Siljes Hjerte

Tirsdag d. 9/10-07
?Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød? havde et arrangement inde på Rådhuspladsen, hvor vi var inde for at støtte dette tiltag. Da vi kom derind, var der på en lang væg sat 604 stregbilleder op af et spædbarn, som symboliserede de spædbørn, der døde i år.

På en anden væg kunne man sætte sit eget præg ved at hænge f. eks. billeder op af sit eget barn. Langs væggene kunne man tænde lys for alle de små engle, og ellers kunne man bare stå og nyde den samhørighed og ro, der var blandt de mange mennesker, der var mødt op. Vi satte det billede op af Silje, hvor den røde sut ligger ved siden af hende, og hun kigger lige ind i kameraet.

Det var et rigtig godt arrangement, som jeg er glad for, at vi deltog i.

?Se og Hør? var der åbenbart også, for efterfølgende har der været et billede af Nikolaj og Lykke i bladet.

Fredag d. 12/10-07
Jeg var i mødregruppe for første gang. Det gik godt, men da jeg skulle fortælle om min familie og mit tab af Silje, begyndte jeg at græde. Det vidste jeg egentlig godt, at jeg ville gøre, og jeg havde det også fint med det. Jeg fortalte meget om Silje, og til sidst sagde jeg til de andre piger, at jeg ville blive meget glad, hvis de huskede på, at Lykke har en storesøster, som jeg som mor gerne vil snakke om. Intet eller ingen kan gøre mig mere ked af det, end jeg allerede er. Derfor sagde jeg, at de endelig skulle spørge ind til alt, hvad de tænker omkring Silje-pigen og min sorg.

Tirsdag d. 16/10-07
Jeg havde meldt mig til en klarsynsaften hos en clairvoyant. Inden jeg tog af sted, havde jeg selvfølgelig håbet på at få kontakt med Silje. Hvis ikke det kunne lade sig gøre, så håbede jeg på, at få kontakt med min farfar, som måske kunne fortælle mig, at han nu er sammen med Silje, og at han passer på hende.

Måske var der kontakt med min farfar, men han sagde intet om Silje. Faktisk var der intet konkret omkring min farfar, så det var nok ikke ham. Jeg ved heller ikke, om jeg tror på, at man kan komme i kontakt med de døde, men måske har jeg bare brug for at tro på, at der er et liv efter døden. Hvorfor skulle jeg ellers gå med Silje i maven i ni måneder? Hvorfor skulle hendes liv være slut allerede nu? Jeg er sikker på, at hun lever videre et andet sted, og at hun har det godt.

Lørdag d. 20/10-07
Jeg var til agilitystævne med Sif, og det gik på den måde, at Sif var god som altid. Jeg glemte dog banen, hvilket resulterede i en diskvalifikation. Tænk at det kan ske!! Men jeg er sikker på, at der virkelig er noget om, at man har ammehjerne i starten af mor-rollen. Min koncentration er for tiden ikke så god:-).

Jeg synes stadig, at det er fantastisk at være blevet mor til Lykke-pigen. Jeg føler mig virkelig privilegeret over at have fået hende, og jeg elsker hende over alt på jorden. Jeg er stadig ikke bange for, at der skal ske hende noget. Hun er sund og rask, og hendes gråd/skrig er i særdeleshed godt udviklede :-)

Jeg føler mig stort set ?normal? igen. Når jeg tænker på, hvor anderledes og forskellig fra alle andre jeg har følt mig det sidste årstid, så synes jeg, at det er lidt utroligt, at jeg med Lykke kan føle mig så hel igen.

Søndag d. 28/10-07
Nikolaj havde fået en mail fra en tidligere kollega, som havde læst min dagbog. Hun var meget berørt over det, vi havde været igennem, og hun skrev nogle søde ord til os. Hendes mail gjorde, at jeg pludselig fik behov for at læse mine egne ord igen om dagene for Siljes korte liv.

Da jeg sad og læste, begyndte jeg at stortude. Jeg var med et tilbage i den store sorg, jeg har følt siden Siljes død. Det var hårdt, men dejligt igen at føle Silje så tæt på. Da jeg var færdig med at læse, tog jeg Lykke op og holdt hende tæt ind til mig, mens jeg græd. Det var dejligt at mærke hendes lille varme krop og kunne fortælle hende en million gange, hvor meget jeg elskede hende. At have hende i mine arme og fysisk at kunne give hende min kærlighed har jeg glædet mig så utrolig meget til. Hver dag, når jeg tager Lykke op til mig, tænker jeg på, hvor dejligt det er at have hende hos mig. Jeg ved ikke, om andre kan sætte sig ind i, hvor tomme ens arme kan føles, når man pludselig ikke har sit barn hos sig! Det er frygteligt.

I hverdagen tror jeg, at min sorg har ændret sig fra at være en stor sorg til et savn. Jeg savner Silje utrolig meget, men jeg føler, at jeg godt kan leve videre uden hende. Hun har fundet sin plads mere og mere i mit hjerte, og jeg har ikke brug for, at hun er så nærværende mere.

Men så kan der komme sådan en dag som denne søndag, hvor jeg savner hende så frygtelig meget, at jeg føler sorgen meget tæt på igen. Jeg bliver ked af, at hun ikke skulle have lov til at leve, og jeg kan næsten ikke overskue den skæbne, hun fik tildelt. Jeg synes, det er så dybt uretfærdigt, og jeg føler næsten ikke, at jeg kan få vejret.

Silje og Lykke: I er mine piger, og jeg elsker jer over alt på jorden og i himmelen.

Til top