Siljes Hjerte

Onsdag d. 5/9-07
Lykke blev i dag en måned, hvilket hun og jeg fejrede oppe på kirkegården sammen med Silje. Jeg havde taget et lys med, som jeg tændte. Vejret var dejligt, så jeg satte mig i græsset sammen med Lykke, som var vågen.  Det var utrolig hyggeligt at sidde der med Lykke i mine arme og så tæt på Silje, som jeg overhovedet kunne komme.  Jeg fortalte Lykke om Silje og Silje om Lykke. Jeg sad der længe og nød samværet med begge mine piger.

Fredag d. 7/9-07
Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på Silje. Hun er ofte i mine tanker, men for det meste som en kort tanke. Jeg savner hende stadig meget, især nu hvor jeg ved, hvad jeg er gået glip af efter hendes død. Nu har jeg Lykke, hvilket jeg er utrolig taknemmelig for, men det er stadig svært at se hende blive ældre, uden at have Silje hos mig. Det er svært at forestille sig Silje som en pige, der på nuværende tidspunkt, hvis hun levede, kunne gå og sige enkelte ord. Hendes liv er meget stationært, og hun vil altid forblive en lille nyfødt baby, mens Lykke udvikler sig og hele tiden bliver ældre.

Når jeg viser Lykke frem til folk, så er jeg selv god til at få Silje ind i samtalen ved enten at fortælle, hvor meget de to søstre ligner hinanden osv.

Når det er sagt, så har jeg virkelig fået det bedre på det sidste. Jeg føler mig glad, stærk og fuld af livsmod igen. Selv om jeg er træt pga. afbrudt nattesøvn, så føler jeg alligevel en energi, som jeg ikke har følt siden Siljes død. Jeg NYDER virkelig at være blevet mor til lille Lykke-pigen, og jeg synes også, at jeg er en god mor. Indtil videre er jeg i hvert fald den mor, som jeg gerne vil være. Rimelig afslappet og ikke bange for, at der skal ske hende noget. Hun er nem at aflæse, og jeg ved, at jeg hurtigt kan trøste hende, hvis hun er ked af det. Det gør, at jeg får selvtillid og tror på, at det jeg gør, er det rigtige.

Jeg har også vænnet mig til, at Lykke kommer i første række, og mine egne behov dermed tilsidesættes. Jeg sørger for at gå tidligt i seng om aftenen og tage en lur om dagen, hvis der er behov for det. Jeg er god til at planlægge, så jeg laver noget hver gang Lykke sover, så hus, have osv. ikke ender med at ligne Jerusalems ødelæggelse.

Så alt i alt går det meget godt her i det lille hjem i Greve.

Søndag d. 9/9-07
Min veninde Christina Scherwin, som støtter Hjertebarnsfonden pga. Siljes historie, har givet et interview til Hjerteforeningen, som kan læses på linket nedenfor:
http://www.hjerteforeningen.dk/sw82129.asp  

Det er så fedt, at Christina kan gøre en forskel, og jeg bliver så glad for, at Silje bliver nævnt og husket så mange steder som muligt.

Jeg bliver stadig utrolig glad, når der bliver tændt lys på hjemmesiden af folk, som jeg overhovedet ikke kender. Det betyder selvfølgelig også rigtig meget, at nære venner og veninder stadig viser deres omsorg med et lys.

Fredag d. 14/9-07
Jeg havde meldt mig på et efterfødselshold, og jeg glædede mig utrolig meget til at starte. Efter to graviditeter har jeg virkelig brug for at få brugt min krop igen.

Da jeg ankom til træningsstedet, sov Lykke ikke, så jeg vidste godt, at jeg måske ikke ville få trænet så meget. Det fik jeg også ret i, da jeg ud af den halvanden time, det varede, måske fik rørt mig i ca. 20-30 min. Det gjorde, at jeg til sidst blev en smule irriteret på Lykke, hvilket jeg efterfølgende fik dårlig samvittighed over. Jeg ville bare så gerne have lidt tid for mig selv, hvor jeg var i centrum. Det fik jeg dog ikke lov til af den lille prinsesse, som ville snakke og hygge med sin mor. Hun græd ikke, når hun var i mine arme, men når hun blev lagt ned, så brød fanden løs.

Jeg fik dårlig samvittighed over, at jeg tillod mig at være så egoistisk. At jeg har brug for tid til mig selv og brug for at lave noget åndsvagt gymnastik, gjorde mig utrolig ked af det den dag. Jeg føler mig jo som verdens heldigste kvinde over at have fået Lykke, så derfor er der ikke noget i hele verden, der er mere ligemeget end efterfødselsgymnastik.

