Siljes Hjerte

I starten af oktober fandt jeg ud af, at jeg udover din hjemmeside og kuffert også ville lave en bog om dig, med billeder, digte, breve osv. Jeg købte derfor forskellige ting, som skulle bruges. Da jeg først gik i gang, kunne jeg næsten ikke stoppe. Jeg sad mange aftener til langt ud på natten, fordi jeg nød at lave noget for dig. Som jeg tidligere har nævnt, så ligner alt det kreative, jeg laver, altid noget som en 5-årig kunne have lavet. Jeg er rent ud sagt elendig, hvad det kreative angår. Jeg må dog ærligt indrømme, at jeg selv blev ret imponeret over mit værk. At jeg havde så mange ideer, og at jeg kunne få dem udført, så jeg blev tilfreds, var ret vildt. I bogen er der mange hjerter, men som jeg sagde til far, så er du jo også mit hjertebarn.

I forbindelse med din bog, ville jeg også have nogle billeder af dig efter du var død. Far og jeg havde dog ikke set dem, men nu var det en oplagt mulighed for at se dem. Far var på arbejde da jeg pludselig bestemte mig for, at nu skulle det være. Jeg ringede derfor til ham og spurgte om det var i orden at jeg så billederne uden ham. Det var okay og jeg åbnede filen, som indeholdte de dejligste billeder af dig. Jeg græd af glæde fordi du så så fredsfyldt ud og jeg græd af savn fordi jeg længtedes sådan efter dig. Der var især et billed som jeg blev helt forelskede i. Du var næsten lige død og du lå helt nøgen. Du havde ingen ledninger, dioder, apparater og andet sat til din lille lækre krop. Du lå som om du sov og det er det eneste billed vi har af dig i fuld figur. Tidligere havde jeg været lidt ked af, at vi ikke havde fået taget et billed af dine fødder, men med det billed havde vi hele Silje-pigens krop. Du var lige til at nive blidt i kinden og kysse over det hele.

På nogen af de andre billeder kan man godt se at du er død. Dine læber og dine negle blev blå og jo flere dage der gik jo mere krympet så du ud. Men som din mor, så var du jo dejlig lige meget hvad.

Torsdag d. 5/10-06
Jeg var til psykolog, hvor vi snakkede om forskellige ting, som vi plejede. Jeg fortalte, at jeg syntes, at mine dage gik bedre og bedre, og at jeg havde sendt en mail rundt til familie, venner og kollegaer for at fortæll at jeg igen havde brug for, at de var der for mig.

Det var den første gang, jeg ikke græd hos psykologen. Jeg havde ingen problemer med at sidde og græde, men jeg følte ikke, at hun denne gang satte en masse tanker og følelser i gang, som hun plejede. Jeg havde mere styr på, hvad jeg gerne ville have, og hvordan tingene skulle foregå. Så det var dejligt at køre hjem uden at være helt kvæstet.

Den mail jeg sendte rundt er nedenfor.
 

Hej alle.

Så er der lagt mere dagbog ind på Siljes hjemmeside. Det betyder meget for mig at venner, veninder og kollegaer ved, hvordan jeg har det, så jeg håber, I gider læse, hvad jeg har skrevet. Linket ind til dagbogen er nedenfor.

http://siljeshjerte.dk/forside/Dagbog

Jeg er i en periode, hvor jeg har det bedre og har mere lyst til at snakke med folk. Alt for mange telefonsamtaler er stadig ikke det, jeg har mest brug for, men en sms eller en mail bliver jeg rigtig glad for. Jeg vil jo stadig gerne følge med i, hvordan I alle sammen har det, og hvad I går og laver.

Jeg har stort set ikke set nogen i hele august og september måned, så jeg skal langsomt i gang igen med at være social. Det er faktisk en rigtig stor udfordring for mig, da jeg først er ved at lære, hvem jeg er nu. Jeg føler mig utrolig forandret, og det skal jeg acceptere og lære at leve med. Derfor håber jeg, at I alle har forståelse for, at det kommer til at tage lang tid, før jeg bliver den "gamle" Trine igen. 

Jeg føler, at jeg desværre ved noget om livet, som gør, at mange ting bliver ligegyldige for mig.

Men omsorg kan man ikke få for meget af. :-)

Hilsen Trine

 

Fredag d.6/10 - Søndag d.8/10-06
Endelig blev det den weekend, som jeg havde set meget frem til. Far og jeg skulle på sorgseminar på hotel Faaborg Fjord arrangeret af ?Foreningen til støtte ved spædbarnsdød?. Vi tog afsted om fredagen, så vi kunne nå at have en aften alene, inden selve kurset startede.

Om lørdagen mødtes vi med 9 andre par, som alle havde mistet lykken, fremtiden, forventningerne og drømmene. Vi havde nemlig alle sammen mistet vores elskede barn/børn.

