Siljes Hjerte

Tirsdag d. 1/5-07
Jeg har længe frygtet maj måned. At gå ind i denne måned havde jeg en fornemmelse af, ville blive hård.

Jeg havde fri i dag, pga. 1. maj, noget far ikke havde. Da vi vågnede, begyndte han langsomt at gøre sig klar til at tage af sted på arbejde. Pludselig kom han i tanke om, at han havde et møde, han skulle til, og begyndte derfor at skynde sig lidt. Jeg lå stadig i sengen, men blev grebet af angst, da far i en fart sagde farvel. Jeg begyndte at græde, og inden i havde jeg det på samme måde, som tiden lige efter din død. Jeg ville ikke være alene, og jeg savnede dig uendelig meget. Jeg græd og græd og havde slet ikke lyst til at stoppe igen.

Far ville ikke gå fra mig, da jeg var helt utrøstelig. Da jeg kom til mig selv igen, fortalte jeg ham, at din mormor og morfar også havde fri pga. 1. maj, så derfor ville jeg tage hjem til dem, så han kunne godt tage af sted på arbejde. Far bad mig ringe til dem med det samme, mens han var hjemme, så han vidste, at jeg ville være i gode hænder. Din mormor kom efterfølgende og hentede mig, og dagen brugte jeg hjemme hos dem.

Jeg havde perioder i løbet af dagen, hvor jeg havde det godt, men jeg havde også perioder, hvor jeg var rigtig trist. Jeg tænkte især på, hvordan din fremtid ville have været, hvis du havde levet og på, hvordan du skulle kæmpe hele livet, og hvordan far og jeg skulle kæmpe med dig og for dig i denne tid, hvor alt spares væk. Jeg tror, det ville have været benhårdt for os alle sammen, men vi ville have gjort alt for dig.

Jeg bliver sur og ked af det, hver gang jeg ser programmer med mennesker, der har brug for hjælp, ikke bliver behandlet ordentligt, fordi kommunerne ikke har økonomi til at give den rette omsorg og behandling. Jeg kommer sådan til at tænke på, om du ville været blevet en af dem, som ville have været til "besvær" for systemet. Jeg kan næsten ikke klare at tænke på, at livet skulle have været en daglig kamp for dig, fordi du uden grund skulle være så uheldig at have fået en hjertefejl, noget du ikke selv var skyld i. 

Jeg ved ikke, hvorfor jeg tænker så meget på dig og din fremtidsudsigter, for det kan jo være lige meget. Men når jeg ser unge mennesker, som har et handicap af en eller anden grund, så tænker jeg på dig. Jeg prøver at se for mig, at det er dig, som har de samme problemer, som dem. Jeg ved jo ikke, hvordan din fysiske og psykiske formåen ville have været, så derfor er det svært for mig at sætte en "diagnose" på dig. Jeg forestiller mig en masse, godt som dårligt, om dig, men i min verden ser jeg dig som en pige med flere vanskeligheder i livet end sædvanligt. Udviklingsmæssigt ville du også være bagud for din alder.

Det var, hvad min dag gik med, at tænke på dig og dit liv.

Søndag d. 6/5-07
Jeg har det ikke så godt for tiden, jeg er trist, ked af det, træt og sur. Jeg laver ikke specielt meget, men mit hoved arbejder på fuld tryk. Jeg har alt for mange praktiske ting at tage mig af for tiden, og så er der også utrolig mange indtryk og tanker, som jeg skal have bearbejdet.

Jeg har hele tiden syntes, at det har været dejligt med de projekter, vi har herhjemme, både med badeværelset og terrassen, fordi det fik mig til at slappe af. Nu bliver jeg derimod stresset over det, fordi jeg gerne vil have det færdigt, så far og jeg kan være noget mere sammen. Jeg savner far rigtig meget, selv om vi stort set er sammen hele tiden, på nær når vi begge er på arbejde. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har det sådan, men jeg har brug for, at vi begge er sammen om at være der for dig. Jeg savner også dig så frygtelig meget for tiden, at jeg ikke kan beskrive det med ord.

