Siljes Hjerte

Din morfar og jeg har altid haft en konkurrence om, hvem der kan løbe hurtigst på en længere strækning. Hjemme fra, hvor mormor og morfar bor, er der en rute på ca. 7 km, som vi indimellem løber. Morfar og jeg lavede, inden du blev født, et væddemål om, hvem der kan løbe hurtigst på den strækning i slutningen af december måned, men inden juleaften.

Da jeg mistede dig, blev væddemålet indstillet, men for ikke så lang tid siden blev væddemålet på de 100 kr. så genindført. Vi ved endnu ikke den præcise dato for denne udfordring, men trænet bliver der fra begge fronter. Det er sådan, at vi ringer til hinanden, hver gang vi hver især skal ud at løbe. Så den del, der hedder psykisk terror, er allerede på sit højeste. Men i rigtig god fysisk form er ingen af os.

At din morfar og jeg har dette væddemål på 100 kr., hvor æren betyder alle mest, er rigtig godt for mig, kan jeg mærke. Når jeg så også vinder og ikke kan få armene ned igen, så er den triumferende Trine tilbage :-)

Onsdag d. 1/11-06
Jeg havde aftalt med min leder, at jeg skulle komme ud og besøge Parkskolen. Han og jeg skulle tale om min situation, og hvordan vi langsomt skulle få mig i gang igen med at arbejde. Jeg havde hjemme besluttet mig for, at jeg i begyndelsen kun ville have min 3.klasse i matematik, natur & teknik og idræt.

Da jeg stod op om morgnen, havde jeg det fint med at skulle ud på skolen. Da jeg kørte i bilen, begyndte sommerfuglene langsomt at komme, og da jeg parkerede bilen, blev jeg super nervøs.

Min leder havde fuld forståelse for min situation, og hvis ikke jeg havde lysten til at starte på arbejde, så var det jo bare sådan. Vi blev dog enige om, at jeg skal komme ud på skolen og være i min 3. klasse sammen med dansklæreren til at begynde med. Når jeg så føler mig klar, kan jeg prøve med mine egne timer.

Det var en rigtig behagelig samtale, hvor jeg på ingen måde følte, at nu måtte jeg til at tage mig sammen. Og da jeg bagefter gik ind på lærerværelset for at sige hej til mine kollegaer, var der også en dejlig varme og tryghed i deres modtagelse af mig. Jeg mødte også en pige fra min 3. klasse, og hun blev rigtig glad for at se mig. Pigen fik et stort knus og bagefter løb hun ud og fortalte resten af klassen, at jeg var der. Så lidt efter stod mange af mine elever ude i gården og vinkede og smilede til mig gennem vinduet til lærerværelset. Hold da op hvor det varmede, og hvor er børn bare dejlige og ligetil.

Alt i alt var det en god oplevelse at være på Parkskolen igen, så der skal jeg snart ud igen.

Om aftenen var jeg for første gang i mange måneder sammen med fire andre piger. Det var en aften, jeg i de sidste dage havde set frem til og haft lyst til, da jeg gerne vil forsøge at være lidt social igen.

Det var en rigtig hyggelig aften, hvor jeg følte, at det, der blev sagt, ikke var ligegyldige ting. Jeg havde nok inden denne aften haft den tanke, at jeg muligvis ikke ville kunne tage deres problemer alvorligt. Heldigvis havde jeg overskud til hele tiden at koncentrere mig om det, der blev sagt, og jeg syntes heller ikke, at det var ligegyldige ting, der kom ud af deres mund. Så det var en rigtig god oplevelse for mig, tak for det piger :-).

Min anden spekulation omkring det at møde veninder igen, var, om jeg efterfølgende ville ryge ned i et hul. Jeg havde nemlig tidligere oplevet, at jeg efter en hyggelig komsammen kunne føle mig enorm tom og revet op indefra. Selv om jeg havde haft nogle gode timer med nogen, som jeg holder af, så kunne jeg få det meget dårligt, når jeg tog derfra. Mit savn til dig blev større, og jeg blev så forfærdelig ked af det.

Det var derfor endnu en sejr, at jeg ikke røg længere ned humørmæssigt, da jeg kørte derfra. Rent faktisk var jeg i godt humør, da jeg kom hjem. Jeg havde det godt, og nu havde jeg endda både grint og joket de sidste par timer uden at få dårlig samvittighed over for dig. Hvor var det dog bare fantastisk, og hvor er jeg dog nået langt.