Det meste af lørdagen gik med, at alle par skulle fortælle deres historie. Om søndagen kom emner som parforholdet, omverdenens reaktioner og den enkeltes måde at tackle sorgen på.

Jeg synes, det var en rigtig god weekend, hvor jeg følte mig i et fælleskab af normalitet og forståelse. Det var dejligt at være sammen med nogle mennesker, som havde oplevet det samme som mig, som bar rundt på den samme smerte, havde ligeså stort et savn over deres barn/børn og de samme bekymringer om livet, som jeg selv.

Det, som jeg især fik ud af weekenden, var, at far og jeg havde et fantastisk parforhold. Mange af de problemer, som de andre par havde i forholdet, kunne jeg ikke nikke genkendende til.

Jeg tror, at far og jeg var gode sammen på den måde, at vi gav hinanden lov til at sørge, som vi ville og lige så længe, vi ville. Ingen af os forventede noget af hinanden, og vi respekterede hinanden og den måde, vi hver især sørgede på. For der er ingen tvivl om, at vi sørgede forskelligt, men det havde vi det begge to fint med. Jeg tror hurtigt, at man som kvinde forventer en hel masse af sin mand, at han skal kunne se, hvornår man er ked af det, og hvornår man er glad. At han skal gide snakke om ens fælles tab lige så meget, som vi kvinder ønsker, og så at han skal græde og vise sine følelser noget mere. Heldigvis følte jeg ikke, at jeg forventede alt dette af min kære mand. Jeg vidste godt, inden vi mistede dig, at far ikke var den mest snakkesagelige mand, jeg kunne finde. Følelser, bekymringer og stress var heller ikke det, han viste allermest af i hverdagen. Far var for det meste en glad, kærlig og rolig mand, som jeg elskede, som den han var. Derfor havde jeg det også fint med, at han ikke græd mere end de gange, han gjorde, lige efter din død. At hans behov for at snakke om dig ikke var det samme som mit, havde jeg det også fint med, bare han gad lytte, når jeg havde brug for det. Vi endte med at sige, at far havde en lille mund og store ører, og at jeg havde en stor mund og små ører.

Far havde heller ingen problemer med, at jeg forblev længe i sorgen. Jeg tror, at jeg var god til at fortælle, hvordan jeg havde det, og hvad jeg gerne ville have. Det sagde han i hvert. Det gjorde, at far ikke hele tiden behøvede at ringe hjem fra arbejde og høre, hvordan jeg havde det, for han vidste, at jeg ringede, hvis jeg var ked af det og havde brug for ham. Han følte heller ikke, at det var hans ansvar at få mig hevet op af hullet og gjort mig glad igen. Han prøvede heller ikke at svare på alle mine spørgsmål, men lyttede bare til det, jeg havde at sige. Han blev heller ikke irriteret eller sur, når jeg var ked af det. Han var bare en god mur at læne sig op ad, og hvis jeg havde brug for, at han blev hjemme fra arbejde en dag, så gjorde han det. Jeg kunne altid regne med far, og han gjorde mig aldrig skuffet. Vi elskede (og elsker!) hinanden himmel højt og havde i hvert fald fundet ud af, at vi kunne klare alt sammen. Jeg vidste at din far, kære Silje-mus, var den rigtige mand for mig, og at dine søskende alle skulle være med den samme kærlige og dejlige mand.

På sorgseminariet fandt jeg også ud af, hvad der havde været godt for mig i min sorgbearbejdelse. Jeg fandt ud af, at hvis jeg nogen sinde skulle opleve en anden form for krise, så ville det fysiske aspekt være en måde for mig at få det bedre. Når jeg havde spillet tennis eller været ude at løbe, så fik jeg det bedre. At jeg skrev dagbog, lavede en kuffert til alle dine ting og lavede en bog med nogle af dine billeder, digte, breve osv blev jeg også glad af. At lave have og gå til agility med Sif var bestemt også noget, jeg hver uge så frem til.

I løbet af weekenden fandt jeg også ud af, at de andre kursister syntes, at jeg havde et kæmpe overskud, når jeg kunne tage mig sammen til at lave alle de ting for dig, som jeg gjorde. Jeg så det jo ikke selv som et overskud, men en måde for mig til at få bearbejdet min sorg, men jeg blev da alligevel glad for at høre, at de syntes, at det krævede overskud.