Jeg har derfor meldt fra igen og begynder først på noget nyt, når Lykke er blevet større og kan underholde sig selv i nogen tid.

Hvorfor får jeg dårlig samvittighed og bliver ked af det?

Det gør jeg, fordi jeg føler, at jeg er nået over på den anden side af alt det, der kan gå galt, så derfor føler jeg, at jeg ikke kan tillade mig at være egoistisk og tænke på min fysiske form. Jeg har nemlig mit barn. Mit sunde, raske og levende barn i mine arme, hvilket jeg bør være utrolig taknemmelig for.

Jeg kan heller ikke lide at brokke mig over, at det er hårdt at være blevet mor. For igen tænker jeg, at det er småting, jeg klager over, i forhold til det at miste. Jeg har helt sikkert behov for at give mig selv lov til at mene, at mindre problemer også kan være hårde. Jeg behøver ikke hele tiden at sætte lighedstegn mellem det at miste og andre småting.

Så selv om Lykke er en nem pige, som spiser og sover godt, så er det da noget af en omvæltning, at et lille menneske er så afhængig af én. Men når det så er sagt, så er det faktisk nemmere at være blevet mor, end jeg havde forestillet mig. Både i forhold til Silje, men bestemt også i forhold til, hvordan hverdagen forløber. Jeg får gået nogle lange ture med hunden hver dag, huset ser stadig pænt og nydeligt ud, og vi får lavet en fornuftig aftensmad de fleste aftener.

Torsdag d. 20/9-07
Lykke er næsten syv uger gammel, og i dag er hun af sundhedsplejersken blevet vejet til 5,5 kg og målt til 62 cm. Hun er altså både stor og lang af sin alder, men hendes kære forældre er jo heller ikke de mindste i verden. Jeg er 1,83 m og Nikolaj er 2,00 m høj.

Da jeg snakkede med sundhedsplejersken om det at være blevet mor, kom vi helt naturligt også til at snakke om Silje. Det mærkelige ved det er, at jeg på nuværende tidspunkt ikke kan fortælle om mit tab af Silje uden at græde. I slutningen af graviditeten med Lykke kunne jeg uden problemer fortælle alt om Silje. Nu får jeg en kæmpe klump i halsen, hver gang emnet omhandler Siljes forløb.

D. 12. oktober skal jeg for første gang i mødregruppe, hvor jeg vil fortælle om Silje. Jeg er dog bange for, at jeg vil begynde at græde. Jeg har ikke lyst til at græde foran nogle piger, jeg slet ikke kender, men da mit behov for at fortælle om Lykkes storesøster er større end min angst for at græde, er jeg sikker på, at hendes historie/korte liv vil blive fortalt.

Søndag d. 23/9-07
Nikolaj og jeg havde en rigtig hyggelig dag. Først var vi ude at spise brunch på en cafe, der hedder Bergs. Det er den samme cafe, vi skal spise på efter Lykkes barnedåb i Kildebrønde kirke d. 25. november.

Senere var vi oppe at spille tennis, mens Lykke lå i sin barnevogn og sov. Det var første gang, at jeg for alvor fik rørt mig efter fødslen. Det var dejligt at bruge sin krop igen, og jeg havde ikke helt glemt, hvordan man spiller tennis.

Dejlig dag :-)

Mandag d. 24/9-07
Jeg var i sorggruppe med Lykke. Jeg havde bestemt mig for, at det var sidste gang, jeg ville komme, så derfor ville jeg sige pænt farvel.

Inden jeg tog hjemmefra, glædede jeg mig til at se de andre igen og til, at Silje skulle fylde. Jeg var derfor bange for, at det var den forkerte beslutning, jeg havde truffet i forbindelse med at stoppe.

Det var dejligt at se de andre igen, men da jeg tog hjem, kunne jeg mærke, at det var den rigtige beslutning, jeg havde truffet med at stoppe. Jeg ved ikke, hvorfor at jeg havde det sådan, men jeg havde svært ved at koncentrere mig om de andres sorg, hvilket jeg ikke har haft problemer med før. Jeg havde pludselig ikke lyst til at føle sorgen. Jeg havde lyst til at holde om Lykke og mærke glæden og kærligheden ved hende.

Lykke var også lidt urolig, så derfor havde jeg også svært ved at høre efter og mærke min sorg til Silje, hvilket jeg normalt kan, når jeg er i sorggruppe.