Jeg kunne godt mærke, at der den sidste uges tid var begyndt at ske mange fremskridt for mig. Ting som jeg ikke kunne overskue for bare to uger siden, var nu noget, som jeg var begyndt at glæde mig til og have lyst til. For eksempel det at se veninder, skulle på arbejde igen, at være mere glad og at tro på livet. Mine sorgfaser rykkede sig utrolig meget i denne periode, og pludselig var bemærkninger, som jeg for ikke mange uger siden kunne blive irriteret og skuffet over, ikke mere så sårende. I en periode syntes jeg nemlig, at folk kun gik op i, om jeg havde det bedre. Det irriterede mig grænseløst, at det var det, folk gik op i, når jeg ikke selv havde lyst til at få det bedre. Jeg ville bare være der for dig og have dig helt tæt på mig. Hvis jeg havde det bedre, så betød det jo, at jeg ikke behøvede dig så meget mere, og at mit savn til dig var blevet mindre. Jeg kan godt forstå, at folk gerne vil have, at jeg har det bedre, for det er da nemmere at være sammen med en person, der har det godt og er glad, end en der græder og er ked af det.

Jeg fik fortalt flere veninder, hvordan jeg havde det, når jeg fik dette spørgsmål. Og de fik overbevist mig om, at der ikke lå det i spørgsmålet, som jeg fik det til. Jeg følte mig nemlig enormt presset over, at skulle svare på, om jeg havde det bedre, for så følte jeg, at folk bare troede, at alt var i den fineste orden, hvis jeg svarede, at jeg havde det okay. Igen var det mig, som fik overfortolket spørgsmålet, for folk som står mig nært ved jo godt at jeg den ene dag kan have en god dag, men at den næste så kan være lige modsat. Jeg er nu glad for, at jeg er så åben omkring det, som gør mig ked af det, for ofte ligger der jo ikke noget negativt i de ord, der bliver sagt eller skrevet. Inderst inde ved jeg jo godt, at folk vil mig det bedste, men som jeg siger, så går jeg hjemme for tiden og har en frygtelig masse tid til at tænke over, hvad der bliver sagt eller skrevet. Og så er jeg nok også mere følsom, end jeg har været før.

En veninde spurgte mig om, hvad hun kunne gøre for at gøre det rigtige for mig. Jeg tænkte lidt over det og sagde så, at jeg var glad for, at det ikke var mig, som stod i hendes situation. Hold op hvor må det være svært for jer alle sammen, for hvad tør man at sige, uden at jeg bliver skuffet og sur. For som jeg skriver, så kan jeg sagtens blive det af forskellige sætninger og spørgsmål. Jeg nåede dog frem til, at det er vigtigt for mig, at man er sig selv og siger, hvad man mener, og at man er ærlig. Hvis man vil høre, hvordan jeg har det med forskellige ting, så stil spørgsmål og konkluder ikke noget. Vær der for mig, som du plejer, og fortæl mig, at du tænker på mig, i stedet for at snakke med andre om min situation. For det, du siger til andre, hører jeg ikke, så selv om du egentlig føler, at du tænker meget på mig og min situation, så mærker jeg ikke din bekymring for mig.

Hvis der så er noget, jeg bliver stødt over, så lover jeg også at være ærlig og sige det til dig.

Lørdag d. 4/11-06
Jeg skulle have været til frokost hos en veninde, men var nødt til at melde afbud. Jeg havde en dag, hvor jeg ingenting gad. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg var gravid og så alligevel ikke. Jeg brugte utrolig mange kræfter på at tænke og håbe.

Far og jeg havde for første gang lyst til at se den video, vi havde optaget af dig ved fødslen.

Det var simpelthen så hårdt at se din dejlige lille krop igen. På det videoklip, vi har af dig lige efter fødslen, ser man jordemoderen veje og måle dig. Du er utilfreds, da du bliver taget væk fra mig og din krop blev kold. Du begynder at græde, og på nuværende tidspunkt er det bare så dejligt at høre. Din lille spæde gråd går direkte ind i mit hjerte, og jeg vil bare så gerne høre den igen. Senere ligger du ved mit bryst og hygger dig, mens jeg bare nyder at have dig hos mig. Du sidder også ved din stolte far, som er så rørt over at have dig hos sig. Det meste af den video, vi har af dig, er fra før vi ved, at du er syg, så bare det at se fars og mine øjne gør ondt inden i. Vi er så glade og lykkelige, for nu er vi endelig blevet den lille familie, vi havde glædet os til.