Jeg blev også bekræftet i, at min måde at fortælle omverdenen, hvordan jeg havde det, og hvad jeg gerne ville have, var en god ide. Jeg havde nemlig flere gange skrevet mails rundt til familie, venner og kollegaer og fortalt, hvordan jeg havde det. Mange af de andre kursister var skuffet over, at deres omgangskreds ikke kontaktede dem og ignorerede det, de havde været igennem. Jeg var ikke bange for at give udtryk for mine følelser, og i stedet for at brænde inde med ting, som folk sagde eller ikke sagde, så informerede jeg folk om, hvad der gjorde mig glad, og hvad der gjorde mig ked af det. Dermed være ikke sagt, at alle har gjort, som jeg ønskede, men jeg synes i hvert fald selv, at jeg har gjort eller prøvet at gøre, så folk vidste, hvad jeg havde brug for. Jeg synes ikke, at jeg har siddet tilbage derhjemme med en følelse af at blive mere og mere skuffet over, at folk ikke har taget sig sammen og haft det overskud, der skulle til at tackle sådan en som mig. Jeg synes, at jeg havde en god fornemmelse for, hvem jeg kunne forvente noget af, og hvem jeg ikke skulle forvente noget af. Venner og veninder, som jeg før dig kun så i forbindelse med middagsaftaler, hvor vi var flere sammen, forventede jeg ikke ville være der for mig, på samme måde som tætte veninder, som jeg havde brugt meget tid sammen med.

De veninder, som ikke var mine tætteste, blev jeg kun glad for, når de viste deres omsorg for mig, men det var bestemt ikke noget, jeg forventede af dem, at de pludselig skulle ind i mit liv på en måde, som de aldrig havde været før. Det var også dejligt, når tætte veninder viste sig også at være det, når jeg desværre skulle opleve noget så hårdt og smertefuldt som at miste dig. Der var især nogen, som overraskede mig positivt, tak for det.

Lige som det betød meget for mig at mine tætte venner og veninder var der for mig, så betød det også meget for mig, at dine bedsteforældres nærmeste var der for dem. Jeg følte nemlig ikke altid, at jeg havde overskud til at spørge ind til, hvordan din mormor, morfar, farmor og farfar havde det i deres sorg. Derfor kunne jeg blive enormt skuffet, når din morfars bedste ven og farmors veninder ikke spurgte ind til, hvordan de havde det. At deres tab bare blev ignoreret, kunne jeg blive meget vred over.

Dine bedsteforældre var der altid for os. Til tider blev det nærmest en selvfølge, at de altid stod til rådighed for os, hvis far og jeg havde brug for det. Ofte var vi slet ikke klar over, hvor privilegeret vi var, at vi havde dem, og at de elskede dig og savnede dig lige så meget som os. De turdet spørge ind til os, og du var bestemt blevet en stor del af familien. Du havde gjort stort indtryk på dine bedsteforældre, selv om du kun levede i så kort tid. Vi fik utrolig megen støtte og hjælp fra deres side til at klare os igennem denne sorg.

Du ville elske dine bedsteforældre, for de er bare de bedste i hele verden, og de ville elske dig, som den lille trold du var.

Mandag d. 9/10-06
Da jeg vågnede om morgenen, kunne jeg mærke, at det ville blive en hård dag. Jeg havde ikke fået menstruation, men jeg kunne mærke, at det var på vej, og at jeg dermed ikke var gravid. Far blev hjemme fra arbejde, så vi kunne være sammen, og jeg kunne få grædt ud.

Tirsdag d. 10/10-06
Da jeg vågnede om morgenen, havde jeg fået menstruation, og mit lille håb, om at jeg var gravid, var forsvundet. Jeg var atter utrolig tom indeni og følelsen af at være Palle alene i verden var der igen. Det lille håb, jeg havde om, at der var noget der voksede inde i min mave, forsvandt ved synet af blodet i mine trusser. Hvorfor var det, at jeg ikke bare kunne blive gravid? Nu måtte jeg da snart have oplevet nederlag nok til, at jeg ikke skulle udsættes for mere. Det eneste, jeg gerne bare ville, var at blive gravid igen, og det kunne jeg ikke.

Pludselig forstod jeg, hvor hårdt det må være for de par, som ikke kan få børn. Hvordan de psykisk må føle sig små og ikke noget værd. Det var bestemt den følelse, jeg vågnede op med, da det med et blev en realitet, at jeg i hvert fald ikke var gravid i denne måned.

Jeg ringede derfor til min gynækolog for at få en ny tid, så vi kunne få snakket om, hvad der nu skulle ske. Personligt kunne jeg godt tænke mig at komme videre i systemet og blive insemineret. Jeg følte i hvert fald, at jeg ikke kunne spilde mere tid, og følelsesmæssigt kunne jeg også mærke, at der snart skulle ske noget, for at jeg igen skulle tro på, at livet kunne blive godt igen.

Jeg fik derfor en ny tid om torsdagen i samme uge.