At jeg føler mig stresset og ikke kan få ro i mit lille hoved, fordi der er så mange ting, der fylder, gør, at jeg ikke rigtig får "passet" mig selv og min sorg. Jeg udskyder alt det, der gør ondt, og du får ikke lov til at fylde det, du skal. Den praktiske gris, som jeg kalder mig selv, tager lidt for meget over, hvilket gør mig utrolig ked af det.

Hele weekenden har jeg haft meget let til tårer, og følelserne har ligget lige under overfladen på mig. Jeg ved, at det er fordi, at vi nærmer os d. 13. maj, at jeg har det sådan. Mange minder bliver genopfrisket igen, både gode som dårlige. Jeg har en meget ambivalent følelse med hensyn til din årsdag, fordi jeg på den ene side glæder mig til at have dig tæt på igen, men på den anden side ville ønske, at dit/mit og fars liv ville have set anderledes ud. At glæden og lykken overskyggede den kæmpe store sorg, jeg stadig føler hver evig eneste dag. 

Mandag d. 7/5-07
Jeg var på arbejde, hvor jeg snakkede med en af mine ledere om, hvordan jeg har det. Jeg har det dårligt og kan ikke overskue hverdagen. Jeg fortalte, at min tanke er, at jeg vil sygemelde mig, indtil efter d. 17. maj, hvor du døde. Jeg har brug for at kunne holde hverdagen ud, og det kan jeg ikke for tiden. Mit hoved er fyldt med tanker om dig og Lykke, og det er mere end jeg følelsesmæssigt kan klare for tiden.

Inden mødet med min leder, havde jeg ikke besluttet mig fuldstændig for, om det var en sygemelding, jeg ville have. Derfor aftalte vi, at jeg lige skulle se dagene an, før jeg tog den endelige beslutning om en sygemelding.

Mandag aften var jeg i sorggruppe, hvilket var rart, selvom jeg følte mig tom og ikke rigtig kunne få udtrykt, hvordan jeg havde det.

Tirsdag d. 8/5-07
Jeg var til psykolog, hvor vi snakkede om de ting, der fylder inde i mig for tiden. Det er meget, så det var dejligt at få lidt struktur på og finde ud af, hvad det er, der fylder mest. Ind imellem kunne jeg stoppe helt op i vores samtale, fordi jeg ikke kunne finde ud af, om det, vi snakkede om, var det vigtigste for mig.

Inden jeg tog hjem, havde jeg fået indkapslet to ting, som jeg vil bruge nogen kræfter på at komme til bunds i. Den ene af tingene er, at jeg har brug for, at du får lov til at fylde det, du skal, og få fortalt omverden, at Lykke nok skal få den kærlighed, hun behøver. Jeg er ikke bange for, at jeg ikke vil komme til at elske Lykke-fisen, for hende er jeg allerede så utrolig vild med. Hun skal få det som blommen i et æg, og jeg slipper aldrig taget om hende. Hun er højt elsket, og jeg glæder mig til at få hende i mine arme, for de er nemlig så tomme på nuværende tidspunkt.

Mit problem er, at jeg derimod har utrolig dårlig samvittighed over for dig. Jeg er ikke bange for at glemme dig, men jeg har nok lidt svært ved at slippe min ?ked af det? hed Jeg er bange for, at min glæde over at få Lykke vil gøre mig endnu mere ked af det i forhold til dig.

Jeg bliver derfor små irriteret, når jeg får at vide, at det er vigtigt, at jeg er der for Lykke. At hun skal kunne mærke min kærlighed. Men som jeg har skrevet ovenfor, så er jeg mere end lykkelig over, at jeg snart skal være mor igen. Desværre er det bare Lykkes skæbne, at hun har en storesøster, som er død, og derfor er min graviditet med hende anderledes end den første.

En anden ting, som fylder for tiden, er, hvordan jeg bliver som mor. Jeg er på nuværende tidspunkt dødsens angst for, at noget skal gå galt med Lykke, så jeg slet ikke kan overskue, hvordan det vil blive den første tid efter, at hun er født. Jeg er bange for, at jeg vil blive skør af bekymringer, og at jeg dermed vil blive en mor, som jeg egentlig ikke vil være.