Lille skat, det var så dejligt at se dig igen. Du så ud, som jeg husker, bortset fra at dine øjne var så åbne, som de var. Du ligger og kigger rundt med meget store øjne.

Jeg tror, at man som mor er lige så stolt af sit døde barn, som man er af sit levende. Jeg er i hvert fald helt vild stolt, når jeg viser billeder frem af dig. Jeg glæder mig også rigtig meget til at fremvise det videoklip, vi har af dig. Desværre har vi ikke optaget så meget, da eventyret jo ikke skulle være sluttet så pludseligt.

Jeg elsker dig.

Søndag d.5/11-06
Mormor og morfar, far og jeg var til Alle Helgen i Kildebrønde kirke. Der var mindegudstjeneste for de afdøde. Under gudstjenesten skulle alle tænde et lys for sin kære. Bagefter skulle far bære en blomsterkrans ud til fællesgraven, og alle andre havde en fakkel i hånden.

Da alle stod nede ved fællesgraven, lagde far blomsterkransen, og vi sang alle en salme. Bagefter gik alle ud til det sted på kirkegården, hvor de følte sig tilknyttet, og vi gik selvfølgelig hen til dig. Vi satte tre fakler hos dig og en ved Natasja, hvis forældre var kommet. Du fik også to små juletræer af far og mig, samt et moshjerte af mormor og morfar.

Det var nogle gode timer, vi havde den eftermiddag, men også nogle hårde timer, da det var første gang, vi var i kirken efter din bisættelse.

Mandag d. 6/11-06
Da jeg vågnede om morgenen, havde jeg ikke fået menstruation, som jeg troede jeg ville. Hele dagen gik jeg og ventede og troede, at nu var det nu. Men det kom ikke, så i løbet af dagen blev mit håb, for at jeg var gravid, større og større.

Jeg ringede til lægen for at få svar på mit EKG. Det hele var normalt, så det var jo dejligt. Jeg havde nu heller ikke været nevøs, siden jeg havde fået det lavet.

Det var også i dag jeg skulle til forsamtale hos præsten (Leif) og en af hans sorggruppekollegaer (Pia). Det var en hyggelig samtale, hvor jeg skulle finde ud af, om jeg ville starte i en sorggruppe og de skulle finde ud af, om de syntes, jeg ville passe ind, og om de kunne hjælpe mig.

Jeg sagde pænt tak til at starte i en sorgruppe, og skulle begynde første gang to uger efter.

Tirsdag d. 7/11-06
Da jeg vågnede om morgenen, havde jeg en god fornemmelse. Jeg var sikker på, at jeg ikke havde fået menstruation, så jeg var lidt overmodig og skulle ikke, ligesom dagen før, tage mig sammen inden jeg skulle på toilettet. Da jeg sad ude på toilettet skete det, der ikke måtte ske. Jeg havde fået menstruation, og jeg blev totalt knust. Jeg bandede og svovlede og tænkte ved mig selv, at det ikke kunne være rigtigt.

Jeg gik ind i seng og græd og blev ved med at spørge ud i luften ?hvorfor??. Far blev også utrolig ked af det. Han sagde ikke ret meget, hvilket jeg heller ikke gjorde. Vi lå bare i sengen og holdt om hinanden i lang tid.

Jeg havde ikke lyst til at stå op igen, så jeg blev liggende til langt op ad dagen. Jeg følte mig tom, slap og ked af det. Egentlig kan jeg ikke beskrive med ord, hvordan jeg havde det, bortset fra at jeg simpelthen havde så ondt af mig selv. Jeg kunne ikke forstå, hvad jeg gjorde galt. Jeg spiste piller, som jeg overhovedet ikke havde lyst til at spise. Jeg fik sprøjter, og så havde jeg fuldstændig ændret mine spisevaner. Jeg syntes, at jeg gjorde alt, og alligevel lykkedes det ikke for os.