Torsdag d.12/10-06
Om morgenen skulle jeg køre far til Roskilde station, da han skulle til Odense med sit arbejde. Klokken var næsten syv, og solen var ved at stå op. Jeg kom til at tænke på den morgen, du blev født. Det var nemlig den samme strækning, vi kørte dengang. Jeg havde på det tidspunkt veer, som gjorde fysisk ondt, men som for mig ikke var så smertefuldt, som jeg har hørt andre sige. Nu kørte vi af sted igen, fem måneder efter, men denne gang var det den psykiske smerte og smerten i hjertet, som jeg kunne mærke. En smerte som jeg var begyndt at kende til, men som jeg stadig ikke vidste, hvordan jeg skulle få til stoppe. Jeg sad i bilen og græd, mens vi kørte.

Klokken 10 havde jeg en tid hos gynækologen.

Jeg kunne mærke, at min tur til Roskilde havde gjort mig meget følelsesladet, og jeg havde meget nemt til tårer. Derfor begyndte jeg selvfølgelig også at græde, da jeg snakkede med gynækologen om min situation.

For at gøre det kort, så blev vi enige om, at jeg skulle begynde at spise Metformin (sukkersygepiller) igen. Jeg fik lov til kun at spise dem, indtil graviditetstesten ville være positiv. Jeg havde nemlig besluttet mig for, at jeg ikke ville spise dem i de tre første måneder, ligesom jeg gjorde med dig.

Vi blev også enige om, at jeg skulle have lavet en undersøgelse for at se, om der var passage i æggestokkene. Det skulle gøres ugen efter.

Derudover fik jeg en henvisning til inseminering d.16/11-06, så hvis jeg ikke blev gravid i næste måned, så skulle jeg videre i systemet.

Jeg følte, at gynækologen ville gøre alt for mig. Både han og hans sekretær var utrolig søde og forstående over for mig, og jeg følte virkelig en lettelse, når jeg var i deres ?hænder?.

Senere på dagen lå jeg hjemme på sofaen. Det var sjældent, jeg lå og kiggede ud i luften, men den dag havde jeg ikke lyst til så meget andet. Jeg lå og ventede på, at far skulle ringe, så jeg kunne fortælle, hvordan det var gået hos gynækologen. Da klokken blev 14, begyndte jeg at blive nervøs. Jeg ringede derfor til ham, men han tog den ikke. Jeg skrev sms?er, men fik intet svar. Til sidst var jeg simpelthen så bange for, at der skulle være sket ham noget, og da han endelig ringede, græd jeg så meget, at far blev helt ulykkelig. Inderst inde vidste han godt, at han havde lovet at ringe, men han havde haft så travlt, at han havde glemt det.

Før i tiden havde jeg bestemt ikke reageret på den måde, som jeg gjorde den dag. At far ikke ringede, betød jo nok bare, at han havde travlt med et eller andet. Men efter at du døde, blev jeg utrolig overbeskyttende og bange for, at der skulle ske ham noget. Jeg ville dø, hvis en person, jeg elsker så højt, skulle dø for mig igen.

Resten af den dag gik med, at jeg græd og var totalt ulykkelig.

Fredag d.13/10-06
Så blev det igen din månedsdag. Jeg havde fra om mandagen haft nogle hårde dage, og denne dag skulle vise sig ikke at blive meget bedre. Jeg var virkelig nede i et meget stort, sort, dybt hul. Jeg græd utrolig meget, og mine tanker vendte hele tiden tilbage til tiden, hvor du blev født, og de dage du levede. Jeg tænkte utrolig meget på de ting, vi lavede med dig, og hvor glade og lykkelige vi var, selv om vi vidste, at du var syg.

Jeg var selvfølgelig oppe på kirkegården og tænde et lys for dig og ønske dig til lykke med månedsdagen.

Mandag d.16/10-06
Jeg havde bestemt mig for, at jeg ville have farvet hår. Det skulle være mørke striber i mit ellers afblegede hår. Grunden, til at der skulle ske en forandring, var udelukkende, at jeg ikke ville gå og farve hår, mens jeg var gravid. Jeg havde derfor fået en tid hos frisøren, hvilket jeg glædede mig meget til.

Da jeg gik ind af døren i salonen, gik det pludselig op for mig, at man jo ofte sidder og snik- snakker med den person, som skal farve ens hår. Jeg kunne mærke, at det havde jeg ikke lyst til, så derfor tog jeg et dameblad, som jeg sad med hele tiden. Jeg sagde stort set ikke et ord til frisøren i den tid, jeg var der, og det gjorde hun heller ikke. Så det var rigtig dejligt.