Men som far sagde i går, så havde jeg jo også en forestilling om, hvordan graviditeten ville blive, inden jeg blev gravid. Jeg husker alle de bekymringer, jeg havde dengang, men indtil nu er det da gået meget godt. Jeg er i hvert fald ikke bange for, at der vil ske noget, mens Lykke er i maven, for der har hun det godt. Min bekymring går på efter fødslen, hvor det hele endte tragisk sidste gang.

Hvis jeg bliver en rigtig pylremor, når Lykke er født, så tror jeg bestemt, at det er en følge af mit tab af dig. Jeg vil gøre alt for at intet ondt skal hænde Lykke. Så, som din mormor med et smil sagde forleden dag: ?Jeg får sikkert ikke lov til at passe Lykke-pigen det første år hun lever?, hvortil jeg svarede: ?Det tror jeg heller ikke?.

Onsdag d. 9/5-07
Jeg er blevet sygemeldt fra arbejde, indtil d. 17. maj. Jeg har sovet længe i dag, hvilket har været tiltrængt. De sidste mange nætter har jeg drømt, at Sif kommer galt af sted. I nat blev hun kørt over af en bil, og derfor råbte jeg ?NEJ? så højt, at både far og jeg vågnede med et sæt.

I går, da jeg var til psykolog, fortalte jeg om mine drømme med Sif. Psykologen fortalte mig, at det er en meget normal reaktion, jeg har, at jeg i drømmene har mor-barn forestillinger. Sif er derfor et symbol på det barn, jeg vil passe på, men ikke kan.

Ellers har jeg været hos lægen i dag, et almindeligt graviditetstjek, hvor både blodtryk, urin og min vægt var fin. Jeg er i uge 26+2 og har taget 7 kg på, så det er præcis det samme, som i min graviditet med dig. Det hele sidder på maven og lidt i hovedet. Jeg ligner Kylling, ligesom sidst. Jeg har frygtelig tynde ben og bagdel, men så kommer der en ordentlig bold på maven :-)

Jeg har det bedre i dag, men har bestemt mig for at lave mindst muligt. Jeg nyder at sove, når jeg har lyst, gå ture med Sif, tage på kirkegården, hvor der er utrolig flot for tiden og tænke på både dig og Lykke.

Jeg håber inderligt, at jeg med min sygemelding får tid til at nyde dagene, hvor du levede. Jeg vil gerne, at det bliver rart for mig, og at jeg vil kunne huske dig på en god og dejlig måde. Den sidste tid har været uudholdelig, fordi alt det dårlige har overskygget det gode ved din tilstedeværelse. Nu kan jeg mærke, at bøtten er ved at vende, og at jeg husker tiden og dig, som noget positivt.

Jeg har også bestemt mig for, at jeg i den næste tid ikke må tænke så meget på alle de praktiske ting, som skal laves. Jeg skal passe på mig selv, og du skal være i centrum.

Fredag d. 11/5-07
Far prøvede for første gang at lægge sit øre ned på min mave, for at høre Lykkes hjertelyd. Efter lidt tid kunne han pludselig høre lyden af en fiskekutter, og han var sikker på at have hørt hjertet slå. Åhh hvor var det dejligt. Far kunne aldrig finde din hjertelyd, når han lagde sit øre på min mave, fordi moderkagen lå foran, og derfor gjorde det sværere at høre.

Lørdag d. 12/5-07
Jeg sover uroligt for tiden og vækker derfor far flere gange i løbet af en nat. Jeg drømmer utrolig meget, og jeg vågner også selv mange gange og er helt forvirret. De sidste to nætter har Lykke også sparket så meget, at jeg pga. hende har ligget søvnløs. Mon hun kan mærke, at jeg er psykisk påvirket for tiden, så hun bliver urolig sammen med mig? Hun har i hvert fald været meget mere aktiv om natten de sidste par nætter, end hun plejer at være.

Det er mærkeligt at ligge vågen pga. en livlig Lykke i maven. Du sov som en sten om natten, ligesom din mor. Du var velopdragen og legede ikke tagfat på tidspunkter, hvor der skulle soves :-).