Da jeg senere stod op, spiste jeg tre nutella madder og nød dem i fulde drag. Jeg havde i så lang tid gjort rigtig meget for at få en kost, som på nuværende tidspunkt er den rigtige for mig. Jeg spiste derfor sjældent madvarer med meget sukker, kulhydrater og stivelse. Men til morgen var jeg fuldstændig ligeglad. Det eneste positive ved at lave om på kostvanerne var, at både far og jeg tabte os. På nuværende tidspunkt vejede jeg kun et kilo mere, end da jeg blev gravid med dig. Min vægt til morgen var 71.1 kg. Far havde også, siden vi havde været på ferie i juli måned, tabt sig 7 kg, så han var blevet rigtig flot. Han vejede nu 105 kg.

Jeg havde de sidste par måneder troet på, at jeg nok skulle blive gravid igen. Men jeg må indrømme, at den tro langsomt begyndte at forsvinde. Jeg ved godt, at der er par, som er længe om at blive ?gravide?, og at vi kun havde forsøgt de sidste fire måneder. Jeg syntes bare, at det alligevel var uretfærdigt og urimeligt, at jeg ikke kunne blive gravid. Jeg syntes, vi havde oplevet nok, så nu måtte solen godt begynde at skinne på os igen.

Forleden dag sagde jeg til far, at mit humør og overskud ville stige mange grader, hvis jeg var gravid i denne måned. Jeg havde nemlig i lang tid haft det bedre, og mine nedture havde ikke været så uoverskuelige, som de tidligere havde været. Jeg sagde dog også til ham, at jeg ville blive bombet langt tilbage, hvis jeg ikke var gravid. Og det er bestemt den følelse, jeg sidder med nu, mens jeg skriver dagbog. Jeg kan ikke rigtig se, at der er noget positivt i noget som helst, og jeg gider ingenting.

Heldigvis bestemte far sig for at arbejde hjemme i dag, hvilket var rigtig dejligt. Vi havde megen brug for hinandens nærvær, så far fik ikke lavet ret meget arbejde. Han var blevet utrolig skuffet over, at jeg ikke var gravid. Han havde svært ved at koncentrere sig, så meget af tiden gik med at give knus og fortælle, hvor meget vi elskede hinanden.

Fredag d. 10/11 ? søndag d. 12/11-06
Dagene gik og jeg syntes ikke, at jeg fik det markant bedre. Nogen dage var dårlige, andre okay, men ingen rigtig gode.

Vi var i Jylland for at besøge din farmor og farfar. Det var en dejlig weekend, hvor vi snakkede meget om dig. Men det var også et hårdt besøg, fordi jeg før du blev født, havde tænkt at næste gang, vi skulle besøge farmor og farfar, så ville du også være der. Det er du desværre bare ikke. Jeg synes det er hårdt at komme nogen steder hen, hvor jeg i mit hoved, inden du blev født, havde gjort mig tanker om, hvordan det ville blive.

Så bare det at komme ind i huset gjorde mig ked af det. En masse tanker drønede rundt i mit hoved og jeg følte, at det var så forkert, at jeg var her uden dig. Heldigvis har din farmor og farfar en masse billeder af dig rundt omkring i huset, så når jeg savnede dig allermest, så kunne jeg sidde og kigge på dig.

En af de ting som slog mig helt ud, da vi ankom, var de to kopper, som far og jeg havde givet farmor og farfar, da vi skulle fortælle dem, at jeg var gravid. De stod nemlig fremme, som de altid gør, og det gjorde rigtig ondt i hjertet at se dem. Jeg kunne næsten mærke den glæde og lykke, jeg sprudlede af, dengang vi skulle fortælle den gode nyhed.

Det er hårdt at blive så påvirket af følelser og savn. Men jeg har nok indset, at sådan vil det være langt ud i fremtiden, når jeg skal steder hen, som er i strid med mine tanker omkring det, at du skulle have været med mig.

Mandag d. 13/11-06
Så blev det din 6 måneders dag. Silje, du er blevet et halvt år gammel, hvor er det vildt. For et halvt år siden var jeg simpelthen så lykkelig og stolt af at have fået dig. Her sidder jeg 6 månder efter og er ikke startet på arbejde, ser ikke ret mange veninder og får ikke lavet ret meget i løbet af en dag. Jeg kan ikke sige, om jeg syntes at tiden er gået hurtigt eller langsomt. Når jeg tænker tilbage, så synes jeg ikke, det er så lang tid siden, at jeg sad med dig i mine arme. Men samtidig synes jeg, at jeg har være så frygtelig ked af det og ulykkelig i alt for lang tid.