Da jeg var færdig, var jeg ikke tilfreds med resultatet, og jeg havde derfor ikke lyst til at gå i Bilka og købe ind, som jeg ellers havde forberedt. Jeg følte ikke, at jeg havde overskuddet til det, og da jeg følelsesmæssigt følte mig meget lille, havde jeg ikke lyst til at skulle ind et sted, hvor jeg ville komme i kontakt med mange mennesker. Jeg havde allermest lyst til bare at tage hjem og grave mig ned i et hul, men der skulle jo købes ind, så derfor tog jeg i Netto. Da jeg gik rundt derinde og ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle købe, ringede din mormor. Jeg bad hende om at komme hen til mig, da jeg var ved at bryde sammen. Da hun kom, havde jeg fået købt en smule ind og sad ude i bilen og græd. Vi gik en tur ned på stranden, mens jeg bare græd og græd. Jeg var så tom og ulykkelig og følte mig så slap og træt, at jeg troede, at jeg ville knække sammen. Jeg blev dog stående oprejst, mens tårerne bare blev ved med at løbe ned ad mine kinder.

Senere kørte jeg hjem til din mormor og morfar. De gik en tur med Sif, mens jeg sov til middag. Jeg sov i næsten tre timer, da jeg var fuldstændig brugt op.

Tirsdag d.17/10-06
Jeg skulle til psykolog og ville snakke med hende om min arbejdssituation. Jeg kunne mærke, at jeg var meget presset over at skulle starte ugen efter, altså efter efterårsferien, og dermed skulle stå med ansvaret for en klasse. Jeg havde i en uge haft problemer med bare at skulle uden for en dør, for jeg vidste aldrig, om jeg ville bryde sammen. Min selvtillid var bestemt også meget dalende, så det at se folk i øjnene var alt for stor en mundfuld. Den sidste uges tid havde været hård, fordi jeg havde fået menstruation, fordi vi havde været gennem perioden d. 13 til d. 17, de dage, hvor du levede for kun fem måneder siden, og fordi jeg følte mig presset over at skulle starte på arbejde. Det var en hård kombination, som jeg følelsesmæssigt ikke kunne klare.

Det var derfor dejligt at snakke med psykologen om, hvad jeg skulle gøre. Inderst inde havde jeg nok en ide om, hvad jeg helst ville ang. arbejde, men det var dejligt at få fordele og ulemper diskuteret igennem med hende. Det endte med, at vi blev enige om, at jeg skulle have en sygemelding til starten af december.

Grunden, til at jeg var så meget i tvivl, og om det var det rigtige for mig at sygemelde mig, var, at jeg snakkede meget sammen med en pige(Mette), som havde mistet sin søn Elias. Hun var lige startet på arbejde igen og følte egentlig, at det var okay for hende. Hun var startet på nedsat tid, men det ville jeg også selv have gjort, hvis jeg havde mod på det. Jeg kunne ikke finde ud af, om det ville give mig mere selvtillid at lave noget, som jeg var glad for og vidste, at jeg var god til. Det kunne jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, og lysten til at prøve det af, var der ikke.

Psykologen mente heller ikke, at jeg ville få mere selvtillid af at starte på arbejde, for det, der gjorde mig usikker og ked af det, var, at jeg ikke kunne blive gravid. Hun mente ikke, at jeg ville få det bedre selvtillidsmæssigt, før der var en lille ny inde i min mave.

Min psykolog mente også, at jeg brugte alt for mange kræfter på at sammenligne mig med andre. Hun ville hellere have, at jeg mærkede efter og fandt ud af, hvad jeg havde brug for. For som hun sagde, så er vi alle forskellige. Hvad der er godt for andre, behøver ikke at være godt for en selv. Hun fortalte mig også gang på gang, at det ikke var unormalt i min situation at have det så dårligt, som jeg havde.

Det blev jeg egentlig også bekræftet i, hver gang jeg mødtes med APA-pigerne. Der var som regel altid en af os, som var inde i en periode, hvor man var mere sårbar end andre gange. Jeg kunne godt høre, at det var de samme ting, vi hver især gik rundt og spekulerede på. Det var faktisk ?skræmmende?, så ens vore sorgfaser var. Så når jeg virkelig tænkte rationelt, så kunne jeg godt se, at jeg ikke var unormal. Jag havde jo faktisk også haft dig i længere tid hos mig (9 mdr. i maven), end jeg havde været foruden.

Sommetider kunne jeg godt blive overrasket over mine op- og nedture, og hvor lang tid det kunne tage for mig at få en almindelig hverdag til at fungere, hvad det så indebærer.

Hvis folk ikke havde oplevet noget lignende det, vi havde, så kunne jeg godt sætte mig ind i, hvor svært det måtte være at forstå, hvordan jeg havde det. Fordi, som jeg skriver ovenstående, så overraskede det også mig selv.

Før jeg fødte dig, havde jeg selv den sørgelige oplevelse af at have en gymnasie-veninde(Signe), som mistede sin dejlige datter Nikoline, tre måneder før jeg mistede dig. Jeg husker, hvor dårligt jeg havde det i starten, hvordan jeg fik ekstra samtaler hos jordemoderen, fordi jeg var så ked af det på Signe og hendes kærestes (Boyd) vegne. Jeg husker også, hvor bange jeg var for at noget lignende skulle ske for mig, og hvor bange jeg pludselig blev for selve fødslen.

