag d. 13/6-08
Min veninde Anja, som også er Lykkes gudmor, fik i går taget sine enæggede tvillinger med kejsersnit. Anja har siden misdannelsesscanningen i uge 21 vidst, at hun ville få to drenge med hver sin hjertefejl. Den ene af tvillingerne har også noget med tarmen, så der skal man først til at finde ud af, om der er passage og dermed, hvor problemet/problemerne er.

Nikolaj og jeg var ind på Rigshospitalet for at besøge Anja og drengene, som hedder Rasmus og Linus. Jeg har længe vidst, at drengene ville komme til at ligge på Neonatalafdelingen på samme stue, som Silje lå, da det er der, hjertebørnene ligger. Derfor havde jeg brug for at have Nikolaj med i dag, da jeg ikke har været på stuen, siden Silje døde.

Det var en meget stor udfordring for mig at tage ind og se Rasmus og Linus. Tårerne løb ned af mine kinder stort set hele tiden, mens vi var på afdelingen, og jeg kunne virkelig mærke igen, hvor meget jeg savner Silje. Hvor stor min kærlighed er til hende, og hvor stolt jeg var dengang over at have fået hende.

Selv om det var hårdt at besøge Anja og drengene, så var det det det rigtige for mig at gøre. Selvom jeg var ked af det, så følte jeg alligevel en ro, da jeg så drengene. De ser fine og dejlige ud og stemningen inde på sådan en afdeling er i mine øjne god, selv om det er syge børn, der ligger sådan et sted. For selv om det er hårdt, at ens barn/børn er syge, så er man simpelthen så stolt over at være blevet mor, og denne stolthed og kærlighed til sit barn/børn gør, at man holder hovedet højt og gør sig stærk for barnets/børnenes skyld. Det var dejligt at se Anja i dag, hun er en super mor, som er pave stolt af sine børn. Hun er stærk, og der er ingen tvivl om, at de to drenge nok skal få al den kærlighed, de hver især har brug for.

Jeg er glad for at have set Rasmus og Linus i dag. Linus, som er den, der har det værst, skal opereres i morgen i tarmen. Selv om alle selvfølgelig håber, at det går godt med operationen, så ved jeg, at det kan gå galt. Derfor betyder det ekstra meget for mig, at have set dem begge i god behold, inden deres hårde start på livet rigtig begynder. Anja er den eneste af mine veninder, der nåede at se Silje i live, hvilket jeg er utrolig glad for, at hun nåede. Jeg er meget ked af, at ikke flere så Silje i live, for hun var bare så skøn og dejlig. Derfor havde jeg sagt til Anja, at jeg ville nå at se drengene, inden de skulle opereres, hvis der skulle ske dem noget.

Heldigvis virker det til at, Rasmus har det rigtig fint. Han får i hvert fald ikke medicin, som Linus gør, og som Silje gjorde. Jeg føler, at jeg har en fornemmelse af, hvordan Anja har det i disse dage. At være spændt, glad, stolt og på samme tid bange og trist over, at ens barn/børn er syge. Jeg tænker meget på Anja, Rasmus og Linus i disse dage. Når jeg vågner om morgenen, er de de første jeg tænker på. Jeg tør næsten ikke at tænde min mobiltelefon af angst for, at der bipper en sms ind fra Anja med en dårlig besked. Jeg kan godt mærke på nuværende tidspunkt, at jeg er mærket af den telefonopringning, vi modtog fra lægen inde på neonatalafdelingen den nat, Silje døde. Jeg tror altid, at jeg vil få det rigtig skidt, hvis vores telefon ringer om natten, selv om det måske bare er en ?ligegyldig? opringning. Når jeg de sidste par dage har tændt min mobiltelefon om morgenen, så har det været med et sug i maven og tankerne rettet på den nat, Silje døde og på lille Linus, som har det svært efter, at han er blevet født.

Lørdag d. 14/6-08
I dag blev Linus opereret i tarmen, og operationen gik godt. Det var dejligt, da Anja ringede og gav den dejlige nyhed. Jeg går rundt og har lidt problemer med maven for tiden. Jeg tænker, det er pga. alt det med Anjas drenge, som påvirker mig en del. Jeg blev i hvert fald lettet, da jeg hørte, at alt var gået, som det skulle.