I nat havde jeg en underlig oplevelse, fordi jeg følte mig vågen, men alligevel var så langt væk i bevidstheden, at jeg ikke kunne styre mine tanker. Jeg drømte, at Lykkes sparken og bevægen var veer, i stedet for bare en aktiv pige. Dette har gjort, at jeg hele dagen i dag har haft det meget uvirkeligt omkring din fødselsdag i morgen. Jeg er nemlig tilbage til sidste år, hvor jeg, natten før jeg fødte dig, havde småveer. Dette gør, at jeg i dag, på en eller anden mærkelig måde, kan overbevise mig selv om, at jeg føder dig i nat. Meget besynderligt og ikke særlig rationelt, men det er en rar følelse at have i dag.

Søndag d. 13/5-07
I nat vågnede jeg klokken 02 og kunne ikke forstå, at mine veer ikke var startet endnu. Jeg lå i en times tid og mærkede efter veer og tænkte på dig. Til sidst faldt jeg i søvn, og da jeg vågnede igen, var jeg sikker på, at klokken ville være ca. 05. Det var nemlig tidspunktet, hvor du blev født, så derfor var jeg sikker på, at jeg ville ligge lysvågen på det tidspunkt. Det gjorde jeg dog ikke, og jeg vågnede først igen kl. ca. 07.

Da far og jeg ville stå op efter at have ligget og snakket lidt om dig, blev jeg helt tom inden i, og jeg havde slet ikke lyst til at stå op hele dagen. Jeg gjorde det dog alligevel, da vi skulle fejre din fødselsdag med gæster til frokost.

Jeg fik ikke lavet meget den formiddag, men heldigvis boede din farmor og farfar hos os i weekenden, så de tog det store læs med at arrangere og gøre klar til klokken 12, hvor din mormor og morfar, din onkel og tante og Mette og Ebbe skulle komme.

I løbet af formiddagen fik far og jeg lavet et lille videoklip af dig og mig siddende sammen inde på Rigshospitalet. Det er desværre lidt mørkt, og lyden er heller ikke så god, da det er taget med din morfars kamera. At kvaliteten ikke er så god, er selvfølgelig ærgerligt, men det vigtigste for mig er, at have noget lyd og billede med dig på.

Videoklippet kan ses ved at klikke her

Inden gæsterne kom, var far og jeg også oppe på kirkegården, hvor vi tændte et lys for dig, satte en lille lyserød bamse og en lille buket blomster med lyserøde roser og brudeslør. Den helt samme buket havde jeg fået af far om morgenen, bare i en større udgave. For samtidig med at det var din fødselsdag, så var det også mors dag, så derfor havde far købt to identiske buketter, en til hans lille pige og en til hans store pige, nemlig mig.

Da vi kom hjem, var gæsterne kommet, og vi tog alle sammen op på kirkegården. Alle tændte et lys for dig, og du fik også flere flotte buketter og en snegl. Det var rigtig dejligt at være så mange oppe at besøge dig på samme tidspunkt.

Da vi kom hjem, spiste vi frokost, og bagefter så vi den film, far har lavet af dig, og som også ligger på din hjemmeside. Det var hårdt at se, og jeg tror, at alle havde tårer i øjnene, da den var færdig. Men set i fars og mine øjne, så var det det rigtige at gøre. Du skulle fylde, og det gjorde ikke noget, at humøret faldt lidt for en stund.

Bagefter drak vi kaffe udenfor i det gode vejr. Du må have været en god og artig pige, sådan som solen skinnede, og vinden var behagelig.

Da dine fødselsdagsgæster var taget hjem, slappede far og jeg af. Vi var trætte og orkede ikke at lave mere den dag. Det havde været en dag lige efter vores hoveder, og jeg var lettet over, at det hele var gået godt.

I løbet af dagen havde du fået et utal af 'tændte lys' inde på din hjemmeside. Jeg var nok inde og kigge hver time, om nogen havde tændt et lys. Det var der stort set hver gang jeg kiggede, og hver gang blev jeg så utrolig glad for alle dem, som husker dig, far og mig. Det betyder så utrolig meget for mig, at familie, venner/veninder og ukendte for os, viser deres medfølelse og omsorg for os ved at tænde et lys. Så til alle jer, som tændte lys for Silje til hendes fødselsdag. Tusind tak.