Da jeg skulle fortælle, hvordan jeg går og har det, begyndte jeg dog at græde. Så selv om Silje ikke fylder så meget i min hverdag, så kan jeg ikke snakke om hende uden at blive berørt af det.

Onsdag d. 26/9-07
Jeg var for første gang efter Lykkes fødsel til agility med Sif. Nikolaj og Lykke var med, så det var rigtig hyggeligt. Sif havde ikke glemt, hvad hun skulle, og jeg kunne rigtig følge med hende, hvilket jeg ikke kunne i slutningen af graviditeten.

Da vi kom hjem, fik jeg en barselsgave af Nikolaj. Et super flot vedhæng til en halskæde. Det er en firkløver i guld, som han har fået specielt lavet af en smykkedesigner.

Jeg blev rigtig glad for det, men ved desværre, at jeg ikke får gået så meget med det, da jeg ikke har i sinde at tage Siljes hjerte af, som jeg også fik af Nikolaj efter Siljes død. Det er to rigtig dyre smykker, så derfor vil jeg heller ikke have dem på samtidig, da det smukke i hver af dem så forsvinder.

Vi vil derfor prøve at høre smykkedesigneren om vedhænget kan laves om til en ring.

Hvorfor er det en firkløver jeg har fået af Nikolaj i barselsgave? Det er det, fordi vi efter Siljes død bestemte os for, at hendes symbol skulle være et hjerte. Derfor er hendes hjemmeside bygget op omkring en masse hjerter, mine øreringe og halskæde er hjerter og hjerter i al almindelighed betyder pludselig meget for mig.

Lykkes symbol er derfor blevet en firkløver. Da vi skulle til at lave Lykkes hjemmeside, bestemte vi os for, at den skulle bygges op omkring en firkløver. Da vi en dag fandt en rigtig firkløver, var der ingen tvivl om, at Lykkes symbol skulle være en firkløver.

Lykkes hjemmeside er ikke færdig endnu, men mon ikke den skal indeholde ?Lykkes? smykke som banner, ligesom Siljes hjemmeside indeholder ?Siljes hjerte? som topbanner?

Det er en dejlig mand jeg har, som husker at give moderen barselsgaver :-)

Lørdag d. 29/9-07
Som jeg tidligere har nævnt i dagbogen, så skriver jeg sammen med en pige, Frederikke, som også har mistet sin datter ved en hjertefejl. I den sidste mail, jeg skrev til hende, bad jeg hende sætte ord på, hvorfor jeg bliver så ked af det, når jeg snakker om Silje. Jeg har selv haft svært ved at finde ud af hvorfor jeg har det sådan, så derfor spurgte jeg Frederikke, om hun kunne hjælpe mig med at sætte ord på mine følelser.

I mailen jeg modtog fra hende skrev hun:

I slutningen af din graviditet havde du stadig kun Silje og skønt Silje var død, så var hun jo stadig nærværende (på sin egen måde!) og hendes død var en del af dit liv og derfor dybest set hvad du havde at byde ind med. Nu er Lykke så ankommet og hun fylder meget, hun tager din tid og hun tager sin plads. Fokus har ændret sig og Silje flytter sig i baggrunden og for det meste af tiden er det helt o.k. Så - tror jeg - sker der det, at når du så endelig kommer til at tale om Silje, så bliver hun atter nærværende og du bliver sorgfuld, savnet melder sig og du bliver opmærksom på, at alt det du foretager dig med Lykke blev du frarøvet i forhold til Silje. Din bevidsthed skifter for et kort øjeblik og måske spiller samvittigheden også en rolle; for at give Lykke plads, så må du give lidt mere slip på Silje (og en mor forlader ikke sine børn, vel?).

Søndag d. 30/9-07
Lykke er i dag otte uger gammel, så det var tid til at komme i svømmehallen for første gang. Nikolaj holdte hende da vi var i vandet, og hun havde øjenkontakt med ham hele tiden. Hun smilede og var glad og turde ikke at fjerne blikket fra ham. Jeg tror hun følte sig tryg, når de kiggede på hinanden.

Det var en kæmpe succes at være i svømmehallen, så det kunne jeg godt tænke mig at komme ca. en gang om ugen fremover.

Senere var jeg ude at løbe en tur med Sif, mens Lykke sov. Hun var godt træt efter en spændende tur i vandet, så det udnyttede jeg ved at løbe en tur. Det var første gang, jeg var ude at løbe efter fødslen, så formen var ikke i top. Det gik dog meget godt, men nogle pauser undervejs blev det dog til.