Da der var gået ca. to måneder, havde jeg stadig utrolig ondt af Signe og Boyd, men mit liv gik jo videre, og jeg var ikke selv ked af det mere, og selve fødslen var jeg heller ikke bange for. Jeg var på det tidspunkt ikke ret tæt på Signe, så hvordan hun egentlig havde det, vidste jeg ikke. Så mit udgangspunkt var, at hun havde det nok meget godt.

På samme tidspunkt, mens jeg selv var højgravid, skulle gymnasieveninderne mødes, og vi havde for længst aftalt, at vi skulle have vores mænd med. Vi mente dog ikke, at Signe havde brug for at mændene var til stede, så derfor aftalte vi, at det kun skulle være os piger, der skulle mødes. Signe kom selvfølgelig ikke, hvilket jeg på daværende tidspunkt ikke helt kunne forstå. Jeg respekterede selvfølgelig, at hun ikke kom, men jeg kunne ikke forstå, at hun ikke havde brug for at få snakket sit tab igennem med os. Vi piger havde jo også brug for Signe, og vi ville for alt i verden gerne vise hende, at vi var der for hende. Jeg kunne godt forstå, at Signe ikke havde lyst til at se min store mave, og alligevel tror jeg ikke, at jeg tænkte så langt.

Jeg er glad for den dag i dag, at jeg selv prøvede at være på den anden side. At jeg nåede at tænke de tanker, som jeg gjorde om Signe. Det, tror jeg, hjælper mig til at forstå, at folk, som ikke har oplevet det, som jeg har, ikke kan sætte sig ind i, hvor psykisk krævende en proces det er, jeg gennemgår. Folk, som ikke følger med i min hverdag, må tænke, at jeg nok har det meget godt, her fem måneder efter, for deres eget liv fortsætter jo, som det altid har gjort. Det var præcis den tanke, jeg selv havde om Signe, og derfor tror jeg ikke, at man kan sætte sig ind i, hvordan jeg følelsesmæssigt har det, før man selv har mistet.

Hvis jeg ikke selv var kommet i samme situation som Signe, så ville jeg tro, at hendes liv på nuværende tidspunkt var blevet normalt igen. Jeg ville aldrig nogen sinde have drømt om, at hun stadig kunne have så lidt overskud, som hun har, og stadig være så berørt over hendes tab af Nikoline. Jeg ville garanteret heller ikke kontakte hende, for hun ville jo nok ringe til mig, hvis hun havde brug for det. Jeg havde jo fortalt hende, at hun endelig skulle ringe, hvis jeg kunne gøre noget. Igen tror jeg ikke, at man som udenforstående kan forestille sig, hvor meget overskud det egentlig kræver at tage telefonrøret og ringe til folk. Jeg som altid har elsket at snakke i telefon, ringer stort set ikke til nogen. Det er alt for stor en ting at gøre. Så derfor, sig ikke til dem, der har mistet, at de endelig må ringe, hvis de skal have hjælp til noget, eller bare vil snakke, for de ringer ikke. Jeg har i hvert fald lært, at selv små ting er sværere at klare, end jeg i min vildeste fantasi havde forstillet mig, inden jeg mistede dig. Hvis nogen i min omgangskreds nogen sinde skulle opleve det at miste en, som ikke skulle have været herfra så tidligt, så vil jeg helt sikkert være der for dem på en måde, som jeg ikke ville have været før.

Torsdag d.19/10-06
Igen kunne jeg mærke, hvor stor en lettelse det var for mig, at jeg havde bestemt mig for en sygemelding. Jeg havde derfor fået en tid hos min læge, hvor jeg skulle fortælle hende om min beslutning. Selv om jeg de sidste dage havde fået det bedre, så var det alligevel hårdt at snakke med lægen om, hvordan jeg havde det. Hun var helt enig i, at jeg skulle sygemeldes, så det var dejligt.

Da jeg kom hjem, skrev jeg en mail til min leder og fortalte, at jeg ikke ville starte lige efter efterårsferien.

Fredag d.20/10-06
Det var mødedag for APA-pigerne, hvilket som sædvanligt var utrolig hyggeligt og dejligt.

Senere skulle jeg til gynækolog og have lavet en undersøgelse, hvor vi skulle se, om der var passage i mine æggestokke. Det var der?

Jeg begyndte også at få det bedre. Mit humør begyndte at stige og du var kun i mine tanker på en måde, så jeg kunne smile til dig. Jeg græd ikke så meget mere, og jeg var heller ikke så træt hele tiden.