Far og jeg fik også mange sms?er, blomster, kort og e-mails, som vi også meget gerne vil takke for. Det varmer og betyder rigtig meget i sorgen at have så mange rundt omkring, som husker os. Jeg ved godt, at jeg ikke er den, som husker alle jer for tiden. Jeg har nok i mig selv, hvilket jeg til tider godt kan have lidt dårlig samvittighed over. Så derfor synes jeg, at det er ekstra flot, at så mange alligevel er der for os. Jeg håber dog, at alle ved, at det er fordi, jeg stadig ikke har det overskud, der skal til for at opsøge og holde kontakten til alle. Mon det ændres på et tidspunkt? Det ved jeg ikke, men jeg er stadig nysgerrig og vil gerne vide, hvordan det går med jer alle sammen, så på et tidspunkt kommer jeg nok ud af mit skjul. Lille Lykke-pigen skal da også vises frem, inden hun skal konfirmeres :-)

Mandag d. 14/5-07
Jeg er sygemeldt i denne uge, så derfor sov jeg længe, hvilket var rigtig dejligt. Jeg var trist og ked af det, da jeg stod op, så derfor tog jeg din kuffert ned og brugte lang tid på at kigge i den. Jeg læste din journal fra Rigshospitalet, alle dine kort osv. Jeg kiggede også på dit sygesikringsbevis, dit fod-og håndaftryk, dit og mit armbånd, som vi fik på, da du blev født, din fødsels- og dødsattest osv. Alle de ting fik mig igen til at tænke på, hvad det er, jeg har mistet. Jeg var rigtig ulykkelig, men jeg følte også, at jeg havde brug for og lyst til at mærke smerten på tæt hold igen.

Om aftenen var far og jeg oppe hos dig, hvor dine lys brændte så flot i den mørke aftenhimmel. Det var helt vindstille, og vi nød at stå ved din grav.

Tirsdag d. 15/5-07
Jeg er ikke på samme måde ked af det i dag, men jeg har nok bestemt mig for, at jeg ikke vil være rigtig glad. Jeg har brug for at være i en 'ked af det' tilstand, hvor jeg bruger tid på at tænke alt igennem. Både dagene for præcis et år siden, men også hele året og fremtiden, hvor Lykke vil blive en stor del af familien. Derfor har jeg i dag skrevet dagbog om min situation lige nu, men jeg har også lavet noget i Lykkes bog for at lave noget, der gør mig lidt glad.

På din fødselsdag i søndags fik du en halskæde med et guldhjerte af din farmor. Det er en halskæde, som hun selv har fået af sin far, da hun blev 18 år, men som hun havde bestemt, at du skulle have. Jeg vil have den på de næste par dage, men ellers er det min mening, at Lykke skal have den, når hun bliver så stor, at hun forstår, hvem den er fra, og hvor meget den betyder for mig.

Du, far og jeg fik også andre gaver, såsom små røde hjertelysestager, en hjertebroche, hjerteservietter, CD med 'Danser med drenge', hvor sangen 'Er der nogen i himlen?' er på osv. I dag har jeg hørt CD´en flere gange, og jeg er blevet helt vild med den.

Lykke fik også en gave i søndags, en lillesøster gave, så hun ikke blev jaloux over, at al opmærksomheden gik på storesøster :-). Hun fik en CD med 'Vuggeviser' af Søs Fenger.

Torsdag d. 17/5-07
Jeg vågnede klokken 05 og kunne ikke sove mere. Jeg tænkte på forskellige episoder, den nat du døde for et år siden. Det billede, der flest gange kom frem på min nethinde, var tidspunktet, hvor far og jeg sad med dig ? død - inde i et lille rum, vi havde fået tildelt. Vi sagde ingenting til hinanden, men skiftedes bare til at holde dig og kigge på dig. Vi forstod ingenting, og pludselig gik døren op, og ind kom din mormor og morfar. Jeg glemmer ikke deres udtryk i øjnene, de var så ulykkelige og det var så hårdt at se dem. I nat så jeg den sekvens mange gange, og det holdt mig vågen, indtil jeg skulle op.

Klokken lidt i syv ringede vækkeuret, fordi Sif og jeg skulle til agilitystævne. Far havde lovet at tage med, så vi kunne være sammen, hvis jeg blev ked af det. Din mormor og morfar ville også komme og medbringe kaffe og morgenbrød. Så allerede fra morgenstunden vidste jeg, at det ville blive en god dag.