Tid er blevet noget underligt noget for mig. Jeg har gået hjemme i 8 måneder, og jeg føler slet ikke at der er gået så lang tid. Normalt vil jeg tænke tilbage på alt det, jeg har fået udrettet, men det er der ingen grund til nu. For håndgribelige ting er der ikke lavet så mange af, men mine tanker og følelser er der kommet nogenlunde styr på. Jeg synes selv, at jeg har været tro imod mig selv, på den måde at jeg ikke udsætter mig selv for alt for mange ting, som gør mig ked af det. Jeg ved hvad jeg har lyst til på mine gode og dårlige dage.

Jeg ved, at her på dine 4 dage, et halvt år efter du blev født og døde, da skal jeg være meget alene med min sorg og tanker.

Jeg var oppe på kirkegården, først sammen med din mormor og senere sammen med far. Det lys, jeg havde tændt tidligere på dagen, brændte stadig da jeg kom op til dig senere.

Mandag d. 13 november var en hård dag. For bare et halvt år siden blomstrede kirsebærtræet så flot ude foran vores vindue og du var lige blevet født. Nu er der næsten ikke et blad tilbage på træet og vinteren er lige på trapperne. Det er svært at motivere sig til at lave noget i disse dage. Jeg har også fået ondt i halsen og jeg føler mig utrolig mat i kroppen. Silje-pigen, jeg savner dig og du er konstant i mine tanker.

Tirsdag d. 14/11-06
Endnu en hård dag hvor jeg ingenting gad. Senere på dagen tvang jeg dog mig selv til at tage til agility med Sif. Åhh, hvor var det dejligt. Sif er simpelthen så dygtig og mit humør steg et utal af grader. Når jeg er allermest nede, så er det agility jeg skal til. Det gør mig utrolig glad at have så god en kontakt med Sif og mærke, hvor meget hun elsker det.

Onsdag d. 15/11-06
At jeg havde så god en oplevelse med Sif, gjorde at mit humør vendte. Da jeg vågnede om morgenen havde jeg igen lyst til at lave noget, så huset blev derfor gjort rent og lækkert.

Torsdag d. 16/11-06
Far og jeg skulle på en fertilitetsklinik (Trianglen) i Hellerup, hvor vi skulle snakke med en læge omkring inseminering.

Det var en behagelig samtale som endte med, at lægen ville inseminere mig i denne cyklus. Jeg fik besked på at tage en ægløsningsprøjte d. 20. november og så ville selve insemineringen ske d. 22. november.

Hvis jeg ikke bliver gravid denne gang, så skal jeg i næste cyklus spise hormonpiller. Det har jeg det fint med, pånær at chancen for at få tvillinger vil være større. Jeg tror, at min angst for at skulle miste igen, vil være større hvis jeg bliver gravid med tvillinger. Men jeg ved det ikke. Rent faktisk kan jeg ikke på nuværende tidspunkt mærke efter og sige, hvordan jeg tror det bliver, når jeg bliver gravid.

Søndag d. 19/11-06
Jeg skulle mødes med APA-pigerne på Park Café. Tre af pigerne var blevet gravide, siden vi sidst så hinanden. Jeg syntes det var hårdt, og jeg havde egentlig ikke lyst til at snakke om det. Jeg var glad på deres vegne, for jeg syntes helt sikkert at de af alle, fortjente at blive gravide. De havde oplevet det samme som jeg, at være blevet mor, men ikke at have sit barn hos sig. Så jeg ønskede dem tillykke og inderst inde mente jeg også det bedste for dem. Jeg var bare så jaloux at det gjorde helt ondt.

Heldigvis har vi snakket meget om det, når nogle bliver gravid. Jeg syntes, at vi alle gjorde, hvad vi kunne, for at hjælpe hinanden den søndag. Jeg synes, vi passer godt på hinanden og dem, der er gravide, har det helt dårligt over for dem, som ikke er blevet det endnu. Og på samme tid er de rigtig glade for, at det endelig lykkedes dem at blive gravid.

