Siljes Hjerte

Torsdag d. 18/5-06
I dagene lige efter din død, var der utrolig mange ting, der skulle ordnes. Heldigvis er dine bedsteforældre guld værd og hjalp os med stort set alt. Din farmor og farfar boede hos os i en uge, og din mormor og morfar tog kun lige hjem for at sove, men var ellers hos os hele dagen. De lavede mad, ryddede op, ringede rundt til venner og veninder for at fortælle, hvad der var sket osv. Far og jeg havde ikke klaret det uden dem, tak for det.

I løbet af dagen kom bedemanden, og vi skulle også op på kirkegården for at finde det sted, hvor vi syntes, du skulle ligge. Vi fandt det mest perfekte sted, som de kalder Lunden. Det er ikke et almindeligt gravsted, men det ligner en skovbund. Far og jeg følte, at vi havde fået ro i sjælen, da vi havde bestemt, at det var der, du skulle få fred. Du ville komme til at ligge ved siden af en lille pige, Natasja, som vi tror, du ville kunne lege med.

Senere den dag kom kriseberedskabet, en psykolog og familierådgiver, som var utrolig gode til at snakke med os.

Fredag d. 19/5-06
Det var den dag, hvor vi skulle ind og give dig din kjole på. Dine bedsteforældre, onkel Michael og Lise-Lotte var med. Lise-Lotte havde ikke set dig i live, så hun syntes, at det var dejligt at se dig. Hun havde jo ligesom alle andre set, hvordan mors mave voksede, efterhånden som månederne gik. Jeg tror nok, at hun syntes, det var skønt at se, hvem den lille person inde i mors mave var.

Da jeg så dig, gav det et kæmpe sug i min mave. Al den kærlighed, jeg på fire dage havde fået opbygget, ramte mig lige i hjertet. Jeg vidste slet ikke, at man kunne opbygge så megen kærlighed på så kort tid, det er jo fantastisk. Men at man så på et splitsekund får revet det væk, som man har allermest kært, det er jo,...ja,... jeg har ikke ord for dette, men det er det værste af det værste, der kan overgå en. Åhh Silje, hvor jeg dog savnede dig og stadig gør det.

Du var kold, fordi du havde ligget i et kølerum, inden vi kom, men ellers lignede du dig selv. Vi fik givet dig din kjole på, og selv om den var lidt stor, så lignede du en smuk lille prinsesse. Du fik også en ren ble og strømper på. Vi sad med dig, og jeg undersøgte dig fra top til tå. Jeg ville ikke risikere, at jeg ikke havde set alle dine træk.

Da vi alle havde fået sagt pænt godnat og vi ses, lagde vi dig ned i din seng og lagde dynen rundt om dig. Du skulle jo nødig fryse.

Selvom jeg godt vidste, at jeg endnu ikke havde sagt rigtig farvel til dig, da jeg skulle se dig igen om mandagen i Kildebrønde Kapel, så følte jeg, at hele min verden ramlede rundt om mig. Jeg kunne ikke få vejret og jeg skulle kaste op. Jeg græd så meget, at jeg aldrig troede, at jeg kunne stoppe igen. Det var så bunduretfærdigt, at jeg allerede skulle give slip på dig.

Efter at vi havde været inde hos dig, var far ude at køre en tur, og da han kom hjem, havde han købt den smukkeste halskæde til mig. Vi kalder den for ?Siljes Hjerte?, og jeg går med den hele tiden. Selve halskæden er 14 karat rødguld, og vedhænget er et lille hjerte, hvori der er en brillant. Jeg blev så glad og rørt over, at far havde overskud til at købe så smuk en halskæde til mig.

Senere den dag kom præsten, Marianne, som viste sig at være utrolig sød og medfølende. Vi fik arrangeret hele bisættelsen, både med hvilket bord din lille kiste skulle stå på, hvilken dug der skulle på det bord, hvilken bil du skulle køres væk i osv. Jeg havde skrevet en smule omkring de smukke solopgange, der var, både ved din fødsel og død. Det ville jeg gerne have, at hun læste op til din bisættelse. Derudover ville vi også meget gerne synge ?Elefantens vuggevise?, som jeg havde sunget meget for dig, da du var inde i min mave. Alt dette kunne godt lade sig gøre, så det eneste vi skulle, var bare at lave et sangblad med teksten.

Lørdag d. 20/5-06
Efterhånden begyndte familie og venner at få besked om, hvad der var sket. Så i disse dage kom der stort set blomster hver time. Til sidst havde vi ikke flere vaser, så vi måtte ind og låne af naboerne. I alt kom der ca. 30 meget flotte buketter.

Det var en dag, hvor vi intet skulle foretage os med hensyn til din bisættelse, som skulle være om tirsdagen. Vi tog derfor alle sammen - både farmor, farfar, mormor, morfar, mor og far og Sif - til Hedeland og gik en lang tur.