Nikolaj og jeg var oppe på kirkegården i dag for at tænde et lys for Silje. Da jeg stod der, faldt mine tanker også på Linus og Rasmus, som jeg inderligt håber vil få et langt og lykkeligt liv.

Mandag d. 23/6-08
Jeg har været inde på Neonatalafdelingen tre gange nu, for at besøge Anja. Det går bedre med at komme derind, mine tanker er i hvert fald ikke mere kun på Silje, når jeg er derinde. Jeg kan godt adskille drengene og Siljes forløb fra hinanden. Men jeg må indrømme at det er hårdt, tårerne løber meget af tiden ned af mine kinder, når jeg er på afdelingen. Når jeg går derfra og sidder i min bil på vej hjem igen, tager jeg mig også en ordentlig tudetur. Jeg har sku så ondt af især lille Linus, som først er blevet opereret i tarmen og allerede i morgen igen, ikke engang to uger efter første operation, skal opereres i hjertet. Den lille fyr, hvor er det da hårdt for ham.

Da jeg var inde på Neonatalafdelingen i dag, var der kommet en del nye børn til. Der var især en pige/mor, som jeg især kunne spejle mig i. Hun var helt opløst i ansigtet og det var tydeligt, at hun havde grædt rigtig meget. Jeg kunne pludselig se mig selv i samme situation, da vi efter en fantastisk fødsel, kom ind på Neonatalafdelingen på Rigshospitalet for første gang. Det var et frygteligt møde, der ventede os. Vores lille pige var alvorlig syg og samtidig med at vi skulle forholde os til det, så var der personale og forældre til andre syge børn over det hele, som vi også skulle kunne rumme.

Jeg spejler mig ikke så meget i Anja, hviket måske er meget godt, da jeg så kan være der for hende på en måde som jeg ellers ikke tror jeg kunne have været. Anja er meget sejere eller i hvert fald anderledes fra mig. Hun viser ikke følelser på samme måde, som jeg gør. Jeg græder når jeg snakker følelser, om det er på arbejde, på neonatalafdelingen eller andre steder har ingen betydning. Jeg er meget følelsesladt og har brug for at delagtiggøre mine følelser med mange. Anja derimod har ikke samme behov som mig, for at sætte alle ind i hvordan hun går og har det. Hvad der er bedst ved jeg ikke. Vi er nok bare forskellige, hvilket vel også er fint.

Jeg har altid haft nemt til gråd, men jeg synes selv at det er blevet værre efter vi har mistet Silje. Jeg græder enormt nemt, hvis der er børn som ikke har det godt. Jeg kan sætte mig ind i alt for manges sted, jeg føler virkelig at jeg ved hvordan mange har det, når de har det dårligt. Det ved jeg selvfølgelig ikke, men alligevel tror jeg, at krise, sorg osv. til en vis grad føles ens. At man føler sig alene, tom, anderledes og sårbar tror jeg er gældende for rigtig mange mennesker i en svær periode.

Fredag d. 27/6-08
Forleden dag var der en kollega, som kender mig tilbage fra Parkskolen, som sagde til mig, at hun kunne mærke at jeg var blevet den gamle Trine igen. I den forbindelse fortalte hun, at der var en del af mine tidligere kollegaer, som havde snakket sammen om, at de var urolige for mig, om hvordan jeg ville klare mig igennem min sorg. Min kollega havde været sammen med nogen af de gamle Parkskole-folk og de var blevet rigtig glade for at høre, at jeg smilte og så glad ud igen.

Det er sidste skoledag før sommerferien i dag og jeg må indrømme at det nok er sidste gang, at jeg ikke føler mig helt opbrugt og bare har brug for ferie. Jeg har været i gang i en måned og det har været meget stille og roligt, så jeg hungrer bestemt ikke efter sommerferien, men det bliver nu meget dejligt at gå hjemme med Lykke igen.

Søndag d. 29/6-08
Linus (Anjas dreng) er blevet opereret i hjertet og det gik godt. Jeg ville have besøgt dem i dag, men da jeg er lidt småsyg med ondt i halsen, turde jeg ikke at besøge dem, af hensyn til at smitte drengene.

Jeg tror det bliver en dejlig sommer, selvom vi ikke skal ud at rejse i år. Vi skal dog op i mine forældres nye sommerhus i to uger.