Mandag d. 20/11-06
Om aftenen var jeg i sorggruppe. Vi var fem kvinder, som alle havde mistet en eller flere, som stod os nært. Fire af os havde mistet børn og en enkelt havde mistet sin mand. Jeg var den eneste, der havde mistet et spædbarn. Jeg vil ikke skrive mere om de andre, andet end at deres historier, deres tab, gjorde stort indtryk på mig.

Aftenen forløb på den måde, at vi startede kl. 18 til et stykke musik. Da vi havde hørt det, skulle vi farvelægge en følelsestegning og efterfølgende fortælle, hvorfor vi havde farvet den, som vi havde.

Min figur kom til at se således ud:

rød = glad

brun = trist

orange = bekymret

Jeg malede arme og ben røde, fordi jeg havde været på arbejde, hvilket var en dejlig oplevelse. Børnene var rigtig glade for at se mig og jeg fik mange dejlige knus af dem. Det var dejligt at mærke, hvor meget de havde savnet mig.

Jeg farvede kroppen brun, fordi jeg stadig mærker tomheden uden dig. Selvom jeg ovenfor skriver at jeg er glad, så er jeg på intet tidspunkt ligeså glad, som før jeg mistede dig. Jeg er trist og føler stadig ikke at jeg helt passer i min egen krop. Jeg kan stadig ikke helt forstå, at verdenen bare fortsætter, som den plejer for alle andre, når jeg ikke har lyst til det.

Jeg malede hovedet orange, som for mig betød bekymret. Jeg bruger utrolig mange krafter på næste graviditet og generelt bekymrer jeg mig nok over for mange ting, i stedet for bare at slappe af og tage tingene som de kommer.

Efter vi alle havde fortalt om vores følelsestegning, blev vi enkeltvis spurgt ind til vores tab. Jeg fortalte mest om dit forløb i de dage, du levede og tiden lige efter. Personligt følte jeg ikke, at der blev spurgt ind til noget, som jeg efterfølgende har skulle bruge tid på at bearbejde. Der var ikke nogen spørgsmål, som jeg synes var svære at besvare følelsesmæssigt, men det var dejligt at fortælle alt om dig. Jeg græd, da jeg viste billeder af dig, fordi jeg er så stolt over at være din mor. Jeg græd også fordi jeg sad overfor nogle mennesker, jeg ikke kendte og samtidig skulle fortælle dem om det værst tænkelige, der kunne ske i mit liv.

Alligevel synes jeg at det var dejligt at blive spurgt ind til forskellige ting, som andre ikke spørger ind til mere. Jeg tror altid at jeg vil blive glad, når folk spørger ind til, hvordan jeg har det på nuærende tidspunkt. Men det er også rart at blive spurgt ind til de dage du levede, selvom jeg har fortalt det før. Jeg vil altid gerne fortælle om dig, ligesom enhver anden mor gerne vil fortælle om sit barn. Man er jo pavestolt af sine små guldklumper.

Da min snakke/spørgetid var slut, fik jeg lektier for til næste gang. Jeg skal skrive ned, hvad der er hårdt for mig i forbindelse med næste graviditet og hvad det gør ved mig. Det gider jeg ikke at svare på nu, men det kommer nok senere i dagbogen. Næste gang jeg skal i sorggruppe, er først om to uger, så jeg har også god tid til at lave mine lektier. :-)

Da klokken var 21 sluttede vi af med endnu et stykke musik og bagefter kørte jeg hjem.

Da jeg kom hjem, skulle jeg holde mig vågen til kl. 23.30 fordi jeg skulle have endnu en ægløsningsprøjte. Denne gang var det far, som skulle give mig den, hvilket jeg ikke havde det så godt med. Far tog det dog meget stille og roligt. Han sagde at det bare var ligesom at spille dart, inden han skulle jage nålen ind i maven på mig. Vi kunne ikke lade være med at grine, samtidig med at jeg var lettere pjattet og nervøs over, at det var far som skulle give mig sprøjten. Det gik dog fint og jeg kunne gå i seng.

Onsdag d. 22/11-06
Det blev dagen, hvor jeg skulle insemineres. Jeg tog med far på arbejde, så vi senere på dagen kunne følges hen til fertilitetsklinikken, som ligger tæt på hans arbejde. Vores hund Sif er blevet så utrolig forkælet, efter jeg er begyndt at gå hjemme, så ofte er hun ikke alene i mere end fire-fem timer. Så da hun pludselig havde en lang alene-dag foran sig, så kom hun også med på fars arbejde. Vi hyggede os rigtigt og Sif blev aet og leget med, af en masse af fars kollegaer. Vi gik også en lang tur i Fælledparken.