I dag var det en uge siden, du blev født og dette i sig selv gjorde at mange tanker og følelser omkring din fødsel og tilstedeværelse var utrolig hårde. Desuden begyndte alle ens forventninger og drømme omkring det at blive forældre også at komme op til overfladen.

Indtil nu havde alle dage været hårde, men denne dag var ubeskrivelig hård. Mit savn af dig var uendeligt, og jeg var fuldstændig tom indeni.

Mandag d. 22/5-06
Det var dagen, hvor vi skulle se dig for sidste gang. Du var kommet til Kildebrønde kirke, og vi havde lavet en aftale med bedemanden om at få taget ordentlig afsked med dig. Vi mødtes med ham uden for kapellet kl. 11. Da vi kom ind til dig, lå du allerede nede i din lille, hvide kiste. Du havde et dynebetræk rundt om dig, et dynebetræk som var med i den startpakke, vi havde fået af din mormor og morfar. I den var også en barnevogn, seng, dyne, hovedpude, puslepude osv, som nu bare skulle leveres tilbage.

Vi havde dig ikke oppe i vores arme, for du lå allerede så fint. Men vi holdt dig i hånden, aeede din kind og kyssede dit ansigt. Du så stadig dejlig ud, men man kunne godt se at, du havde været død i nogle dage. Far og jeg havde gået og snakket om hvilke ting, vi syntes, du skulle have med dig, og vi var blevet enige om, at du skulle have den bamse-bi med, som du havde fået af fars ven, Rasmus. Det var nemlig den eneste bamse, du selv havde fået. Derudover fik du også en foldeud-bog med bondemandens dyr, en bog som farmor og farfar havde givet dig. Af far og mor fik du et brev, hvor vi havde skrevet, hvor meget vi elskede dig. Du fik også blomster fra vores japanske kirsebærtræ, som blomstrede så smukt disse dage. Den sidste ting, du fik med, fik du af far. Det var hundekiks, som du kunne give til de søde hunde.

Da vi havde snakket med dig og fået fortalt alt, hvad vi havde på hjerte, sagde vi nu farvel for sidste gang. Vi vidste, at når vi gik ud af døren, så skulle vi aldrig se dig igen. Det var simpelthen så hårdt at tænke på, men jeg kunne også mærke, at jeg ikke kunne holde ud at se dig mere. Tænk at skulle sige det om sit eget barn, men jeg havde simpelthen ikke flere kræfter tilbage. Jeg savnede dig så uendelig meget, at jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at give slip på dig, hvis jeg skulle kunne fortsætte mit liv. Den dag fik jeg sagt ordentligt farvel til dig, det var dejligt. Jeg ved, at far havde det på samme måde. Han fik også fortalt, hvor meget du betød for ham, og hvor meget han elskede dig.

Tirsdag d. 23/5-06
Så kom dagen, hvor du skulle bisættes. Vi tog over i kirken noget tid før, vi vidste, at gæsterne ville komme. Da vi kom ind i kirken, stod din lille hvide kiste der allerede. Far og jeg gik op til dig, satte os på to stole, hvor vi holdt om hinanden, græd og snakkede til dig. Vi satte et billede af dig på kisten, både for at vi kunne sidde og se på dig, men også for at dem, der kom til din bisættelse, kunne se, hvordan du så ud. Vi lagde også nogle japanske kirsebærgrene ved siden af din kiste. Det så rigtig flot ud. Der sad vi så, indtil dine gæster kom.

Der kom rigtig mange mennesker, da far og jeg havde inviteret alle, som står os nær, og som betyder noget for os. Da de kom ind i kirken, gik alle op for at hilse på os, inden de satte sig på deres pladser. Det var rigtig dejligt at modtage så megen varme, så mange venlige tanker og knus af folk, som delte den sorg med os, som vi gik igennem. Det var lige det, vi havde brug for. At så mange havde valgt at komme, selv om det var en almindelig tirsdag, det var/er vi så utrolig glade for.

Da alle sad og klokken var 13.30 begyndte bisættelsen. Præsten holdt den mest fantastiske gudstjeneste, man kunne forestille sig. Hun sagde den ene rigtige sætning efter den anden. Jeg troede ikke, at man kunne blive så glad for det, en præst sagde, men det hun sagde om dig, far og mig og hele den situation vi stod i, var som sendt fra himlen. Hun havde utrolig megen medfølelse og gjorde gudstjenesten meget jordnær, interessant og ja... bare god.