Efterhånden kunne jeg godt se, at der var en cyklus i mit humør, ligesom med min menstruation. Når jeg fik menstruation, så havde jeg 4-5 dage, hvor alt gik i sort for mig. Derefter begyndte det at gå bedre igen, lige indtil næste menstruation. Øv hvor var det hårdt, at det hele bare gik i ring. Mine dage gik kun op i, hvor jeg var henne i forhold til det at blive gravid, og det kom til at forløbe på den måde, at jeg efter en menstruation gik og ventede i ca. 13 dage, hvorefter jeg fik en sprøjte med noget hormon. Derefter gik der ca. 14 dage, som var hårde på den måde at jeg hele tiden gik og mærkede efter, om jeg nu troede, at jeg var gravid. Det var virkelig 14 meget lange dage, som enten endte ud i en menstruation (igen) eller en graviditet.

Mandag d.23/10-06
Jeg var til gynækolog og fik for tredje gang en sprøjte, som skulle gøre, at jeg fik ægløsning.

Tirsdag d.24/10-06
Far og jeg havde meldt os til et arrangement omkring sorg. Det var præsten, som jeg gik til undervisning hos og en af hendes mandlige kollegaer, som stod for det. Det var en rigtig god og hyggelig aften, som startede med noget fællesspisning. Bagefter gik alle ind i kirken, hvor man skulle tænde et lys for sin kære. Det var en debataften, hvor alle kunne komme med kommentarer, men ellers var det de to præster, som stod for oplæggene. En af de ting, vi skulle, var at farvelægge en ?følelsestegning?. Vi fik udleveret et stykke papir med en figur af enten en mand eller kvinde. Vi skulle så farvelægge figuren ud fra de farver, som vi følelsesmæssigt syntes, passede til os.

 

orange = nervøs

blå = vred

gul = bange

rød = glad

grøn = ked af det

brun = trist

 

Min figur kom til at se således ud:

Jeg malede armene røde, fordi jeg har din far hos mig og fordi han er så god til at tackle min sorg. Han gør en forskel i min hverdag.

Jeg malede hovedet gult, fordi jeg er så bange for at miste igen og for om jeg overhovedet kan blive gravid igen og få et raskt barn.

Jeg malede kroppen grøn, fordi jeg er så ked af det. Jeg savner dig så uendelig meget, at det smerter i mit hjerte.

Jeg malede benene brune, men de kunne lige så godt have været grønne. Jeg er bare generelt meget ked af det og trist. 

Update 

Torsdag d. 26/10-06
Efter at far og jeg havde været til arrangementet omkring sorg i kirken, bestemte jeg mig for at ringe til den mandlige præst, som jeg havde fået kendskab til. Jeg ville spørge om de sorggrupper, som jeg vidste, at han stod for. Min hensigt var at få lov til at være flue på væggen i en børnesorggruppe, da jeg godt kunne tænke mig på et tidspunkt selv at starte sådanne grupper. Jeg havde faktisk, mens jeg var på barsel, og inden jeg fødte dig, kontaktet Kræftens Bekæmpelse for at høre omkring uddannelse osv. Efter at jeg havde mistet dig, og efter at jeg havde fået lidt mere overskud, kontaktede jeg Kempler Instituttet for at høre nærmere om deres uddannelser. Den person, jeg talte med, mente dog at mit eget tab på nuværende tidspunkt var for tæt på til at starte en fireårig terapeutuddannelse. Jeg er dog sikker på, at det er det, jeg vil på et tidspunkt. Jeg føler nok, at jeg spilder min tid som almindelig skolelærer. Jeg skal være et sted, hvor der virkelig er brug for mig, og hvor jeg kan gøre en forskel, fordi jeg selv har oplevet det at miste min allerkæreste, mit barn, dig.

Jeg fik en rigtig god snak med præsten, som svarede nej til, at jeg måtte sidde med i en børnesorggruppe. Han mente ikke, at det ville være optimalt for børnene, hvilket jeg godt kunne forstå. Jeg kunne dog få lov til at komme med i en voksensorggruppe, da han mente, at det var vigtigt at få bearbejdet sin egen sorg meget, inden man selv ville starte sorggrupper. Han fortalte mig, at man som den professionelle på ingen måde må føre en samtale hen i mod noget, man selv har brug for at tale om, men at man skal have overskud til at være der for dem, som har brug for det. Det er derfor utrolig vigtigt, som den professionelle, at ens egen sorg er blevet bearbejdet så meget, at der ikke er spørgsmål, som man selv har brug for at få afklaret. Derfor mente han, at det ville være godt for mig i en periode at prøve at sidde på den anden side af bordet, så jeg kunne blive helt afklaret omkring mit eget tab.