Det var et frygteligt vejr med regn og blæst, men jeg nød at være sammen med familien, som syntes, at det var sjovt at se mig og Sif i aktion. Vi klarede os super godt, og jeg tror, at de var lidt imponeret over at se, hvor god Sif egentlig er. I den ene klasse blev vi nummer 2 ud af 40 hunde. Kun Sif og en anden hund løb banen fejlfrit, så det var bare kanon.

Da vi kom hjem frøs far og jeg så meget, at vi tændte for saunaen. Der sad vi ude i lang tid og snakkede om dagen. Jeg prøvede flere gange i løbet af dagen at koncentrere mig lidt om dig, men det var svært, da mit hoved var fyldt med agility. Jeg fik ikke dårlig samvittighed over det, men måtte bare konstatere, at jeg havde det bedre på denne dag, end jeg i min vildeste fantasi kunne have forestillet mig.

Så selv om det i mine tanker havde været en dag, som jeg allerhelst ville springe over, så endte den faktisk med at blive meget god.

Mandag d. 21/5-07
Jeg var på arbejde efter min næsten to-ugers sygemelding. Det gik fint, og jeg synes, det var dejligt at være tilbage.

Om aftenen var jeg til et foredrag omkring det at blive gravid igen, efter man har mistet. Det var et arrangement ?Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød? stod for, og hende, der fortalte, var Frederikke, som jeg skriver e-mails med. Hun gjorde det godt, og jeg fik meget ud af at høre om hendes erfaringer.

Inden foredraget spiste jeg på restaurant sammen med Mette og en pige Lise, som mistede Anna, 11 uger gammel pga. en kromosomfejl.

Jeg har e-mailet med Lise i nogen tid, men aldrig set eller snakket med hende, så det var lidt spændende at se, hvem hun var. Hun mindede meget om Mette og mig selv, så det var rigtig hyggeligt at lære hende at kende. Vi snakkede selvfølgelig om vores døde børn, men også om hvordan vi hver især går rundt og har det. Efterhånden finder jeg ud af, at sorgens faser er meget generelle for alle. Jeg synes i hvert fald, at de, jeg snakker med, har de samme spekulationer, som jeg har. Det er dejligt at være sammen med nogen, som forstår og ved præcis, hvordan jeg har det.

Tirsdag d. 22/5-07
Jeg har længe set frem til 28. graviditetsuge, fordi jeg for længst har bestilt en 3D scanning inde hos scanningsjordemødrene på Østerbro. Det er en scanning, man selv betaler for, men som jeg har set frem til, siden jeg blev gravid med Lykke.

Far og jeg var inde til scanningen i en times tid, og med os hjem fik vi et hav af billeder og en lille film. Det var simpelthen alle pengene værd at se tykke Lykke boltre sig inde i min mave. Hun havde både øjnene åbne, tungen ud af munden, hun smilte og lavede de vildeste grimasser.

Hun var virkelig, som jeg skriver, tykke Lykke, fordi hun i 28. graviditetsuge vejede næsten 1500 gram. Hun burde kun veje ca. 1100 gram. Hendes lårben havde også en længde, som var jeg i uge 31, men det er jeg ikke. Hun bliver en stor, dejlig rund pige :-)

Det gjorde mig virkelig glad at se hende have det så godt. At hun har sul på kroppen er også fantastisk, for så vil hun nok have bedre chancer, hvis hun skulle blive født før tid. Så spis løs, mors pige. Det er en kæmpe lettelse at være nået så langt i graviditeten, for nu kan der sku da ikke gå noget galt. Hun er tjekket fra top til tå, og alt ser bare så fint og godt ud.

Jeg havde heller ikke dårlig samvittighed over for dig, selv om det meste handlede om din lillesøster.

Senere var jeg ude at sætte en blomst og et lys ved din oldemor og oldefars grav. Jeg var også hjemme i oldefars hus og se det for sidste gang, inden det bliver solgt. Det var meget mærkeligt at være der for allersidste gang. Alt var fjernet, og der så underligt ud.

Om aftenen holdt vi oldefars fødselsdag, selv om han ikke er her mere.