Senere på dagen tog vi til fertilitetsklinikken, hvor jeg blev insemineret. Det gjorde ikke ondt og det var overstået på fem minutter. Nu skal jeg så vente igen igen ... og se om jeg bliver gravid denne gang.

Fredag d. 24/11 ? søndag d. 26/11-06
Far havde inviteret mig til Malmø på en hygge-weekend. Det var dejligt at være sammen og bare nyde hinanden. Vi var ude at spise god mad og om lørdagen var vi ude at shoppe. Vi fik købt en masse ting, hvor mange af de ting, jeg købte, var til dig. F.eks. købte jeg en lille rød lanterne, som skal stå oppe hos dig i julen. Jeg købte også en lys-julekalender, hvor der er 24 fyrfadslys, som jeg vil tænde for dig, et lys hver dag i december.

Da vi gik rundt og shoppede så vi mange barnevogne. Jeg syntes det var hårdt og blev derfor også ked af det. Heldigvis er far så forstående og holdte bare om mig, hvis jeg havde brug for det. Så selvom det var en hyggelig tur, så syntes jeg også at det rent følelsesmæssigt var hårdt. Jeg savnede Sif og ville gerne hjem i vante omgivelser, hvor jeg ikke skulle tage stilling til så mange mennesker.

Vi tog derfor hjem søndag efter morgenmaden, hvor vi ellers ville have været rundt og se andre dele af Malmø.

Tirsdag d. 28/11-06
Da jeg var i sorgruppe første gang, blev jeg spurgt ind til min 3. klasse, som jeg har i matematik, natur & teknik og idræt. Spørgsmålet lød på, om jeg havde fortalt min klasse om mit tab, hvilket jeg ikke havde. Jeg føler ikke, at jeg som lærer vil fortælle ret meget om mig selv. Mine klasser ved at jeg har en hund, at jeg er gift, at jeg har mistet Silje og ikke har andre børn. Mere ved de stort set ikke. Jeg har ikke brug for, at de får mere at vide om mig og derfor tænkte jeg ikke på, at de måske kunne have spørgsmål, som de ikke turde at stille mig.

Jeg bestemte mig for at snakke med min 3. klasse om sorg og det at være ked af det. Jeg ringede til præsten (Leif) og fik ideer til, hvordan jeg kunne tackle sådan en situation. Jeg har aldrig oplevet at en forælder til en elev, jeg havde, døde. Så derfor har jeg aldrig sat mig ind i, hvad man gør som lærer i sådan en situation.

Jeg fik mange ideer og valgte derfor at gøre på følgende måde.

- Først fortalte jeg kort om sorg og det at være ked af det.

- Derefter satte vi os i en rundkreds og eleverne skulle rejse sig, hvis de kunne nikke genkendende til nogle af de spørgsmål, jeg stillede.

- Jeg viste to billeder af Silje og fortalte lidt om hende.

- Alle tændte et lys for en, som de holder af.

- De tegnede følelsestegninger.

Forløbet tog 1½ time og det gik rigtig godt. Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville blive, men det var det hele værd og jeg syntes selv, at jeg klarede det rigtig godt. Da jeg til sidst evaluerede med eleverne, fik jeg også kun positiv respons. De syntes, det var hyggeligt at tænde lys og godt at høre hvad hinanden havde sagt.

Om eftermiddagen var jeg i Tivoli med din mormor, dine to kusiner og din onkel. Det var hyggeligt fordi dine to kusiner er så glade for mig, at de ville holde mig i hånden hele tiden. Det betød at din mormor og onkel måtte gå bagi hele tiden uden børn. Det griner jeg lidt af, for sådan er det hver gang, jeg er i nærheden.

Det var hyggeligt i Tivoli, men som jeg sagde til far, da jeg kom hjem, så har jeg bestemt ikke lyst til at han og jeg skal alene derind i år, på en julehyggetur. Der er alt for mange små børn og barnevogne, så jeg ved at jeg vil blive mere ked af det, end det vil blive hyggeligt. Det var okay at være derinde med dine kusiner, fordi de tog alt min opmærksomhed, så jeg nåede slet ikke at mærke, hvor meget jeg egentlig savnede dig.