Jeg fortalte præsten, at det var vigtigt for mig, at han vidste, hvad min hensigt var med at starte i en sorggruppe, hvis han syntes, at det var en god idé, hvilket han gjorde. Desuden gik jeg jo også til psykolog, som jeg var glad for, samt mødtes med andre piger, som også havde mistet deres barn. Så egentlig havde jeg ikke behov for at sætte flere ind i min situation, og det var bestemt ikke mit eget ønske at skulle i en sorggruppe. Jeg fortalte ham, at jeg derfor kun ville være der af nysgerrighed for at se, hvordan en sorggruppe fungerer. Det havde han det fint med, for han var sikker på, at jeg med tiden ville indse, at jeg selv ville få noget ud af det, og hvis det er tilfældet, hvilket han jo sikkert har ret i, så er det jo bare dejligt.

Jeg bestemte derfor at give det en chance og skulle efterfølgende til en forsamtale hos ham og en anden, som han har en af de to sorggrupper med. De skal så finde ud af om kemien passer og hvilken sorggruppe, jeg vil passe i. Samtalen er d. 6. november.

Mandag d. 30/10-06
Jeg var oppe at besøge dig, hvilket jeg stadig er 3-4 gange om ugen. Da jeg åbnede lågen for at gå ind på kirkegården, kunne jeg se, at der skete noget ved siden af dig. Da jeg kom helt hen, kunne jeg se, at der var gravet et hul til en stor kiste. Jeg spurgte en af graverne, om der skulle ligge en voksen ved siden af dig, hvilket der skal.

Til at begynde med blev jeg rigtig ked af det, fordi jeg af egoistiske grunde føler, at dette område i Lunden er for spædbørn og små børn. Jeg er utrolig glad for, at du ligger ved siden af Natasja, så du har en at lege med. Det er i hvert fald noget jeg forestiller mig, at du gør, og noget jeg snakker med dig om, når jeg er oppe hos dig.

At der nu skal ligge en gammel mand eller dame ved siden af dig, gjorde mig trist til mode. Jeg snakkede med dig om det, og til sidst nåede jeg frem til, at der jo ikke var noget at gøre ved det. Så derfor prøver jeg nu at se det som noget positivt, at der skal ligge en ved siden af dig, der kan passe på dig.

Tirsdag d. 31/10-06
Jeg havde i de sidste dage haft lidt ondt i mit venstre bryst. Det betød sikkert ingenting, men jeg var alligevel lidt bekymret. Du var jo lige død af en hjertefejl, så det eneste sted, jeg ikke skulle have ondt, var omkring brystpartiet. Jeg havde derfor fået en henvisning til at få lavet et EKG. Det tog ikke mange minutter at få lavet, og svaret kunne jeg få nogle dage efter hos min egen læge.

I slutningen af oktober fik jeg fremkaldt over 100 billeder af dig. Der er billeder fra din fødsel, fra Rigshospitalet, hvor du er i live, og lige efter du er død. Der er også billeder af dig nogle dage efter din død, da vi var inde og give dig kjole på. De sidste billeder, vi har af dig, er fra den dag, du kom til Kildebrønde. Vi har billeder af dig, hvor du ligger i din kiste, og vi har lagt en masse ting ned til dig. Desuden har vi billeder af alle de blomster, du fik til din bisættelse. Vi har billeder fra din urnenedsættelse og fra din dejlige plads i Lunden på Kildebrønde kirkegård. De billeder, vi har fra Lunden, indeholder den smukkeste hjerteformede gravsten, hvor der øverst står: Silje ? lille skovtrold.

De fleste af disse billeder har jeg sat ind i et billedalbum. Et album, jeg kun vil vise til dem, der spørger, da der både er billeder af dig i live og som far siger, after life.

Jeg havde siden du døde lavet en masse tingtil dig og om dig, for at mindes dig mest muligt. Det er, som jeg har skrevet tidligere, noget som gør mig glad. Jeg var dog ved at slippe op for ideer og kunne ikke finde på flere projekter, jeg kunne lave, bortset fra at skrive dagbog.

Jeg fandt dog alligevel på at skrive en mail til ?Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød? og høre, om de var interesseret i at jeg skrev et indlæg til det blad, Stjernen, de udgiver fire gange om året.

I min mail skrev jeg, at de godt måtte komme med forslag til, hvad jeg skulle skrive. Mit eneste krav var, at jeg ville have din hjemmesides adresse med i indlægget.

Rådgiveren inde fra Landsforeningen syntes, at det kunne være spændende at høre, hvorfor det betyder så meget for mig at få gjort din hjemmeside kendt. Hvad det giver mig, når folk ser din flotte hjemmeside, som far og jeg har lavet til dig, og når de læser min dagbog til dig. Hun ville også gerne vide, om mit skriveri har hjulpet mig i min sorgbearbejdelse.

Mit indlæg vil jeg lægge ind på hjemmesiden, når det er udgivet i Stjernen.
 

Til top