Onsdag d. 23/5-07
I dag er det et år siden, du blev bisat, og jeg har det ikke godt. Jeg var i tvivl, om jeg skulle sygemelde mig, men tog alligevel på arbejde. Skoledagen gik godt, og jeg er sikker på, at ingen kunne mærke på mig, at jeg var ked af det.

Da jeg sad ud i bilen efter arbejde, begyndte jeg at græde. Jeg havde ikke flere kræfter, for dem havde jeg brugt på at virke glad. Jeg brød sammen i bilen, da jeg havde mulighed for at give efter for mine følelser.

Jeg var ked af det resten af dagen. Selv agility med Sif gjorde ikke mit humør bedre, som det ellers plejer at gøre.

Fredag d. 25/5-07
I går og i dag har jeg sygemeldt mig fra arbejde. Jeg er dybt ulykkelig, og så er jeg pludselig blevet sur på hele verden igen. Det er frygteligt at være så sur, for jeg føler ikke, at det gavner mig på nogen måde. Når jeg er ked af det, så føler jeg, at jeg i det mindste gør noget for dig, at jeg kommer tættere på dig. Når jeg er sur og rasende, har jeg kun negative tanker og intet er rationelt. Jeg synes, at alt og alle er imod mig, og jeg føler ikke, at nogen forstår mig. Jeg føler mig noget så ensom, og min arrigskab bobler inde i mig og kan ikke komme ud.

Far har for en uges tid siden bestilt to billetter til London. Han syntes, at vi havde brug for en hygge weekend, hvor vi kunne lave, hvad vi havde lyst til. Jeg havde dog ikke den store lyst til at tage af sted, da det var alt for uoverskueligt i mit lille hoved. Jeg magtede simpelthen ikke at skulle af sted hjemmefra, selv om vi kun skulle over og slappe af med hinanden.

Vi tog den endelige beslutning om at tage af sted kort tid før, det var for sent.

Lørdag d. 26/5-07
Vi har haft en god dag, hvor vi har fået købt noget tøj til Lykke. Vi har gået en del, så om aftenen var jeg ret træt og øm i mit underliv. Jeg har heldigvis hverken været sur eller ked af det i dag, så det har været dejligt. 

Søndag d. 27/5-07
I nat har jeg haft flere livagtige drømme om, at hotellet, vi bor på, brændte, og at jeg gik i fødsel. Natten før havde jeg også drømt om hotellets skæbne, så flugtplanen havde jeg allerede fået styr på. Men at jeg gik i fødsel, gjorde mig temmelig nervøs. Jeg lå længe og mærkede efter, om jeg fik veer, og om vandet mon ville gå. Jeg gik lidt i panik over, at at vi var i England, og jeg kunne ikke finde ud af, om jeg skulle stå op for at pakke vores ting, så vi var klar, når ambulancen kom  for at hente mig.

Da klokken var syv, og det var lyst udenfor, var jeg lettet over, at ingenting var sket.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg har så frygtelige drømme for tiden. Men jeg tror, det er fordi, at jeg i løbet af dagen kan filtrere min skræk for at miste fra, hvilket jeg ikke kan om natten. Forleden nat drømte jeg, at Sif druknede, og at Lykke døde i min mave. Det er hårde drømme, som jeg håber, snart vil aftage, da de også påvirker mig i løbet af dagen.

Det er lidt mærkeligt, for når jeg fortæller far om mine drømme, så viser det sig, at han også lider lidt under tanken om at miste. Vi er åbenbart begge meget sårbare omkring det at skulle miste igen.

Tirsdag d. 29/5-07
Det går efterhånden op for mig, at de eneste, der med tiden vil savne dig, er din farmor og farfar, mormor og morfar, far og jeg. Jeg har nok hele tiden haft den naive tanke, at du på trods af dit korte liv har betydet noget for andre. Men det gør du ikke, du betyder ikke noget for andre, for de nåede ikke at lære dig at kende. Det eneste, folk venter på, er, at jeg bliver glad, for det er det, der betyder noget for familie og venner. Når jeg bliver glad, vil ingen snakke om dig mere, uden at jeg tager emnet op.

Jeg synes, det er sindssyg hårdt for tiden at opleve, hvor lidt du i nogle selskaber får lov til at fylde. Der bliver ikke snakket om dig, dit navn bliver ikke nævnt, for det har de personer, jeg tænker på, ikke overskud til.