Jeg tænker at det i nogle situationer må være nemmere, hvis du havde haft en storesøster eller storebror, så kunne jeg nemlig bruge al min opmærksomhed på det barn i stedet for alle de andre. Jeg bruger nemlig stadig alt for meget negativ energi på babyer og gravide maver.

Faktisk er det så slemt, at jeg på ingen måde kan blive glad på vegne af gravide piger og deres nyfødte babyer. Jeg føler mig så tom og alene, at jeg til tider ønsker at andre skal mærke den samme smerte som jeg, og at de må miste det, de har allermest kær, ligesom os. Hvorfor skulle det ske for os og ikke alle andre?? Jeg tænker, at når vi kunne klare det, så kan andre par vel også. Jeg er sygeligt jaloux og gider derfor ikke at høre om graviditeter og små nyfødte - det må folk gerne snakke med andre om end mig.

Onsdag d. 29/11-06
Jeg var til præst for sidste gang inden min dåb. Vi fik aftalt, hvilke salmer vi skal synge og hvordan hele forløbet skal foregå d. 13. december i Kildebrønde kirke.

Om aftenen begyndte mit humør at vende fra at have været fint i en lang periode, til at jeg pludselig følte vrede inden i. Jeg har ikke siden du døde, været sur på samme måde, som jeg kunne være før hen. Hver gang jeg har været frustreret, sur eller andet, så har det endt med at jeg begyndte at græde. Jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig fik det sådan, men din mormor mente at det nok bare var fordi, jeg var ved at blive den gode, gamle, gnavne Trine igen :-)

Torsdag d. 30/11-06
Jeg var hos lægen, hvor jeg skulle være med til at udfylde nogle papirer omkring min sygemelding. Jeg har fået en deltidssygemelding indtil sommerferien. Dette er jeg rigtig glad for, da jeg har utrolig mange idrætsklasser, som jeg ikke kender. Jeg er derfor ikke interesseret i at få disse klasser. Min mening er, at jeg vil have de klasser, jeg kender og kun i de fag, som jeg har nu.

Min læge sagde flere gange til mig, at en fuldtidssygemelding vil være en god ide, hvis jeg ikke bliver gravid inden for kort tid. Hun mener, at det vil være alt for hårdt for mig, hvis jeg både skal bearbejde min sorg, tænke på ny graviditet og skulle arbejde samtidig. Det var rigtig dejligt at få at vide, da jeg ind imellem selv tænker den tanke. Jeg synes, det er ufattelig hårdt ikke at kunne det, jeg ønsker mig allermest. Jeg har altid været ?forkælet? på den måde, at intet har været så langt væk fra mig, at det ikke har kunne lade sig gøre. Jeg håber derfor snart på lidt held i forhold til en ny graviditet, så jeg ikke går helt ned med flaget igen.

Da jeg havde været hos lægen vendte min vrede sig til gråd. Jeg blev simpelthen så ked af det, at jeg ikke kunne stoppe med at græde. Jeg kørte op til dig på kirkegården, hvor jeg satte mig på en pude og tog et tæppe over mig. Der sad jeg i ca. en halv time, indtil din mormor kom og sagde at jeg skulle rejse mig og vi kørte hjem. Hun blev hos mig i lang tid og vi snakkede om, hvad der havde gjort mig så ked af det.

Det var meningen at jeg skulle have været ud på skolen, men det kom jeg ikke den dag. Det var en rigtig tudedag, hvor jeg prøvede at finde ud af, hvad der gjorde, at jeg var inde i en så følelsesbetonet periode. Jeg fandt ikke rigtig ud af det, andet end at december måned var lige rundt om hjørnet, hvilket bliver en anderledes måned, end jeg havde forstillet mig. Jeg tror det bliver en hård måned, det kan jeg allerede mærke.

Jeg nærmer mig også tiden, hvor jeg finder ud af om jeg er gravid eller ej. Det tærer en del på mig, da jeg spekulerer alt for meget. Far mener at jeg må være gravid, da han synes at mit humør skifter meget hurtigt hele tiden. Lad os håbe at han har ret. Jeg blev i hvert fald glad, da jeg kunne høre at hans forventninger også er skyhøje.

 Til top