Af salmer sang vi ?I østen stiger solen op?. Det var meget oplagt, da du jo var blev født og døde til en smuk solopgang. Vi havde også sunget den året forinden, til mor og fars bryllup. Vi sang også ?Sov sødt barnlille? og selvfølgelig ?Elefantens vugevise?. Til den sidst nævnte, fik hverken far eller jeg fremstammet mange ord. Den sang, som jeg havde sunget så tit for dig, når jeg var gået i seng, den skulle pludselig ikke synges mere. Hold op hvor vi græd som pisket, mens vi sad og aeede din lille, fine kiste. Jeg tror, at alle i kirken var meget rørte, og at der faldt mange tårer under denne sang.

Efter den kirkelige handling bar far dig ud i den bil, du skulle køres væk i. Far ville gerne selv bære dig ud af kirken, da han følte, at det var hans job som far. Det var hårdt at se ham så knust, mens han gik hen ad kirkegulvet, hvor blomsterne lå en efter en. Han gjorde det godt, og jeg ved at han fik fortalt dig en sidste gang, hvor meget han elskede dig, og hvor meget han ville komme til at savne dig.

Da alle var kommet ud af kirken, og vi havde sagt et sidste farvel, kørte bilen. Vi havde valgt, at det ikke skulle være en rustvogn, du skulle køre væk i, da din lille kiste ville ?forsvinde? i så stor en bil. Derfor var det bare en helt almindelig personbil, du kørte væk i. Da du kørte ud af porten fra kirken, kunne jeg have løbet efter bilen, for jeg savnede dig allerede så meget. Men du kørte videre hen ad vejen, og kort tid efter var du væk.

Far og jeg ville vise alle gæsterne, hvor du skulle ligge, så vi fulgtes alle sammen ned til din kommende gravplads. Da vi kom derned, stod alle i en halvcirkel og nød det dejlige sted, vi havde valgt til dig.

Derefter var alle inviteret hjem til mormor og morfar. Det var dejligt, efter så følelsesmæssig en oplevelse, at komme hjem til dem og få noget at drikke og få fortalt alt om dig. Vi havde jo stort set ikke set nogen andre end den nærmeste familie, efter at du var blevet født. Derfor vidste ingen rigtig, hvad der var sket, og hvem du egentlig var. Derfor havde vi hængt billeder op af dig, så folk kunne gå rundt og se på dig og sige til den stolte mor, hvor smuk og dejlig du var :-)

Alt i alt var det en meget følelsesmæssig dag, men også en meget god og glad dag, hvor vi var meget lettet. Det hele gik, som vi havde håbet, og vi mærkede virkelig, hvordan familien og venner var der for os.

Onsdag d. 24/5-06
Dagen efter din bisættelse var lettelsen forsvundet, og jeg følte mig utrolig tom. Vi tog op og så dit gravsted, hvor alle de blomster, du havde fået, lå smukt i skovbunden. I alt havde du fået 46 utrolig flotte buketter.

Vi var også hos lægen den dag, hvor vi fik en rigtig god snak. Resten af dagen gik bare med at græde, sove, kigge ud i luften, og så blev jeg pludselig utrolig bange for at miste far. Jeg ved ikke, hvad det var for en tanke, men følelsen af at skulle miste igen, kunne jeg bare ikke bære. Far var derfor utrolig beskyttende over for mig og holdt derfor hele tiden øje med, hvor jeg var, og om jeg havde brug for et knus eller at blive trøstet. Din far er fantastisk, Silje.

Torsdag d. 25/5-06
Din farmor og farfar tog hjem denne dag. De havde ellers boet hos os siden du døde. Det var dejligt, at de havde været der så længe, og da de tog af sted, blev jeg utrolig ked af det. Jeg var bange for at føle mig ensom, og jeg turde rent faktisk ikke være alene. Selv når jeg var i bad, blev far nødt til at komme ud til mig en gang imellem for at se, om jeg var okay. Jeg turde ikke gå alene i seng om aftenen, så far var nødt til at holde om mig, til jeg sov. Jeg turde heller ikke gå tur med Sif alene, så far gik med. Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde det sådan, men fakta er, sådan havde jeg det længe.

Resten af ugen gik med, at vi langsom fandt os selv igen. Nu var vi jo alene, så vi skulle selv købe ind, lave mad, gøre rent osv. Det i sig selv krævede stort overskud, som vi i starten ikke havde, men langsomt blev det bedre og bedre.

Tirsdag d. 30/5-06
Jeg skulle starte på et hold for piger, som havde mistet et barn. Vi var syv piger på holdet,og det foregik på den måde, at vi startede med at lave efterfødselsgymnastik for til sidst at sidde i en rundkreds og snakke.

Det var et kursus som varede seks gange og rent faktisk var det i den samme bygning, hvor far arbejder. Det betød så, at han tog på arbejde, når jeg var sammen med APA-pigerne. APA=afspændings-pædagogernes-aftenskole.

Resten af den uge arbejdede far hjemme.

Til top