Jeg bliver helt vildt ked af det, når jeg allerede nu ved, at du i den nærmeste familie ikke får den plads, som jeg synes, du fortjener. Du vil i mine øjne have levet forgæves, når Lykke bliver født. Så vil fokus fra alle sider være på hende, og du vil gå i glemmebogen.

Det vil altid være mit ansvar at inddrage dig i samtaler og gøre dig til en del af mig og det liv, jeg fører. Det vil altid være mig, der skal have overskud til at bringe dig på banen, og det vil altid være mig, der skal acceptere, når du ikke får lov til at fylde. Med andre ord, er det kun mig, der er den uheldige vinder.

Som man nok godt kan fornemme af det, jeg skriver, så er jeg frygtelig ulykkelig og enormt sur for tiden. Jeg bliver ufattelig såret, når folk ikke har overskud til at snakke om dig, eller er skrækslagne over at snakke om døden. Jeg hader, når det er nemmere for folk at sige ingenting end at snakke om svære følelser, for det er de svære samtaler, som er gode for mig og får mig videre.

Jeg var til psykolog i dag, hvor vi snakkede meget om din plads i fremtiden. Hun sagde også, som jeg har skrevet ovenfor, at du ikke betyder noget for andre. Jeg synes, det var ufattelig hårdt at få at vide, men jeg er glad for, at hun fortæller mig, hvordan jeg kan forvente at fremtiden vil blive, selv om det ikke er sjovt at få livets realiteter serveret.

Jeg ved godt, at du med tiden vil optræde mindre og mindre i folks sind, inklusiv mit eget. For det vil nok altid være sådan, at de, som man ikke med jævne mellemrum ser, forsvinder mere og mere ud af ens liv. Den er jeg helt med på, men alligevel er det på nuværende tidspunkt svært at acceptere, at det bliver sådan.

Du betyder så meget for mig og mit liv, at jeg til tider ikke har lyst til blive glad igen. Men som Frederikke - som jeg skriver sammen med - har sagt, så er vi nødt til at være der for de levende børn og ikke de døde, for ellers kunne vi ligeså godt have ladet være med at få flere guldklumper. Det vil jeg jo selvfølgelig give hende ret i, men det er bare så svært at give slip.

Onsdag d. 30/5-07
Jeg går på barsel om tre uger, men har fra i dag fuldtidssygemeldt mig, indtil min barsel starter. Jeg har det ikke godt, jeg græder meget og er enormt træt. Jeg er bange for, at Lykke skal dø i maven på mig, og så er jeg bare ikke glad. Jeg følte til sidst, at når jeg var på arbejde, så satte jeg en glad-maske på, som slet ikke var i overensstemmelse med, hvordan jeg havde det. Jeg følte ikke, at der var forståelse for, at jeg skulle gå fra på barsel to uger før sommerferien, da det af hensigtsmæssige årsager ville være bedst for min klasse, hvis jeg blev skoleåret ud. Jeg følte mig presset og ikke forstået, så derfor - i forlængelse af min nuværende sindstilstand - besluttede jeg mig for at sygemelde mig.

Jeg var til jordemoder i dag, og alt ser fint ud. Jeg er i uge 29 og lille Lykke ville på nuværende tidspunkt have rigtig gode chancer for at overleve, hvis jeg gik i fødsel. Det er utrolig dejligt at være over den grænse, hvor Lykke vil kunne klare sig uden for min mave. Men lille skat, bliv endelig inde i mors mave endnu, men om 10 uger er du, Lykke-pigen, mere end velkommen i mors og fars arme.

Til dem, der ikke ser mig, så har jeg taget 8 kg på, og fysisk er jeg helt i top :-). Jeg drøner rundt på agilitybanen sammen med Sif, selv om både mine forældre og Nikolaj forbyder mig det. Jeg må tilstå, at jeg ikke er helt fit for fight efter en træning eller et stævne. Jeg får lidt ondt i underlivet, men så længe det ikke har betydning for Lykkes velbefindende, så bliver jeg ved. Jeg glæder mig nemlig til hver træningsgang og stævne, så lidt fysisk ømhed kan jeg godt klare, hvis jeg så bare får det psykisk bedre, hvilket jeg bestemt gør.